Regnklæg (Haematopota pluvialis) har sat sig på en arm.
Regnklæg (Haematopota pluvialis) har sat sig på en arm. Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

klæger

Okseklægen (Tabanus bovinus) er 18-23 mm lang og en af Danmarks største fluer. Den er hyppigst i og ved skove, hvor den suger blod på heste, kvæg og hjorte. Klægernes larver er cylindriske og tilspidsede i begge ender; bagkroppens led bærer udposninger, der bruges under bevægelse.

.

Artikelstart

Klæger er en familie af laverestående fluer, der er udbredt over hele Jorden med over 3.000 arter. I Danmark findes knap 40 arter. Hunnerne er plagsomme blodsugere på større pattedyr, især husdyr og mennesker.

Faktaboks

Også kendt som

Tabanidae

De er middelstore til meget store, oftest kraftigt byggede fluer, der fejlagtigt ofte kaldes bremser. Modsat klægerne suger de voksne bremser dog ikke blod.

Levevis

Klæger er dagaktive, og værten opsøges især ved synets hjælp. De sammensatte øjne er meget store og hos levende klæger ofte smukt farvede med iriserende bånd eller pletter i grønt, rødt eller purpur.

Det er kun hunnerne, som suger blod. Værtens hud gennembrydes ved hjælp af de korte, knivlignende munddele. Blodet, der samles i det forholdsvis store bidsår, opsuges af et par læbeformede dannelser på underlæben. Biddet er smertefuldt, og efterblødning fra bidsåret øger værtens blodtab. Hannerne suger ikke blod, men lever af nektar.

Klægernes larver findes i fugtig jord, i mudder langs vandløb, på lavt mudret vand etc. De lever af rov eller af dødt organisk materiale.

Klæger i Danmark

Guldklæg (Chrysops relictus).

.

Regnklæg (Haematopota pluvialis).

.

I Danmark lever bl.a. regnklæg (Haematopota pluvialis), som har grå- og brunmarmorerede vinger. Regnklæger kan være meget plagsomme på fugtigvarme dage. De angriber gerne mennesker. Flugten er lydløs.

Guldklægerne (Chrysops spp.) kaldes også blindbremser. De har gyldengrønne øjne, og vingerne har brune bånd og pletter.

De fleste klæger i Danmark tilhører slægten Hybomitra; de har klare vinger og hårede øjne med farvede bånd.

Til de egentlige klæger, slægten Tabanus, hører de store arter okseklæg (T. bovinus) og hesteklæg (T. sudeticus); sidstnævnte er den største danske flueart med en længde på op til 25 mm.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig