Guldflue (Lucilia sp.) på et blad.
Guldflue (Lucilia sp.) på et blad. Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

fluer

Fluer.

Eksempler på fluer, som forekommer i Danmark. Øverste række: Hvepsefluen (Conops quadrifasciatus), 11-12 mm, ligner visse gravehvepse og gedehamse. Almindelig gødningsflue (Scatophaga stercoraria), 10-15 mm, ses især på friske kokasser. Stuefluen (Musca domestica), 8-9 mm, findes i stalde og boliger. Våbenfluen (Stratiomys potamida), 13-16 mm, ses på blomster af skærmplanter. Midterste række: Droneflue (Eristalis tenax), 14-16 mm, ligner en honningbi-han (drone). Almindelig fuglelusflue (Ornithomya avicularia), 4-5 mm, suger blod på forskellige fugle. Fårelusen (Melophagus ovinus), 4-5 mm, suger blod på får og lever i ulden. Sørgefluen (Hemipenthes morio), 5-12 mm, findes i hede- og klitområder. Stor humleflue (Bombylius major), 7-12 mm, suger nektar med den lange snabel. Almindelig stankelbenflue (Calobata petronella), 5-7 mm, vandrer på blade af urter og buske, hvor den jager små insekter. Nederste række: Almindelig spyflue (Calliphora vomitoria), 9-12 mm, lægger æg på ådsler, hvor larverne udvikles. Skjold-bredfodsfluen (Platycheirus clypeatus), 7-9 mm, findes i enge, moser og på græsarealer. Hunnen af regnklægen (Haematopoda pluvialis), 8-12 mm, er blodsuger på bl.a. husdyr og mennesker. Almindelig klæg (Hybomitra ciureai), 14-17 mm, suger blod på især heste og kvæg.

Fluer.
Af .
Stueflue.

Farvelagt SEM-billede af hovedet af en stueflue (Musca domestica). Snablen, som i spidsen er forsynet med to svampede læber (gule), bruges til at opsuge flydende føde.

Stueflue.
Af .
Kødflue.

Farvelagt SEM-billede af undersiden af foden fra en kødflue (Sarcophaga carnaria). Foden har to kløer med hårede hæftepuder (lysebrune), som afsondrer en klæbrig væske, der gør fluen i stand til at færdes på glatte overflader.

Kødflue.
Af .

Artikelstart

Fluer er en meget artsrig og vidt udbredt gruppe af insekter. Mens nogle fluer er alvorlige skadedyr på såvel afgrøder som husdyr, og andre kan være generende for mennesker ved deres stik eller ved at overføre sygdomme, er det overvejende flertal ganske uskadelige. Alle spiller en vigtig rolle i økosystemet som bl.a. nedbrydere, planteædere, snyltere og rovdyr.

Faktaboks

Også kendt som

Brachycera

De udgør en underorden inden for insektordenen tovinger og tæller ca. 80.000 beskrevne arter. Hos fluerne er bryst og ben oftest kraftigt bygget, og kroppen kort, og de har et par flyvevinger med ret få ribber. Følehornene er korte med to basalled og et tredje led af varierende bygning. Munddelene er sugende, oftest udviklet som en blød sugesnabel, der kan trækkes ind.

Nogle fluer har stikkende-sugende munddele (stikkesnabel), fx de blodsugende klæger, tsetsefluer og stikfluer (se egentlige fluer) samt rovfluer, der udsuger andre insekter. De mange fluer, som alene i Danmark fordeler sig på op mod 70 familier, inddeles i to hovedgrupper: laverestående fluer og højerestående fluer.

Laverestående fluer

Hos de laverestående fluer kan tredje følehornsled bestå enten af småled eller være udelt med en griffel eller en følehornsbørste. Larvernes hovedkapsel er delvis indtrukket i forbrystet, og de har mumiepuppe. Til de laverestående fluer hører bl.a.

  • Sneppefluer (Rhagionidae) er slanke og langbenede. Voksne af den almindeligste art ses ofte siddende på træstammer, antagelig lurende på bytte.
  • Våbenfluer (Stratiomyidae) er ofte sortgule eller metalskinnende med flad, bred bagkrop og torne på bagbrystet. De er hyppige på blomster. Larverne lever i vand og mudder eller i gødning og kompost.
  • Humlefluer (Bombyliidae) er brede og humlebiagtigt hårede. Nogle nektarsugende arter har meget lang snabel. Larverne er snyltere, især hos enlige bier og hvepse. Larver af sørgefluen (Hemipenthes morio) parasiterer pupper af snyltefluer og snyltehvepse, der selv er parasitter hos sommerfuglelarver.
  • Styltefluer (Dolichopodidae) er oftest metalskinnende grønlige med lange børsteklædte ben. Både voksne og larver er rovdyr.

Til laverestående fluer hører også dansefluer, klæger og rovfluer.

Højerestående fluer

Flue.

Grøn snylteflue (Gymnocheta viridis) snylter på forskellige ugler (Noctuidae).

Flue.
Af .
Rød snylteflue.

Rød snylteflue (Eriothrix rufomaculatus) snylter på forskellige natsommerfugle.

Rød snylteflue.
Af .
Hjortelusflue.

Hjortelusen (Lipoptena cervi) suger blod på hjorte.

Hjortelusflue.
Af .

Højerestående fluer omfatter langt de fleste fluefamilier. Hos disse er tredje følehornsled udelt og bærer en følehornsbørste. Larverne er maddiker med en spids forende uden hovedkapsel. Puppen er fri, men beskyttet af et puparium, der er den modne larves hærdede hud. De højerestående fluer inddeles i fire undergrupper, baseret på ydre bygningstræk.

1. gruppe

Gruppen omfatter bl.a. svirrefluer og de små sorte pukkelfluer (Phoridae), der ofte bevæger sig i løb. Larverne lever i henrådnende plantemateriale, svampe og ådsler eller parasiterer hvirvelløse dyr.

2. gruppe

Gruppen omfatter mange familier af småfluer, som bl.a. er karakteriseret ved at mangle brystskæl ved vingeroden. Det gælder fx bananfluer og rodfluer (Psilidae). Rodfluelarver er planteædere, fx gnaver gulerodsfluens larver gange i gulerødder ("ormstukne gulerødder").

Hos båndfluer (Trypetidae) har vingerne ofte mørke pletter eller bånd. Larverne lever i plantedele, hvor nogle arter fremkalder galler. Visse arter kan gøre skade på kirsebær, oliven og citrusfrugter. Også kærfluer (Sciomyzidae) har ofte mørke vingetegninger. Larverne snylter hos snegle.

Nogle arter anvendes til biologisk bekæmpelse af sneglearter, der er mellemværter for parasitter, som er farlige for mennesket. Til ostefluer (Piophilidae) hører bl.a. ostefluen (Piophila casei), hvis springende larver (springere) kan udvikles i ost. Vandfluer, også kaldet saltfluer, (Ephydridae) er oftest knyttet til vand. Flere arters larver er tilpasset ekstreme levesteder, fx saltsøer, varme kilder eller pytter af råolie, fx petroleumsfluen (Psilopa petrolei) i Californien.

Bilus (Braulidae) er abnorme, brede, flade, vingeløse småfluer (1-1,5 mm), der er udvendige snyltere på bier. Larverne snylter i bicellerne. Larver af minerfluer (Agromyzidae) gnaver gange (miner) i plantedele, især blade, og nogle arter (marvpletfluer) i kambiet af fx pil og poppel. Fritfluer (halmfluer, Chloropidae) angriber ligeledes oftest plantedele. Larver af nogle fritfluearter samt af græsfluer (Opomyzidae) angriber unge græsskud og kan forvolde stor skade på græs- og kornafgrøder.

3. gruppe

Gruppen omfatter de højere fluer, der med få undtagelser har et stort brystskæl ved vingeroden, bl.a. bremser, spyfluer, kødfluer, blomsterfluer og egentlige fluer. De stærkt børsteklædte snyltefluers (Tachinidae) larver er indvendige snyltere i andre insekter, især sommerfuglelarver, eller i bænkebidere o.a., der langsomt opædes.

Almindelig gødningsflue (Scathophaga stercoraria) er en velkendt repræsentant for gødningsfluer, også kaldet møgfluer, (Scatophagidae). Denne kraftigt behårede, gullige art er yderst almindelig på kokasser, hvor larven lever. De fleste gødningsfluearter har planteædende larver, fx minerer larven af åkandefluen (Hydromyza livens) i åkandeblade.

4. gruppe

Lusefluer (Hippoboscidae) udgør sammen med et par andre familier en stærkt afvigende gruppe af blodsugende tovinger, hvor hunnerne føder forpupningsmodne larver (Pupipara). Lusefluer er affladede med læderagtig hud og kraftige ben og kløer. Alle arter er ydre snyltere på pattedyr eller fugle. Hertil hører bl.a. hestefluen (Hippobosca equina), fårelusen (Melophagus ovinus) og hjortelusen (Lipoptena cervi).

Flagermusefluer (Nycteribiidae), der lever på flagermus, er få mm lange, langbenede, vingeløse, stærkt specialiserede fluer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig