Den ene af de to firehjulede vogne fra Dejbjerg; Nationalmuseet. De er rigt udsmykkede pragtvogne af keltisk type og er bygget ca. 50 f.v.t. et sted i Danmark. Vognhjulene er store, fordi vognene er bygget til hesteforspand. Hjulene er i navet omsluttet af støbte bronzebøsninger, og omkring de varmebøjede fælge af ét stykke asketræ har man lagt smedede jernringe for at holde fælgene i form. Hvis de blev opfugtet, ville de nemlig rette sig ud og ligne stiger - ganske som man fandt dem i Dejbjerg, fordi hjulringene var bevaret, men taget af hjulene og bøjet sammen. Hjulenes nav og fælge er fremstillet af asketræ, mens egerne, som er drejet og poleret, er af avnbøg.

.

Dejbjergvognene er to pragtvogne af keltisk type med fint ornamenterede bronzebeslag suppleret med emaljeindlæg. De blev i 1880'erne udgravet i Dejbjerg Præstegårdsmose ved Dejbjerg mellem Ringkøbing og Skjern af arkæologen Henry Petersen og er nu udstillet på Nationalmuseet.

Fremstillingen af Dejbjergvognene

Tegning af Dejbjergvognene.
Illustration fra Per Ole Schovsbos bog Dejbjergvognene (Jysk Arkæologisk Selskab, 2010, side 61). Dejbjergvognene består af løse vogndele, der kan samles med jernkiler i tre forskellige udgaver. Øverst er undervognen samlet af fire gennemgående jernstænger med ombøjet hoved, der formentlig har skullet holde et omhæng. Jernstængerne er fundet ved dele af Dejbjerg II. I midten er en lav vognkasse med en stol af træ lagt på undervognen. Stolen er til den fyrstelige passager. Læg mærke til benene, der er beregnet til at stå på bløde lergulve. Denne vognkasse er fundet ved dele af Dejbjerg I. Nederst den høje vognkasse med håndstøtter, der er fundet ved dele af Dejbjerg II.
Tegning af Dejbjergvognene.
Af /Jysk Arkæologisk Selskab.

Pragtvognene er fremstillet af keltiske håndværkere omkring 50 f.v.t. sammen med mindst fire tilsvarende formentlig i en jernalderlandsby med tykke kulturlag (bl.a. med søm af Dejbjerg-type) ved Hedegård øst for Brande i Midtjylland. På landsbyens gravplads er der fundet grave med keltiske våben, romerske importsager og ikke mindst værktøjer til både metal- og træbearbejdning, som minder om tilsvarende fra den keltiske oldtidsby Hradiště ved Stradonice i Bøhmen, hvor der også er fundet beslag af Dejbjerg-type. Byen blev forladt uden kamp i årene 50-25 f.v.t. på grund af militært pres fra både romere og germanere. Hradiště rummede en lang række produktionsværksteder, hvor man bl.a. udvandt smedejern af den lettilgængelige jernmalm.

I Midtjylland var man i førromersk jernalder optaget af at udvinde jern af myremalm, og det er ikke utænkeligt, at de hjemløse keltiske håndværkeres erfaringer med jernudvinding i Hradiště var så attraktiv for midtjyske fyrster, at de nedsatte sig som håndværkere med jernudvinding og smedning bl.a. i Hedegård – og kvitterede med bygning af pragtvogne af Dejbjerg-type til de gæstfrie fyrster.

Rekonstruktion af vogntypen

Detalje fra rekonstrueret vogn af Dejbjerg-type.
Detalje fra den rekonstruerede Dejbjergvogn fra 1988. Undervognen er fremstillet af asketræ med bronzebeslag.
Detalje fra rekonstrueret vogn af Dejbjerg-type.
Af .

Vogntypen blev rekonstrueret ved Fyens Stiftsmuseum i årene 1984-1988, og køreforsøg har vist, at den spinkle vogn, der er bygget til hesteforspand, har meget fine køreegenskaber. Den er samlet med løse jernkiler og kan ombygges til mindst tre forskellige formål – men den kan ikke bære meget mere end en person ad gangen. Det største problem er, at en del af vognens underdel og ikke mindst hjulfælgene er fremstillet af varmebøjet asketræ. Derfor kan vognen ikke tåle fugt i modsætning til de lokale køretøjer af Rappendam-type, der netop ikke kan tåle at udtørre under tag.

Rekonstruktion af en vogn af Dejbjerg-type, 1988.
Arbejdet med at bygge en kopi af en slanket pragtvogn af Dejbjerg-type på grundlag af de seks kendte danske fund tog fire år (1984-1988) ved Odense Byes Museer. Her ses vognen med den lave vognkasse ved prøvekørslen i 1988.
Rekonstruktion af en vogn af Dejbjerg-type, 1988.
Af .

Fra keltisk til romersk påvirkning

Motiv af ansigt med svunget overskæg fra et af de opretstående bronzehåndtag på Dejbjerg 2-vognen. Det antages at være en af de ældste afbildninger af guden Thor som keltisk smedegud.

.

Det er tankevækkende, at den keltiske tordengud Taranis er afbildet i Gundestrupkedlen med et hjul af Dejbjerg-type. Nærliggende er det derfor, at han har inspireret en yngre germansk kollega til både at vække torden og til at være bevæbnet med en smedehammer og at køre i pragtvogn, nemlig Thor.

De seneste arkæologiske undersøgelser har vist, at Dejbjergvognene har været flere hundrede år gamle, da de i begyndelsen af romersk jernalder blev ofret i mosen. I den samme periode har man ophugget mindst to andre vogne på bopladsers smedjer henholdsvis i Himmerland og Sønderjylland og nedlagt kostbare metalkedler – heriblandt det nævnte sølvkar fra Gundestrup i Himmerland. Det understreger skiftet fra keltisk til romersk påvirkning af de danske områder kort efter begyndelsen af vor tidsregning. Således kan vogne af Tranbær-type ses som en Dejbjergvogn bygget helt af træ af lokale bønder.

Tacitus om germanernes vogne

Den romerske historiker Tacitus bringer i sit værk Germania, der blev færdigt i 98 e.v.t., to beskrivelser af germanernes brug af vogne i ældre jernalder. Den bedst kendte er bogens kapitel 40, hvor Tacitus fortæller om dyrkelsen af guden Nerthus, der i en vogn i perioder trækkes af køer rundt til festsmykkede pladser. Efter ritualets afslutning vaskes vognen og guddommen i en afsidesliggende sø. De trælle, der står for vasken, druknes til sidst i søen, slutter Tacitus.

Fundene af de mange vogndele i Rappendam ved Jørlunde sammen med et kvindeskelet kunne således være resultatet af flere års ritualer med Nerthus ligesom fundet af vogndele i Tranbær mose ved Vejle.

Tacitus bringer som nævnt også en anden fortælling om vogne i Germania, nemlig i kapitel 10. Den må være af keltisk oprindelse, fordi den beskriver pragtvognenes betydning for samfundets elite. Deres hvide heste opdrættes på samfundets bekostning i hellige lunde og skove. Tacitus fortsætter med at fortælle om, hvordan hestene spændes for en hellig vogn og ledsages af stammens præst og konge eller høvding, som iagttager hestenes vrinsken og prusten.

Pragtvognenes henlægning i Dejbjerg Præstegårdsmose er helt klart ikke resultatet af et tilbagevendende ritual, som vi ser i Rappendam og i Tranbær, men af en enkelt ofring af gamle vogne, der ikke længere har betydning for eliten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig