Faktaboks

Jens-Martin Eriksen
Født
1955

Jens-Martin Eriksen. Foto fra 2011.

.

Jens-Martin Eriksen, f. 1955, dansk forfatter, debuterede i 1985 med romanen Nani, der handler om en ung mands møde med driften og døden og hans forsøg på at skrive sig så langt ind i angsten, at den hører op.

"Nani" hentyder både til den unge mands døde kæreste Nana, til skriften som onani og til den åndelige nanisme, dværgvækst, som fortælleren forskriver sig til.

Jens-Martin Eriksen fortsætter de eksistentielle temaer om sorg, erindring, krop, drift og død i de følgende ni prosabøger og et drama. Et højdepunkt er romanen Jim og jeg (1989) om en ung mand, der i en suggestiv monolog genkalder sig sin barndom og sin døde ven.

Det stadige eksperiment med en fortællerstemme, der kværner rundt om traumatiske oplevelser, har i 1990'erne bl.a. ført Jens-Martin Eriksen ind i dramatikken med skuespil og hørespil som Babylon (1999). Hans manuskript til kortfilmen Seth (instrueret af Anders Refn, 1999) er optaget i novellesamlingen Jonatan Svidts forbrydelse (2000).

Et væsentligt værk er romanen Vinter ved daggry (1997), en rystende beretning om grusomheder i en militærmilits i et område, der kan ligne Balkan, men forbliver anonymt.

Krigene på Balkan tages siden op til direkte granskning i bøger sammen med Frederik Stjernfelt. Et grundsynspunkt i Hadets anatomi (2003) og Krisens scenografi (2004) er, at de intellektuelle svigtede, og verdenssamfundet passivt var vidne til massemord og etnisk udrensning.

Med Forfatteren forsvinder ind i sin roman: kærlighedshistorier af Lenny Tristano (2005), vender Jens-Martin Eriksen tilbage til sine romaneksperimenter, her med en hovedperson, der oplever forskellige varianter af handlingen i James M. Cains roman Postbudet ringer altid to gange (1934, da. 1939).

I 2011 udkom rejse- og essaybogen Fra skorpionernes verden, der igen tager fat i religiøs og nationalistisk fanatisme på Balkan og i Europa.

Sammen med Frederik Stjernfelt udgav han 2013 De anstændige om de følger, religionens tiltagende rolle i vores samfund spiller, fx for ytringsfriheden og i den politiske kamp.

Jens-Martin Eriksens hjemmeside

Læs mere om Jens-Martin Eriksen og hans bøger på Gyldendal.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig