Kiderishjulet fra ca. 2890-ca. 2620 f. Kr. Hjulet menes at være opfundet i Mesopotamien ca. 5000‑4000 f. Kr. Det ældst kendte fund af et hjul monteret på en aksel er dateret til ca. 3100 f. Kr. og stammer fra Ur i det nuværende Irak, dvs. det er blot 200 år ældre end Kiderishjulet.
.

Briten Chris Boardman (f. 1968), olympisk mester (1992) og verdensmester (1994 og 1996) i 4 km individuelt forfølgelsesløb samt indehaver af timerekorden (56,375 km/h) (1996), benytter et såkaldt stavhjul forrest og et pladehjul bagest. Aerodynamikken er i dag en afgørende faktor i cykelsporten, og af de to typer hjul giver pladehjulet mindst luftmodstand pga. dets helt plane overflade. Mange foretrækker dog stavhjulet foran af hensyn til styrbarheden, ikke mindst når der køres udendørs.

.

Hjul er en cirkulær skive, krans eller fælg med en aksel gennem et nav i centrum. Akslen er enten fast forbundet med navet eller fritløbende i et navleje. Hjulet kan være massivt eller bestå af separat fælg og nav forbundet med en cirkulær plade (pladehjul) eller eger (egerhjul, trådhjul).

Faktaboks

Etymologi

Ordet er nedarvet fra indoeuropæisk *kwékwlos, afledt af verbet *kwélh- 'dreje'; muligvis har det tidligst betegnet et pottemagerhjul. Af det indoeuropæiske ord kommer også bl.a. græsk kyklos 'kreds, ring', hvorfra latin har lånt cyklus; se cykel.

Hjul anvendes dels til at udføre en rullende bevægelse (fx vognhjul), dels til stationær overføring af bevægelse (fx tandhjul, skovlhjul) og til lagring af kinetisk energi (fx svinghjul).

Vognhjulets historie

Den ene af de to firehjulede vogne fra Dejbjerg Præstegårdsmose ved Ringkøbing; Nationalmuseet. Det er rigt udsmykkede pragtvogne, der stammer fra førromersk jernalder kort før Kristi fødsel. Vognhjulene er næsten en meter i diameter og fælgene er hver bøjet af eet stykke asketræ. Egrene er af avnbøg og de drejde nav er af asketræ; den ene vogns hjul havde i alt 14 eger, mens den anden havde 12. Navene er omsluttet af støbte bøsninger af bronze, fælgene af massive jernringe som har skullet beskytte mod slid og holde fælgen samlet. Vogntypen er sammen med rester af flere tilsvarende hovedsagligt kun fundet i Danmark og kan være fremstillet her af indvandrede keltere fra Bøhmen.

.

Vognhjul i form af massive skivehjul ses i agerbrugskulturer i Nær- og Fjernorienten fra 4. årtusinde f.v.t. Herfra udbredtes hjulet i det følgende årtusinde i forskellige udformninger til det afrikanske og europæiske kontinent, mens det i den nye verden først anvendtes efter Columbus.

Europas stenalder

Europas ældste vognhjul stammer fra yngre stenalders tohjulede kærrer trukket af okser fundet i pælelandbyer i Schweiz og dateres til ca. 3100 f.v.t. Det er skivehjul uden nav, der er samlet med indfældede lister af to-tre planker og parvist monteret på en aksel, der roterer under kærrens vanger – ligesom et hjulsæt på en jernbanevogn. Disse oksetrukne kærrer anses for at være udviklet af trækslæder anvendt i bjerglandet ligesom den oksetrukne plov uden muldfjæl (ard). Hjulsættene er øjensynligt en senere tilføjelse til slæderne. I bronzealderen ses i Centraleuropa egentlige fælleseuropæiske skivehjul med løse rørformede nav og halvmåneformede udskæringer (jf. danske Rappendam-type). De tilhørende europæiske vogntyper er derimod vanskeligt at rekonstruere, fordi fundmaterialet er spinkelt.

Hovedindtrykket er, at hjulene har tilhørt firehjulede vogne trukket både af heste og okser, og at hjulformen udvikles til egehjul med nav og bøjede og sammensatte fælge under indtryk af østeuropæiske hjul, der er påvirket af skythiske og kinesiske hjulformer i tidlig jernalder. Fund af hjul fra førromersk (la Tène) og romersk jernalder i Central- og Vesteuropa, der er præget af keltiske og romerske strømninger, viser hen til samtidige fund af egehjul i Danmark af Dejbjerg- og Tranbær-type.

I Nordvesteuropa og Danmark er de ældste vognhjul fra 2. årtusinde f.v.t. De er skivehjul med fast navpibe til hver side, der roterer om en fast aksel under kærrens vanger. Hver hjulskive er udhugget af en marvspaltet halv stamme, som regel af eg, således at en stammelængde (blok) kunne give to hjul. Denne ret skrøbelige hjulform er formentlig inspireret af meget store hjul samlet af flere planker fundet i Øst- og Centraleuropæiske grubegrave, der indeholder mægtige firhjulede vogne trukket af okser. I Danmark tilhører hjultypen tohjulede vogne af Klosterlund-type, der formentlig kan tilskrives Bondestenalderens enkeltgravskultur og fortsætter langt op i bronzealderen, inden den erstattes af de fælleseuropæiske skivehjul af Rappendam-type med løse rørformede nav ofte samlet af tre planker og forsynet med halvmåneformede udskæringer. Udskæringerne gjorde hjulskiven mere stabil og lettere end den massive, samtidig med at det rørformede nav gav hjulet en mere stabil gang.

Bronzealderen

I ældre bronzealder dukker bronzestøbte modelhjul med fire eger op i Skandinavien, bedst kendt fra solvognen fra Trundholm, og ses på helleristningerne (fx fra Kivikgraven i Skåne). De er påvirket af stridsvognene fra Sydeuropa (Mykene), og i yngre bronzealder kommer der egentlige firehjulede pragtvogne af bronze (Skjerne og Egemose) med støbte bronzehjul med fire eger af type Stade indført fra Urnemarkkulturen.

Jernalderen

Efter alt at dømme er den gradvise introduktion af skivehjul med rørformede nav knyttet til udviklingen af firhjulede landbrugsvogne i Danmark, der kendes fra Rappendam-fundet fra det 1. århundrede f.v.t. Denne særlige vogntype med de relativt små hjul blev brugt i landsbyerne med de inddigede marker (celtic fields, se oldtidsagre) formentlig til transport af gødning ud på markerne og tørv hjem til husenes arner.

Ca 50 f.v.t. ses i er par fyrstelige danske grave keltiske firehjulede pragtvogne med egehjul og varmebøjede fælge af Dejbjerg-type, formentlig delvist fremstillet i Danmark af keltiske håndværkere. Indtil videre er der fundet i alt 6 pragtvogne af denne type i Danmark, men vognene mistede betydning omkring 200 e.v.t. og blev henlagt bl.a. i Dejbjerg Præstegårdsmose. Omtrent samtidigt hermed ses arbejdsvogne af træ med høje egehjul med sammensatte fælge af Tranbær-type, der er inspireret af både Dejbjerg-vognene og romerske landbrugsvogne fra provinserne. De var ligesom Dejbjerg-vognene trukket af heste og introducerer faktisk landbrugets stive arbejdsvogn der blev produceret af bønderne selv – senere af deres hjulmænd – frem til efter 2. verdenskrig. I løbet af yngre jernalder får egehjulene smalle og høje fælge og tøndeformede nav.

Vikingetiden

Yngre jernalders hjultype videreudvikles i vikingetiden, hvilket ses på hjulene fra Oseberggaven i Norge, der formentlig er inspireret af jyske former. Vikingetidens forskellige vognformer var udstyret med samme hjul-type, der ligesom de øvrige hjul fra dansk jernalder med pindeformede eger (undtagen Dejbjerg-typen) var samlet vandret (uden hjulstok).

Middelalderen

I løbet af ældre middelalder får hjulene bredere fælge og cigarformede eger formentlig under hanseatisk indflydelse. Det betyder, at hjulene skal samles lodret på en hjulstok som følge af en professionalisering af hjul- og vognfremstillingen i byerne og på herregårdene, hvor man nu fremstiller hjul af lagret tørt træ – mod tidligere af vådt nyfældet træ. Sidstnævnte teknologi fortsatte dog på landet langt op i renæssancen, og der var fortsat spor af denne våde teknologi hos landets hjulmagere (hjulmænd, hjulere), der fremstillede stivvogne uden tegning frem til efter 2. verdenskrig – i modsætning til byernes karetmagere, der kun arbejdede med tørt træ efter tegninger.

Nyere tid

I løbet af 1500-tallet indførtes jernskinner på rejsevognenes hjulfælge, fordi adelvejene var blevet hårdere; og de fik også paraplyform (styrt), så de brede vogne kunne køre på veje med smalt spor. Bøndernes stivvogne var uden jernbeslag frem til midten af 1800-tallet, hvorefter de fik glødende jernskinner sømmet på fælgenes slidbane (skinnegang) og senere glødende massive jernringe omkring fælge og nav. Samtidigt fik navene indvendige jernbøsninger og senere patentbøsninger.

Omkring 1900 fik de finere rejsevogne ringe af massivt gummi omkring fælgene for at reducere støjen og indtryk af automobilindustrien og verdenskrigene fik hestevognene rullelejer og automobilhjul – samtidig med at der udvikledes særlige hestetrukne trosvogne med hjul med stålnav der kunne repareres i felten med en skruenøgle.

Hjulet som symbol

Hjulet er et vigtigt symbol i de fleste kulturer. Det er ofte kædet sammen med tilværelsens cyklus og menneskets skæbne, se fx livshjul og lykkehjul.

Hjulet har i forskellige kulturer også tjent kultiske formål. Når man i de oprindelige amerikanske højkulturer før Columbus ikke anvendte hjul, skyldes det muligvis, at de var tabubelagt; selv gigantiske by- og vejanlæg har man skabt uden brug af vogne. Den danske bronzealders klenodie, Solvognen fra Trundholm Mose, vidner formentlig om en også i andre kulturer kendt sammenkædning af hjul og Solens bevægelse over himlen.

Hinduismens livsopfattelse er i høj grad cyklisk. Centrene for den psykofysiske energi opfattes som hjul eller cirkler (se chakra). Et hjul indgår som symbol i Indiens flag. I buddhismen fremstilles selve igangsættelsen af Buddhas lære som et hjul, Dharma-Chakra 'Lærens Hjul', og genfødslens kredsløb gengives som Bhava-Chakra 'Tilværelsens Hjul'.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig