Sankt Antonius, afbildning fra ca. 1480.
Sankt Antonius (251-356) levede som eneboer i den ægyptiske ørken, hvor Satan plagede ham gennem alskens dæmoniske skikkelser.
Af / The Metropolitan Museum of Art, New York.

I moderne forstand er begrebet det dæmoniske ofte brugt som et teologisk og psykologisk begreb. Overordnet kan man sige, at det betegner en magt, som mennesket føler sig underlagt.

Faktaboks

Etymologi

Det dæmoniske, af græsk daimonion. Adjektiv af daimon, der betegner en ikke nærmere defineret guddom.

Det dæmoniskes oprindelse og udvikling

Filosoffen Sokrates følte undertiden, at en dæmonisk stemme talte til ham og forhindrede ham i at foretage sig noget uoverlagt. I klassisk græsk sammenhæng står dæmoner og det dæmoniske ofte, men ikke altid, for en positiv indflydelse.

Det ændrer sig i en kristen kontekst, hvor ordet overtages som begreb for hedenskabets falske guder. Siden har en negativ klang klæbet til begrebet. Dog svarer den latinske genius (skytsånd) i nogen henseende til den græske daimon.

I romantikken betegner begrebet 'geni' (af genius) en inspireret, kunstnerisk skabende kraft, som også har forbindelse til forestillingen om det dæmoniske. I modsætning til genidyrkelsen har begrebet om det dæmoniske dog stadig en tvetydig, om end ikke entydigt negativ karakter.

Det dæmoniske hos Kierkegaard

Søren Kierkegaard har fremhævet det moralsk og religiøst tvetydige ved romantikkens fascination af det dæmoniske. I Begrebet Angest (1844), hvor han henviser til fortællingerne i Det Nye Testamente om dæmonbesættelser og Jesu dæmonuddrivelser, bestemmer han det dæmoniske som angst for det gode, dvs. som en psykologisk modstand mod det, der frelser et menneske ud af dets selvskabte ufrihed.

Kierkegaard beskriver det dæmoniske som den indesluttethed, der kommer af, at et menneske lukker af for andre og det, der udefra kunne kaste lys over dets liv. Den dæmoniske indesluttethed kan ifølge Kierkegaard ophæves gennem sproget eller kommunikationen, forstået som det at kunne meddele sig.

Da det dæmonisk indesluttede menneske samtidig er berørt af det gode, som det værger sig imod, har det to viljer: En stærkere, der vil indesluttetheden, og en svagere, der vil kommunikationen.

Det dæmoniske i kristen kontekst

Op igennem middelalderen og frem i moderniteten optræder forestillingen om det dæmoniske ofte synonymt med det djævelske, dvs. en indflydelse, der stammer fra Satan selv. I folkekristendommen blev uforklarlige og ildevarslende begivenheder gerne tilskrevet en dæmonisk årsag.

Inkvisitionen og hekseforfølgelserne var også forbundet med en indgroet tro på dæmoner og deres besættelse af mennesker via Satans herredømme.

Det dæmoniske i sammenlignende religionsvidenskab

I religionsvidenskaben bruges begrebet dæmoner om guddommelige væsner af lavere rang. I forbindelse med deres ofte negative indflydelse på menneskelivet gøres der i forskellige religiøse kulturer brug af apotropæiske riter (afværgeriter), som tjener til beskyttelse mod dem.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig