germanere

Germanere, antik fællesbetegnelse for talrige stammer i Vest- og Nordeuropa, herunder Skandinavien. Af vigtige vestgermanske stammer kan nævnes alemannere, markomannere og frankere; af nord- og østgermanske stammer cimbrere og teutoner, burgundere, vandaler og goter.

Kendskabet til germanerne stammer dels fra arkæologiske kilder, dels fra skriftlige kilder; bl.a. omtales de af de romerske forfattere Plinius og først og fremmest af Tacitus, der i skriftet Germania fra 98 e.Kr. skildrer germanerne som et folk, der levede en ukompliceret tilværelse præget af enkelhed, og germanernes væsen skulle være præget af stærk frihedstrang.

Det er omdiskuteret, hvorfra germanerne stammede, og hvorledes de har spredt sig, men de har antagelig i 400-500-t. f.Kr. levet i Skandinavien og Nordtyskland. I slutningen af 100-t. f.Kr. trængte germanske stammer ned gennem Europa mod Rom. Senere forsøgte romerne at annektere germanernes område frem til Elben, men efter Varus' totale nederlag i 9 e.Kr. i Teutoburgerskoven trak romerne sig tilbage til venstre Rhinbred. Fra midten af 100-t. e.Kr. og i de følgende århundreder opstod der igen kampe mellem romerne og germanerne, der trængte ind over Romerrigets grænse og i mange tilfælde bosatte sig i grænseområderne. Se for den senere historie folkevandringstiden.

Germanerne har været kvægholdere og jordbrugere. Deres samfundsstruktur har været pyramidalsk, og høvdinge har ledet de enkelte stammer. Der har været rige kontakter mellem germanere og romere, hvilket bl.a. fremgår af fund af romerske importvarer i høvdingegrave.