blod (religionshistorisk)

Blod (religionshistorisk), I mange religioner repræsenterer blod livskraften eller "sjælen". Blod er manafyldt og har derfor været omgærdet af mange taburegler. Blodets kraft kan være enten livgivende, dæmonafværgende eller "uren", farlig. Forestillingen om "urenhed" i forbindelse med menstruation og fødsel har været udbredt, og kvinder har som følge heraf levet periodevis isoleret (se fx kirkegangskoner). Et eksempel på den livgivende kraft findes i den antikke Kybelekult, hvor den person, der skulle indvies, opholdt sig i en grube og fik en offertyrs blod silende ned over sig (taurobolium).

Næppe noget sted er blods betydning understreget og lovfæstet så omfattende som i GT. Blod må ikke spises, "for blodet er livet i alt kød" (3. Mos., kap. 17); slagteregler udformes, som endnu i dag er jødisk praksis, se schæchtning; det fører skyld med sig at udgyde et andet menneskes blod; blod anses for ondtafværgende, jf. at stryge blod på dørstolpen for at holde dødsenglen borte (2. Mos. 12,13). En fundamentalistisk tolkning af GTs lovstof findes i Jehovas Vidners forbud mod blodtransfusion.

En nytydning af det sonende blod findes i Jesu død; Jesus tolkes i NT som "offerlammet", og i nadveren symboliserer eller "er" brød og vin hans legeme og blod.

Læs mere om blod.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig