bier

Bier. 1 Blodbi, Sphecodes, næsten nøgne arter med rød og sort bagkrop. Redesnylter. 2 Maskebi, Hylaeus, små, lidet behårede, mørke former, som mangler pollenindsamlingsorganer. De fleste arter har en gul, evt. hvid ring ved skinnebenets basis. 3 Vejbi, Halictus, mørke former med cylindrisk bagkrop. Arterne afviger fra hinanden i størrelse såvel som i farverne af hårstriberne på bagkroppen. Hannen er mindre end hunnen og har længere følehorn. 4 Silkebi, Colletes, med kort, kraftig behåring og karakteristiske lyse striber på bagkroppen; tydelig behåring på benene (bensamler). 5 Tømrerbi, Xylocopa, sorte til blåsorte metallisk skinnende arter, hvis larver lever i reder i dødt træ. Findes i Sydeuropa, men der er især mange arter i troperne. Enkelte tilflyvere er set i Nordeuropa. 6 Jordbi, Andrena, små former med relativt flad bagkrop og en kraftig brystbehåring i mange farver. 7 Bladskærerbi, Megachile, har kraftig behåring på bagkroppens underside (bugsamler). Ses ofte bærende på et afskåret bladstykke. 8 Hvepsebi, Nomada, hvepselignende mørke former med hvide, gule eller rødlige striber og pletter. Redesnylter hos vej- og jordbier. 9 Keglebi, Coelioxys, lidet behårede arter. Hunnen har en kegleformet bagkrop, mens hannens er afrundet og i spidsen forsynet med seks torne. Redesnylter hos især bladskærerbier.

.

Bier. Bistik. En honningbi, Apis mellifera, stikker et menneske i fingeren. Brodden har modhager og bliver hængende i fingeren, mens bien trækker sig væk. Herved brister bagkroppen i en allerede dannet svaghedszone, hvilket bien ikke overlever. Den del af bagkroppen, der bliver siddende sammen med brodden, har giftkirtel samt nerve- og muskelvæv, som pumper giften ind i ofret. Nogle celler ved brodden udskiller et duftstof, som lokker andre bier til at stikke samme sted.

.

Humlebier. Livscyklus.

.

Honningbier. Honningbi (Apis mellifera), arbejder.

.

Bier, Apoidea, overfamilie af årevingede insekter med hvepsetalje, knæbøjede følehorn og oftest tæt pels af fjerformede hår. Kropslængden varierer mellem 2 og 40 mm. De fleste danske arter er 8-10 mm. Man kender ca. 20.000 arter, hvoraf hovedparten lever i troperne; i Danmark kendes ca. 220 arter.

Bier har store, flade og kraftigt behårede første fodled på bageste benpar. Munddelene omfatter bidende kindbakker og en sugesnabel. Snabelen, som bruges til at suge nektar i blomster, varierer i form og længde som tilpasning til forskellige blomster. Nektaren suges op og føres ned i en opsvulmet del af fortarmen, honningmaven. Bier lever af nektar og er derfor afhængige af blomsterne. Mange planter er samtidig afhængige af bier til bestøvning, og mange blomsters form kan kun forklares som tilpasning til bierne.

Som hos andre årevingede insekter udvikles hunner af befrugtede æg. Hanner udvikles af ubefrugtede æg ved partenogenese ("jomfrufødsel"). Hunnens læggebrod er omdannet til en giftbrod, der benyttes som våben; kirtler i bagkroppen afsondrer giften. Hos bierne fungerer æggebrodden ikke i forbindelse med æglægningen. Hannerne, som mangler giftbrod, kan ikke stikke. Larverne, som er lemmeløse maddiker, lever af nektar og pollen, som indsamles af de voksne bier.

Biernes hårbeklædning bevirker, at de efter et besøg i en blomst er overdrysset med pollen, som vha. benene børstes af kroppen og samles. Det flade fodled på bageste benpar bruges til at samle og pakke pollen, som hæftes på specielt hårede kropsdele. Placeringen af disse betinger inddelingen af bier i bug- og bensamlere (lår- og skinnebenssamlere).

De fleste grupper er enlige bier. Voksne og afkom lever ikke sammen, og der er ikke individer med forskellige arbejdsfunktioner. Hos de sociale bier lever mange individer fra forskellige generationer sammen, og der er forskellige arbejdsfunktioner. Et sådant socialt system består af én hun, dronningen, som lægger æg, et antal arbejdere, som er sterile hunner, og et antal hanner, droner, hvis eneste opgave er at befrugte dronningerne. Dronerne har ingen arbejdsfunktioner i boet. Hos enkelte arter inden for de enlige bier har individerne forskellige funktioner og lever i grupper. Man taler da om semisociale bier.

Enlige bier

Enlige bier placerer reden i jord, hule stængler eller i huller i træ eller mure. Den kan bestå af en enkelt celle eller flere celler forbundet med en gang. Alt efter art fores reden med bladstykker, mudder o.l. I bunden af hver celle placeres en pollenklump vædet med honning, hvorpå ægget lægges. Derefter forsegles cellen. Afkommet lever af pollenklumpen.

Af enlige bier kan nævnes: Maskebier, Hylaeus, som er små mørke arter uden pollenindsamlingsorganer. Rederne anlægges i hule stængler af fx hindbær eller i huller i træ. Silkebier, Colletes, som er bensamlere, er små til mellemstore bier med en fin og tæt behåring. Rederne anlægges ofte i kolonier i sandet jord. Jordbier, Andrena, som er lårsamlere, er en meget artsrig slægt af små til middelstore bier, som varierer med lyse, grålige og sorte farvetegninger. Rederne placeres tit i store kolonier på tørre og sandede skråninger. Vejbierne, Halictus, som også er en stor gruppe med arter overalt på Jorden, er ligeledes lårsamlere. Rederne placeres i jorden og ofte i tætte kolonier. Hos nogle arter forsyner hunnen larverne med føde, når de er kommet ud af æggene. Hos enkelte arter forsyner sterile hunner larverne med pollen. Her er eksempler på overgange fra enlig til semisocial og endog social levevis. Bladskærerbier, Megachile, som er mellemstore til mørke bier, er bugsamlere med kraftig pels på bugsiden. Reden findes i jord eller i gammelt træværk. De klipper runde stykker af blade af forskellige træer og buske og bruger stykkerne til at fore rederne med. Murerbier, Osmia, er små til mellemstore bugsamlere. Rederne, som anlægges i brombærstængler, i hulheder i mure og i jord, er bygget af ler, harpiks o.l. De kan virke generende i murværk, hvor der kan være mængder af reder muret ind i huller i mørtlen.

En række slægter af enlige bier er kleptoparasitter. Det er former uden pollenindsamlingsorganer; de opsøger rederne af andre bier og placerer her deres egne æg. Udviklingen af afkommet sker på bekostning af værtsbiens afkom. Keglebierne, Coelioxys, hvis hunner har en kegleformet bagkrop, lægger deres æg i bladskærerbireder. Hvepsebier, Nomada, som har en sort bagkrop med røde eller gule striber, lægger æg i jordbireder. Blodbier, Sphecodes, er lidet hårede, mørke former, hvor halvdelen af bagkroppen er rød; de opsøger vej- og jordbireder.

Sociale bier

Sociale bier, Apidae, har på bageste benpars skinneben hos hunnerne en speciel kurv til transport af pollen. Den består af det flade skinneben og en omgivende krans af børster. Der findes mange typer af samfund hos de sociale bier, lige fra simple enårige til komplicerede flerårige samfund med op til 100.000 individer. Samfundet holder til i et bo, der, afhængig af art, er placeret frit på klippevægge, under grene, i hulheder i træer eller i fx forladte fugle- eller pattedyrreder. Boet er som regel opbygget af celler, som består af voks eller blandinger af voks, harpiks eller ler. Voksen afsondres af kirtler på biernes bagkrop. De andre materialer hentes fra det omgivende miljø.

Humlebier, Bombus, omfatter næsten 300 arter, hvoraf de fleste findes i tempererede områder; i Danmark ca. 20 arter. Humlebier er store, lådne, farvede bier. Boet, som er etårigt, etableres om foråret af en overvintret hun i fx en forladt muserede. De første underernærede kuld bliver arbejdere, som indsamler føde, fodrer larver og passer boet. Hunnen, dronningen, får efterhånden kun én funktion, æglægning. I løbet af sommeren vokser samfundet, men det bliver næppe større end 400 individer. Sent på sæsonen klækkes store frugtbare hunner og hanner. Kort efter går boet til grunde, og hannerne dør. De parrede hunner går derpå i hi. Humlebierne er meget vigtige bestøvere af mange af vore planter og frugttræer. En gruppe, snyltehumler, Psithyrus, er redesnyltere. De ligner de humlebier, de snylter hos.

Brodløse bier, Melipona mfl., er sociale bier, som lever i troperne. Det er ret små arter. De største er på størrelse med honningbien. Deres brod er kraftigt reduceret. De danner oftest flerårige samfund med op til flere tusinde individer. Rederne kan være i jord, frit på klipper, hængende på stammer eller bygget i hule stammer. Hvert samfund har én dronning. Brodløse bier er kendt for hyppigt at danne sværme. Både i Afrika og Mellem- og Sydamerika høstes deres honning.

Honningbierne, Apis, har de største og mest komplicerede flerårige samfund med op til 100.000 individer. Der er én dronning. De andre hunner er sterile arbejdere, som efter alder har forskellige funktioner i bisamfundet. Dronerne findes kun i kort tid. Der kendes fem arter af honningbier, heraf fire i den sydlige del af Asien. Den almindelige honningbi, Apis mellifera, var oprindelig udbredt i dele af Europa, Lilleasien og Afrika. I vore dage er den ved menneskets hjælp udbredt næsten overalt på nær i ørkener og i koldere egne. Dronningen kan blive op til fire år, mens arbejdernes levetid næppe er længere end en måned.

I naturen er honningbiboet placeret i hule træer, hvor cellerne er sammenbyggede til lodrethængende vokstavler, hvori æggene lægges og larverne udvikler sig. Opvækst af arbejdere og dronninger og etablering af sværmning styres vha. duftstoffer, feromoner. Hele samfundet er afhængigt af arbejdernes konstruktion af celler, renholdelse, fødeindsamling, fodring og forsvar samt deres evne til at opretholde et konstant klima i boet. Det er desuden påvist, at honningbien betjener sig af et kommunikationssystem baseret bl.a. på specielle danse, som videregiver informationer om retning og afstand til nye foderpladser.

De domesticerede honningbier har vital betydning som bestøvere af mange planter foruden som leverandører af honning, voks m.m. Se også biavl, honningbier og humlebier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig