Tovinger er en insektorden, der omfatter myg og fluer. Der kendes mere end 165.000 arter, hvoraf over 4.900 arter forekommer i Danmark.

Faktaboks

Også kendt som

Diptera

Voksne tovinger kendes på, at bagvingerne er reduceret til kølleformede vedhæng, svingkøller eller halterer, så kun forvingerne er udviklet som flyvevinger. Nogle arter er vingeløse. Føden optages i flydende form med den rørformede overlæbe, labrum, som ligger beskyttet i en rende på underlæben, labium (se insekter). Hos de fleste blodsugende tovinger er munddelene forlænget til en stikkende snabel, og disse arter kan være vektorer for alvorlige sygdomme, særligt i troperne, hos mennesker fx malaria, gul feber, elefantiasis, flodblindhed, sovesyge, denguefeber og zikavirusinfektion. Tovingerne deles traditionelt i myg (nematocerer) og fluer (Brachycera). Myg karakteriseres ved deres slanke krop, lange tynde ben, og lange antenner med ensartede segmenter. Disse karaktertræk går tilbage til tovingernes stamform og er såkaldte plesiomorfier (se fylogeni), og myg betegner derfor ikke en naturlig gruppe i den biologiske klassifikation. Fluer er generelt mere robuste; de har kortere følehorn med uensartede segmenter, og munddelene er specialiserede ved, at palperne højst har to segmenter, og det pudeformede organ, labellum, for enden af underlæben har render i overfladen (pseudotrakeer), som trækker væsken hen til spidsen af overlæben, som suger den op

Tovingernes larver mangler altid ben på brystets segmenter, men bagkroppen kan være forsynet med vortelignende udbulninger, som kan give støtte mod underlaget. Larverne hos myg har generelt et tydeligt hoved, mens fluernes larver har mere eller mindre reduceret hovedkapsel. Larverne af de fluer, som udvikler et puparium (se nedenfor), kaldes maddiker. Her er hovedet trukket næsten helt ind i det forreste brystsegment, munddelene består kun af to krogformede vedhæng, og de ydre øjne er helt forsvundet. Mange tovingers larver lever af dødt organisk materiale, andre æder levende plante- eller svampevæv, mens atter andre parasiterer hvirvelløse dyr eller i få tilfælde hvirveldyr. Mange arters larver er vanddyr. Puppen er oftest en mumiepuppe, hvor ben- og vingeanlæg er fastklistret til kroppen, men hos en meget stor gruppe af fluer er puppen fri, men er omgivet af et tøndeformet puparium, der er sidste larvestadiums hærdede kutikula.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig