Giambattista Vico

Giambattista Vico var en italiensk filosof; professor i retorik ved universitetet i Napoli i 1699-1741. Siden renæssancen er videnskabsidealet og erkendelsesbegrebet hovedsagelig blevet hentet i matematik og matematisk fysik; Vico hentede derimod sit i jura og i de humanistiske videnskaber.

I De nostri temporis studiorum ratione (1709, dansk Vor tids studiemetode, 1998) angreb Vico Descartes' erkendelsesteori og metodologi, navnlig i dens pædagogiske form: At undervise børn og unge i abstrakte videnskaber og kritisk tænkning er en fejltagelse, idet såvel abstraktion som kritisk analyse forudsætter begrebsdannelse og opstilling af argumenter, og hertil kræves fantasi og forestillingsevne. Snarere bør de humanistiske videnskaber og specielt retorikken være indgangen til et videnskabeligt studium.

I De antiquissima Italorum sapientia (1710, Om italieneres ældste visdom) anerkender Vico, at al sand erkendelse er årsagserkendelse, men peger samtidig på, at kun om det, som mennesket selv er årsag til, dvs. selv har frembragt, kan det have sand erkendelse. Disse tanker videreudviklede han i sit hovedværk, Principi di Scienza nuova d'intorno alla commune natura delle nazioni (Principper for en ny videnskab om nationernes fælles natur), der tryktes i 1725, og hvis totalt omarbejdede og endelige udgave udkom i 1744 (dansk Den nye videnskab, 1997 og 1998). Det er udviklingen af det menneskelige, Vico her forsøger at forklare. De fleste filosoffer mente, at fornuft, moralitet, religiøsitet o.l. var mennesket iboende træk, men Vico anså dem for at være resultat af en historisk udvikling; det enkelte individ er dannet af historien, samtidig med at historien selv er menneskehedens værk.

Den nye videnskab er videnskaben om menneskets historie og er derfor mange videnskaber i én. Den er en naturlig teologi, idet den beskriver forsynets rolle i det historiske forløb; den er en autoritetens filosofi, fordi den viser udvikling af magt og ejendomsret; den er en idéhistorie, idet den skildrer udviklingen af menneskehedens bevidsthedsliv; den er en retsfilosofi, som forklarer forholdet mellem naturret og positiv ret, og den er som universalhistorie, der beskriver nationernes sammenfaldende udviklingsforløb, også en ideal og evig historie.

I 1900-tallets senere årtier har Vicos nye videnskab i stigende grad interesseret filosofi- og kulturhistorikere; fremkomsten i hhv. 1997 og 1998 af to forskellige danske oversættelser af hans hovedværk er udtryk for denne interesse.