Et atriumhus var i antikkens Italien en type af beboelseshuse. Den opstod allerede i etruskisk tid og kendes især fra Pompeji. I strukturen indgår et atrium, som er et midterrum med en åbning i taget (compluvium) og herunder et vandbassin (impluvium).
Gennem en smal gang (fauces) med et rum på hver side kommer man ind i atrium. På begge sider af atriet ligger små soveværelser (cubicula) og vingerne (alae). For enden af atriet ligger spisestuen (triclinium eller cenaculum) og stadsstuen (tablinum). I hellenistisk tid tilføjedes under indflydelse fra Grækenland en peristylgård, ofte med soveværelser langs en af siderne, og for enden en spisestue (oecus). Huset havde desuden små rum til køkken og toilet. I kejsertiden var den almindelige hustype et lejehus i flere etager med taberner og foranliggende porticus (dvs. en søjlegang eller en søjlehal) i gadeplan, mens de øvre etager ofte havde balkoner.
Der findes også atriumhuse uden en peristylgård, eksempelvis i Ostia. I denne type atriumhuse var rummene (cubicula) oftest arrangeret asymmetrisk omkring atriet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.