Amfitrite, græsk havgudinde, en af nereiderne; hun er gift med havguden Poseidon og mor til Triton, der med sin konkylietrompet kan tæmme det frådende hav eller bringe det i oprør. Som havets herskerinde er Amfitrite ofte afbildet i en delfintrukken vogn, formet som en muslingeskal og omgivet af nereider og tritoner.