Tranbærvognen er en vogntype fra ældre jernalder 100-300 e.v.t., første gang rekonstrueret på Moesgaard Museum i 1982 efter opmåling af ca. 40 vogndele, der i slutningen af 1800-tallet blev fundet i en offermose syd for Vejle.
Tranbærvognen
Tranbærvognen kopieret på Moesgård Museum i 1982. Den er forspændt 2 heste med moderne seletøj i stedet for det oprindelige rygåg.
Fundet i Tranbær Mose
Sammen med vogndelene fandt man et enkelt lerkar, en bidselkæde af bronze, spillebrikker af rav, skjoldbrædder samt spyd- og lansestager, hvis jernspidser var fortæret af mosens syre. Fundmaterialet var nedlagt i mosen over længere tid, og det er ikke sikkert, at lerkar, våben og vogndele hører til samme offerritual.
For vogndelens vedkommende minder de om fundet af vogndele i Rappendam (se Rappendamvognen), der tolkes som vidnesbyrd om kulten omkring guden Nerthus, der omtales af den romerske forfatter Tacitus. Våbnene hører til den udbredte gruppe af krigsbytteofringer i skandinaviske moser, der vidner om militære aktiviteter inspireret af romersk krigsførelse.
Vogndelene i Tranbær mose blev fundet ved tørvegravning i løbet af en 20-årig periode og undersøgt af Nationalmuseets arkæolog Henry Petersen i 1893, der netop i de år var optaget af udgravningen af pragtvognene i Dejbjerg Præstegårdsmose ved Ringkøbing. I Tranbær lå stort set alle de forskellige dele, men fra mindst 10 forskellige vogne, og derfor var det muligt at rekonstruere typen med stor sikkerhed.
Vogntypen
De fire store egehjul viser, at det er den ældst kendte hestetrukne arbejdsvogn i Danmark, der var knyttet til det åbne landbrug, som var inspireret af romerne i de nordlige provinser. Vogntypen er en lokal udgave af de romerske arbejdsvogne. Den er fremstillet af løvtræ i den særligt nordiske teknik ligesom Rappendamvognen, der udnytter veddets fiberforløb, smidighed og tilstandsforandringer. Samlingerne af hjulenes dele benytter sig således af veddets krympning fra grønt til tørt. Alle samlingerne i vognen er udført med trænagler og kiler. Der er ikke anvendt søm eller beslag af metal.
Afstanden mellem hjulene er 110-120 cm, og det er den sporvidde, der fortsætter langt op i tiden på de sporkørte jordveje. Tranbærvognen har således ikke kun været et landbrugsredskab som Rappendamvognen, men også et transportmiddel mellem bygderne og udskibningsstederne.
Køreforsøg på Moesgård Museum har sammen med brud og slid på de originale dele vist, at vogntypen er let og hurtig; den spændstige bagaksel af egetræ giver en behagelig affjedring. Vogntypen har kunnet laste stort set det samme som Rappendamvognen, nemlig 300-400 kg uden at akslerne knækker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.