Buksebi (Dasypoda sp.) på blåhat. Addit Hede ved Salten Langsø. Af Gert S Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

bier

Eksempler på danske og europæiske bier. 1. Blodbier (Sphecodes spp.) er næsten nøgne bier med rød og sort bagkrop. 2. Maskebier (Hylaeus spp.) er små, lidet behårede, mørke former, som mangler pollenindsamlingsorganer. 3. Vejbier (Halictus spp.) er mørke former med cylindrisk bagkrop. 4. Silkebier (Colletes spp.) har kort, kraftig behåring og karakteristiske lyse striber på bagkroppen. 5. Tømrerbier (Xylocopa spp.) er sorte til blåsorte metallisk skinnende arter, hvis larver lever i reder i dødt træ. Sjældne gæster i Nordeuropa. 6. Jordbier (Andrena spp.) er små med relativt flad bagkrop og en kraftig brystbehåring i mange farver. 7. Bladskærerbier (Megachile spp.) har kraftig behåring på bagkroppens underside (bugsamler). De ses ofte med et afskåret bladstykke. 8. Hvepsebier (Nomada spp.) er mørke former med hvide, gule eller rødlige striber og pletter. 9. Keglebier (Coelioxys spp.) er lidet behårede arter, hvor hunnen har en kegleformet bagkrop.

Henning Anthon.

Licens: Begrænset anvendelse

Bier er en stor og varieret gruppe af insekter, som ud over de velkendte honningbier og humlebier omfatter et stort antal ret forskelligartede former. Som regel kan de kendes på deres hvepsetalje, knæbøjede følehorn og en oftest tæt pels af fjerformede hår. Kropslængden varierer fra 2 til 40 millimeter. De fleste danske arter er 8-10 millimeter lange.

Faktaboks

Også kendt som: Apoidea

Til sammen udgør de en overfamilie af årevingede insekter med i alt ca. 20.000 arter. Hovedparten lever i troperne; i Danmark kendes mere end 240 arter.

Bierne har store, flade og kraftigt behårede første fodled på bageste benpar. Munddelene omfatter bidende kindbakker og en sugesnabel. Snabelen, som bruges til at suge nektar i blomster, varierer i form og længde som tilpasning til forskellige blomster. Nektaren suges op og føres ned i en opsvulmet del af fortarmen, honningmaven. Bier lever af nektar og er derfor afhængige af blomsterne. Mange planter er samtidig afhængige af bier til bestøvning, og mange blomsters form kan kun forklares som tilpasning til bierne.

Som hos andre årevingede insekter udvikles hunner af befrugtede æg. Hanner udvikles af ubefrugtede æg ved partenogenese ("jomfrufødsel"). Hunnens læggebrod er omdannet til en giftbrod, der benyttes som våben; kirtler i bagkroppen afsondrer giften. Hos bierne fungerer læggebrodden ikke i forbindelse med æglægningen. Hannerne, som mangler giftbrod, kan ikke stikke. Larverne, som er lemmeløse maddiker, lever af nektar og pollen, som indsamles af de voksne bier.

Biernes hårbeklædning bevirker, at de efter et besøg i en blomst er overdrysset med pollen, som vha. benene børstes af kroppen og samles. Det flade fodled på bageste benpar bruges til at samle og pakke pollen, som hæftes på specielt hårede kropsdele. Placeringen af disse betinger inddelingen af bier i bug- og bensamlere (lår- og skinnebenssamlere).

De fleste grupper er enlige bier. Voksne og afkom lever ikke sammen, og der er ikke individer med forskellige arbejdsfunktioner. Hos de sociale bier lever mange individer fra forskellige generationer sammen, og der er forskellige arbejdsfunktioner. Et sådant socialt system består af én hun, dronningen, som lægger æg, et antal arbejdere, som er sterile hunner, og et antal hanner, droner, hvis eneste opgave er at befrugte dronningerne. Dronerne har ingen arbejdsfunktioner i boet. Hos enkelte arter inden for de enlige bier har individerne forskellige funktioner og lever i grupper. Man taler da om semisociale bier.

Bier, enlige såvel som sociale som humlebierne, er vigtige bestøvere af både vilde planter og inden for frugtavl m.m. De domesticerede honningbier har vital betydning som bestøvere af planter i landbruget foruden som leverandører af honning, voks m.m.

Enlige bier

Rødpelset jordbi (*Andrena fulva*) hører til de enlige bier. Den dukkede op i Danmark i 1984 og findes i dag i det meste af landet. Rødpelset jordbi ses fra marts til maj.

Jordbier

Af Bert Pijs/Minden/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Keglebi, *Coelioxys afra*, fra Sydfrankrig. Som andre keglebier lægger den sine æg i rederne af bladskærerbier. Arten er især udbredt i Syd- og Mellemeuropa. Der findes flere lignende arter i Danmark.

Keglebi

Af Heath Mcdonald/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Enlige bier placerer reden i jord, hule stængler eller i huller i træ eller mure. Den kan bestå af en enkelt celle eller flere celler forbundet med en gang. Alt efter art fores reden med bladstykker, mudder og lignende. I bunden af hver celle placeres en pollenklump vædet med honning, hvorpå ægget lægges. Derefter forsegles cellen. Afkommet lever af pollenklumpen.

Af enlige bier kan nævnes: Maskebier (Hylaeus spp.) er små mørke bier uden pollenindsamlingsorganer. Rederne anlægges i hule stængler af fx hindbær eller i huller i træ. Silkebier (Colletes spp.) er bensamlere. De er små til mellemstore bier med en fin og tæt behåring. Rederne anlægges ofte i kolonier i sandet jord. Jordbierne (Andrena spp.), som er lårsamlere, er en meget artsrig slægt af små til middelstore bier, som varierer med lyse, grålige og sorte farvetegninger. Rederne placeres tit i store kolonier på tørre og sandede skråninger. Vejbierne (Halictus spp.), som også er en stor gruppe med arter overalt på Jorden, er ligeledes lårsamlere. Rederne placeres i jorden og ofte i tætte kolonier. Hos nogle arter forsyner hunnen larverne med føde, når de er kommet ud af æggene. Hos enkelte arter forsyner sterile hunner larverne med pollen. Her er eksempler på overgange fra enlig til semisocial og endog social levevis. Bladskærerbier (Megachile spp.), som er mellemstore mørke bier, er bugsamlere med kraftig pels på bugsiden. Reden findes i jord eller i gammelt træværk. De klipper runde stykker af blade af forskellige træer og buske og bruger stykkerne til at fore rederne med. Murerbier (Osmia spp.) er små til mellemstore bugsamlere. Rederne, som anlægges i brombærstængler og hulheder i mure og i jord, bygges af ler, harpiks og lign. De kan virke generende i murværk, hvor der kan være mængder af reder muret ind i huller i mørtlen.

En række slægter af enlige bier er kleptoparasitter. Det er former uden pollenindsamlingsorganer; de opsøger rederne af andre bier og placerer her deres egne æg. Udviklingen af afkommet sker på bekostning af værtsbiens afkom. Keglebierne (Coelioxys spp.), hvis hunner har en tydeligt kegleformet bagkrop, lægger deres æg i reder af bladskærerbier. Hvepsebier (Nomada spp.), som er hvepselignende bier med en sort bagkrop med røde eller gule striber, lægger æg i jordbireder. Blodbierne (Sphecodes spp.) er lidet hårede, mørke former, hvor halvdelen af bagkroppen er rød; de opsøger rederne af vej- og jordbier.

Sociale bier

De sociale bier hører alle til familien Apidae. På bageste benpars skinneben har hunnerne en speciel kurv til transport af pollen. Den består af det flade skinneben og en omgivende krans af børster. Der findes mange typer af samfund hos de sociale bier, lige fra simple enårige til komplicerede flerårige samfund med op til 100.000 individer. Samfundet holder til i et bo, der, afhængig af art, er placeret frit på klippevægge, under grene, i hulheder i træer eller i fx forladte fugle- eller pattedyrreder. Boet er som regel opbygget af celler, som består af voks eller blandinger af voks, harpiks eller ler. Voksen afsondres af kirtler på biernes bagkrop. De andre materialer hentes fra det omgivende miljø.

Brodløse bier, der omfatter slægter som Melipona mfl., er sociale bier, som lever i troperne. Det er ret små arter. De største er på størrelse med honningbien. Deres brod er kraftigt reduceret. De danner oftest flerårige samfund med op til flere tusinde individer. Rederne kan være i jord, frit på klipper, hængende på stammer eller bygget i hule stammer. Hvert samfund har én dronning. Brodløse bier er kendt for hyppigt at danne sværme. Både i Afrika og Mellem- og Sydamerika høstes deres honning.

Humlebier

Humlebierne (Bombus spp.) omfatter næsten 300 arter, hvoraf de fleste findes i tempererede områder; i Danmark ca. 20 arter. De er store, lådne, farvede bier. Boet, som er etårigt, etableres om foråret af en overvintret hun i fx en forladt muserede. De første underernærede kuld bliver arbejdere, som indsamler føde, fodrer larver og passer boet. Hunnen, dronningen, får efterhånden kun én funktion, æglægning. I løbet af sommeren vokser samfundet, men det bliver næppe større end 400 individer. Sent på sæsonen klækkes store frugtbare hunner og hanner. Kort efter går boet til grunde, og hannerne dør. De parrede hunner går derpå i hi. Humlebierne er meget vigtige bestøvere af mange af vore planter og frugttræer. En særlig gruppe, snyltehumler, er redesnyltere. De ligner de humlebier, de snylter hos.

Honningbier

Honningbierne (Apis spp.) har de største og mest komplicerede flerårige samfund med op til 100.000 individer. Der er én dronning. De andre hunner er sterile arbejdere, som efter alder har forskellige funktioner i bisamfundet. Dronerne findes kun i kort tid. Der kendes fem arter af honningbier, heraf fire i den sydlige del af Asien. Honningbien (Apis mellifera) var oprindelig udbredt i dele af Europa, Lilleasien og Afrika. I vore dage er den ved menneskets hjælp udbredt næsten overalt på nær i ørkener og i koldere egne. Dronningen kan blive op til fire år gammel, mens arbejdernes levetid næppe er længere end en måned.

I naturen er honningbiboet placeret i hule træer, hvor cellerne er sammenbyggede til lodrethængende vokstavler, hvori æggene lægges og larverne udvikler sig. Opvækst af arbejdere og dronninger og etablering af sværmning styres vha. duftstoffer, feromoner. Hele samfundet er afhængigt af arbejdernes konstruktion af celler, renholdelse, fødeindsamling, fodring og forsvar samt deres evne til at opretholde et konstant klima i boet. Det er desuden påvist, at honningbien betjener sig af et kommunikationssystem baseret bl.a. på specielle danse, som videregiver informationer om retning og afstand til nye foderpladser.

Trusler mod bier

Bierne er blandt de insektgrupper, som er gået betydeligt tilbage. Der er flere årsager til tilbagegangen, men tab af levesteder er formentlig en af de vigtigste. Særlig sårbare er de bier, som kun søger føde på bestemte plantearter. Det gælder fx blåhatjordbi (Andrena hattorfiana) og tormentiljordbi (A. tarsata), som søger føde på hhv. blåhat og tormentil.

I den danske rødliste fra 2019 klassificeres ca. 7 procent af de 244 naturligt hjemmehørende arter som kritisk truede (CR), ca. 7 procent som truede (EN), ca. 9 procent som sårbare (VU) og ca. 11 procent som næsten truede (NT). Derudover anses ca. 8 procent for at være uddøde i Danmark. De resterende arter vurderes ikke at være truede (LC).

Læs mere i Den Store Danske

biavl (af honningbier)
honningbier
humlebier

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.