Filippo Tommaso Marinetti, 1876-1944, italiensk forfatter og politisk aktivist, futurismens grundlægger. Såvel bevægelsens manifest, publiceret i Le Figaro 20.2.1909, som Marinettis første værker, skuespillet Le Roi Bombance (1905) og romanen Mafarka le futuriste (1909), er skrevet på fransk. Det agiterende aspekt — hyldesten til teknikken, farten og krigen og senere tilslutningen til fascismen — ledsager hele tiden kravet om kunstnerisk fornyelse gennem ultrakorte udtryksformer, bl.a. "ord i frihed", klarest formuleret i Manifesto tecnico della letteratura futurista (1912, forord til antologien I poeti futuristi), Marinettis modneste værk.