Roms historie i antikken

Ifølge traditionen blev Rom grundlagt af Romulus og Remus den 21. april 753 f.v.t., men bedømt ud fra arkæologiske undersøgelser går byens historie tilbage til 900-tallet f.v.t. Rom lå strategisk velplaceret ca. 20 km oppe ad Tiberen ved et vadested. Stedet var endvidere omgivet af høje, hvor man kunne bo beskyttet, samtidig med at man var hævet over de sumpede dalstrøg ved floden.

Bosættelserne opstod antagelig først på Aventiner- og Palatinerhøjene; disse har ikke adskilt sig fra andre småbyer i det øvrige Latium. I løbet af 600-tallet f.v.t. blev dalområdet også beboet. I perioden indtil ca. 509 f.v.t. blev byen ledet af konger, de sidste tre har utvivlsomt været af etruskisk oprindelse. Herefter indledtes den republikanske periode.

Byen Rom udvidede efterhånden sit territorium og vandt en afgørende sejr i 396 f.v.t. over den etruskiske by Veji, og snart var Rom den største by på Den Italiske Halvø. Byens styrke var dog ikke større, end at gallerne i 390 f.v.t. kunne indtage byen på nær Capitol og måtte købes bort. 300-tallet f.v.t. var præget af kampe mellem patriciere og plebejere, der endte med en ligestilling mellem de to stænder.

Som følge af kriser i landbruget i 200-tallet f.v.t. søgte forarmede bønder ind til Rom i håbet om at finde arbejde, og der opstod alvorlige sociale og økonomiske problemer med bl.a. at huse og forsørge tilflytterne.

Først under kejser Augustus blev Rom til en egentlig hovedstad for et imperium, og Augustus, der så sig selv som en ny Romulus, bidrog med egne midler til en monumental udbygning af byen.

Storstilede byggearbejder betød bl.a., at mange af byens arbejdsløse fik beskæftigelse. Senest i augustæisk tid opstod forestillingen om Rom som caput orbis 'verdens hoved', og betegnelsen "den evige stad" indgik i rigsideologien.

Fra slutningen af det 1. århundrede til begyndelsen af det 2. århundrede e.v.t. var Rom på højden af sin magt og indflydelse; skønsmæssigt sættes indbyggertallet til ca. 1 million mennesker.

I slutningen af århundredet faldt indbyggertallet, og i løbet af 200-tallet mistede Rom noget af sin betydning; ofte opholdt kejseren sig end ikke i byen.

I 330 gjorde Konstantin 1. den Store Konstantinopel til ny hovedstad på linje med Rom, hvilket resulterede i, at Rom mistede en del af sin politiske og økonomiske betydning, og byudviklingen stagnerede. Denne udvikling forstærkedes yderligere, da Ravenna blev ny kejserlig residensby efter delingen af Romerriget i 395.

I 410 erobrede og hærgede visigoterne Rom, og i 455 plyndrede vandalerne byen. Det skønnes, at befolkningstallet på det tidspunkt var faldet til ca. 250.000. Det kejserløse Rom kunne ikke længere nyde godt af sin tidligere så glorværdige prestige og fik i stedet en museal karakter; bl.a. stod byens talrige templer og altre uudnyttede hen fra 350'erne, efterhånden som udøvelsen af de hedenske kulter blev forbudt. Rom mindede nu mest af alt om et frilandsmuseum.

Kristendommen kom hurtigt til Rom, antagelig formidlet gennem missionærer fra Antiochia, og der eksisterede allerede en menighed, da Paulus i ca. 54 skrev Romerbrevet; kort efter besøgte Paulus byen.

Romermenigheden fik snart en betydelig størrelse, og den blev en af de førende menigheder inden for kirken, hvilket var betinget af dels beliggenheden i Romerrigets centrum, dels den prestige, det gav, at både Paulus og Peter ifølge traditionen led martyrdøden her; se pave.

Konstantins begunstigelse af kristendommen resulterede bl.a. i, at store kirker blev opført i Rom, og snart fik byen position af at huse moderkirken og af at være den kristne kirkes centrum.

• Rom – oldtidsbyen
• Romerrigets historie
• Roms historie efter antikken
• Rom (by i Italien)