akvædukt

Akvædukt, i det antikke Rom en kunstig vandledning fra vandkilde til forsyningssted, uanset ledningens tekniske udformning. I dag bruges akvædukt mere snævert om vandledningens broer, som på arkader eller piller fører kanalen over dale, floder eller veje. I det følgende skelnes således mellem akvædukt og akvæduktbro.

De første opstod i forbindelse med bydannelser i de tidlige oldtidskulturer og byggede formentlig på århundreders erfaringer med kanalbyggeri omkring Nilen, Eufrat og Tigris. Når et byområdes kilder, brønde og cisterner ikke længere kunne forsyne en voksende befolkning med vand, måtte der tilføres vand udefra gennem akvædukter. Den tidligste veldokumenterede akvædukt er den assyriske kong Sankeribs 48 km lange kanal til Ninive fra omkring 690 f.Kr. Heri indgik en 280 m lang akvæduktbro over en floddal ved Jerwan i det nordlige Irak. Først med romernes samfundsorganisation, bygge- og nivelleringsteknik forbedredes oldtidens vandbygning afgørende. Fund fra hele Det Romerske Imperium vidner om, at enhver by af en vis størrelse havde en eller flere akvædukter.

I Rom byggedes 11 akvædukter i perioden fra 312 f.Kr. til 226 e.Kr. Byens vandforsyning indtil ca. 100 e.Kr. er velbeskrevet, takket være den romerske vanddirektør Sextus Julius Frontinus' skrift om Roms akvædukter. Dengang var 9 i funktion; 56 km af deres i alt 423 km kanaler var bygget på akvæduktbroer. To af dem var mere end 10 km lange og bar to, hhv. tre kanaler over den romerske Campagna, for at vandet kunne bevare tilstrækkelig trykhøjde til at forsyne Roms byhøje. Andre af det antikke Roms akvæduktbroer kan i dag ses i landskabet mellem Gallicano og Tivoli. Den højeste romerske akvæduktbro er Pont du Gard i Sydfrankrig. Andre findes ved Fréjus, Lyon og Metz i Frankrig, samt i Mérida, Tarragona og Segovia i Spanien. Visse kanalstrækninger i romerske akvædukter fungerer endnu i 1993, fx Aqua Virgo i Rom og ved Windisch i Schweiz, Brey ved Koblenz i Tyskland, Fréjus i Frankrig og Bologna i Italien.

De romerske vandingeniører kendte princippet om åbne, forbundne kar og kunne derfor have erstattet akvæduktbroerne med trykrør. Alligevel kendes i dag (1993) kun omkring 25 lokaliteter, hvor romerske akvædukter har krydset en dal i trykrør af sten eller bly. Ved store vandmængder og bygningshøjder indtil omkring 50 m foretrak man broer, hvor vandet løb med frit vandspejl i en overdækket kanal. Principperne i romernes akvædukter blev benyttet i eftertidens vandbygning helt op til slutningen af 1800-t.