hjulmager

En hjulmager var en landhåndværker, der fremstillede stive (uaffjedrede) heste- og oksetrukne arbejdsvogne af løvtræ sammen med landsbysmeden.

Ligesom flere andre landsbyhåndværkere drev hjulmagerne i ældre tid et mindre landbrug ved siden af håndværket for at kunne forsørge deres familier. Fagligt set var de isolerede i forhold til de laugsorganiserede karetmagere i byerne og måtte kun arbejde for bønderne og sælge produkter på de offentlige markeder. Først efter 1832 blev det muligt for landhåndværkerne at løse borgerbrev i byerne som frimestre, og det nedbrød landhåndværkernes isolation og forbedrede arbejdets kvalitet. Nu var det bønderne, der krævede, at hjulmagerne arbejdede med de traditionelle og ofte forældede metoder og konstruktioner – selv efter indførelsen af den faglige uddannelse i anden halvdel af 1800-tallet, hvor hjulmændene var uddannet på samme niveau som byernes karetmagere.

En anden vigtig funktion, som hjulmagerne og smedene i landsbyerne langs landevejene udførte, var at reparere vogne og sko heste på langfart. De har fungeret på samme måde som senere tiders servicestationer, der hjalp vejfarende i nød.

Hjulmagerne byggede og reparerede vogne uden tegninger efter lokale traditioner, der kan føres tilbage til jernalderen (se Tranbær-typen) mens karetmagerne i byerne byggede vogne – ofte europæisk typer – efter tegninger og metoder, som de havde lært at kende og videreudviklet på valsen i Tyskland. Karetmagerne byggede efter bestilling – men når de byggede til lager, kaldte de sig vognfabrikanter.

Ved landbrugets mekanisering kort efter 2. Verdenskrig blev den heste- og oksetrukne landbrugsvogn af træ ret hurtigt erstattet af vogntyper af stål med stål- eller luftgummihjul, hvorfor hjulmagerne på landet måtte omstille sig til reparations- og bygningshåndværk eller karosseriarbejde. Det samme havde karetmagerne i byerne gjort allerede i mellemkrigsårene, i takt med at hestevognene forsvandt til fordel for automobilerne.