Herculaneum

De skriftlige kilder nævner, at Herculaneums grundlæggelse går tilbage til 600-tallet f.v.t., hvor der er tegn på såvel græsk som etruskisk indflydelse. Samnitterne erobrede byen i 400-tallet f.v.t. Byen blev indtaget af Sulla i 89 f.v.t. og gjort til en romersk municipium.

I den tidlige kejsertid havde byen omkring 5000 indbyggere. Dens placering ud til kysten, rene luft og milde klima gjorde den til et yndet resort område for de rigeste familier i Rom.

Et kraftigt jordskælv rystede byen i 62 e.v.t., og mange bygninger var derfor nyligt istandsatte ved byens ødelæggelse 17 år senere.

Herculaneum blev genfundet i 1709 ved et tilfælde, da man var ved at udgrave en brønd. Derpå gik man i gang med et intensivt tunnelsystem i jagten efter kunstskatte. Udgravninger fortsatte i 1738 under Karl 3., hvor man bl.a. fandt Papyrusvillaen.

Bortset fra nogle korte perioder med udgravninger lå arbejdet stille, indtil moderne maskiner i begyndelsen af 1900-tallet gjorde det muligt at frilægge bygningerne fra det stenhårde materiale, der dækkede byen.

I den fascistiske periode fra 1927 til 1942 afdækkede man det meste af det område, som nu er tilgængeligt; otte insulae, som dækker 4,5 hektar. Kun ca. 25 % af byen er udgravet. Byens teater, forum og den berømte Papyrusvilla er lokaliseret, men ikke frilagt.

I dag ligger byen under Ercolano, som er en tætbefolket forstad til Napoli, men i antikken lå Herculaneum helt ud til kysten på en pynt mellem to floder.

Byen dækkede et område på 370 m × 320 m og var udlagt i et retvinklet gadenet. Decumanus maximus varbyens hovedgade. Byen fik frisk vand fra Serino-akvædukten, som blev bygget under kejser Augustus. Akvædukten førte vand ud til bygningerne via vandrør af bly.

De fleste af bygningerne i Herculaneum rummer privatboliger, dels sjældne eksempler på små lejligheder, dels større atriumhuse. De største huse ligger længst mod syd, hvor de oprindelig har ligget helt ud til kysten. Neden for dem lå et af byens badeanlæg samt en række bådhuse. Her fandtes skeletterne af de beboere, der forgæves havde forsøgt af flygte via havet.

Herculaneum ligger kun 7 km vest for Vesus og blev derfor dækket af 20-25 m vulkansk materiale. Det har vanskeliggjort udgravninger af byen og forseglet det organiske materiale fra antikken – og på den måde bevaret det for eftertiden.

Det gælder en række enestående eksempler på romerske træmøbler, ligesom der også er fundet skillevægge samt bindingsværk fra huskonstruktioner.

Opdagelsen af Herculaneum i 1700-tallet fik stor betydning for udviklingen af nyklassicismen, som bevirkede en antikefterlignende mode i den datidige vesteuropæiske arkitektur, billedkunst og kunsthåndværk.

Der er et lille museum på stedet, men de bedste fund findes i dag på Museo Archeologico Nazionale i Napoli.

Herculaneum er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

• Romerriget
• Pompeji
• Vesuv

• UNESCO om Herculaneum