religionsfænomenologi

Religionsfænomenologi, inden for religionshistorie en komparativ disciplin, som har til formål at systematisere ligheder og forskelle mellem religioner og religiøse fænomener på tværs af kulturer, at efterspore fælles strukturer og vilkår samt at udvikle et teoretisk fagsprog.

Begrebet blev første gang anvendt af den hollandske religionshistoriker P.D. Chantepie de la Saussaye (1848-1920) i Lehrbuch der Religionsgeschichte (1887-89); han introducerede hovedfænomenerne og formulerede det mål at finde "religionernes enhed i formernes mangfoldighed". Målet var at klassificere religiøse data i klasser og grupper og at afdække religionens essens. En typologisk eller tematisk religionsfænomenologi uden interesse i religionens essens kendetegner den skandinaviske forskning i 1900-t.s begyndelse med danskeren Edvard Lehmann og svenskerne Nathan Söderblom, Geo Widengren og Åke Hultkrantz.

I kølvandet på filosofiens fænomenologiske bevægelse (Edm. Husserl) og tysk eksistensteologi (Rudolf Bultmann) udviklede hollænderen Gerardus van der Leeuw i Phänomenologie der Religion (1933) en religionsfænomenologisk metode af teologisk-filosofisk art. Interessen samler sig om fainomenon (gr. 'det, der kommer til syne'), dvs. det, der viser sig i bevidstheden og erfaringen. Metoden går ud på at sætte egne forudsætninger og fordomme i parentes (gr. epoche) og anvende den eidetiske vision (af gr. to eidos 'grundform, væsen'), dvs. den intuitive skuen og empati, til at forstå et fænomens faktiske essens. Forståelsen er derfor en genoplevelse af den religiøse mening og helhed, som kendetegner idealtyperne. Samtidig skal denne forståelse konfronteres med realiteten (de religionshistoriske data).

Nogle forskere bruger disciplinen med det teologiske formål at finde frem til det helliges essens (se hellig), sådan som Rudolf Otto og Mircea Eliade gjorde. Eliade forsøgte at forstå og fortolke det helliges budskaber og historiske manifestationer, hierofanier, vha. en åndelig hermeneutik og komparative studier.

En tredje gruppe bruger disciplinen til at udbrede kendskabet til religionshistorien til det bredest mulige publikum, specielt i Storbritannien (fx Ninian Smart).

I 1900-t.s senere årtier er van der Leeuws og Eliades tilgange til det sammenlignende religionsstudium i væsentlig grad erstattet af bestræbelser på at udvikle et fagsprog og en teoretisk ramme til analytiske, religionsvidenskabelige formål; hertil inddrages sprogvidenskabelige, samfundsteoretiske og kognitionsteoretiske tilgange.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig