Trinitatis Kirke (København)

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Trinitatis Kirke afviger korets orientering en del mod nord, hvilket angiveligt skyldes byens middelalderlige matrikelstruktur.

Om kirkens arkitekt hersker der en del usikkerhed, men man regner med, at det var kongens bygmester Hans van Steenwinckel den Yngre og senere Leonard Blasius.

Kirken og dens tårn er muret i krydsforbandt, hvor man lægger teglstenene i vekslende rækker, hvor de skiftevis har den lange og den korte side ud. De korte sider er overalt farvet røde, så hele komplekset fremstår med gule og røde striber.

Skibets og korets mure er delt i fag af høje støttepiller. Imellem dem er der høje, spidsbuede vinduer ind til kirkesalen, og herover er den dobbelte, rundbuede vinduer sat i spidsbuede murfelter ind til kirkeloftet, der indtil 1861 husede universitetets bibliotek, indtil det flyttede til J. D. Herholdts Universitetsbibliotek i Fiolstræde.

Bag alteret har der i koret været et tilsvarende stort vindue, som angiveligt blev muret til allerede i 1680’erne.

Ved katastrofen i 1728 brændte også Trinitatis Kirke, og branden var en katastrofe for dansk videnskab. Ved denne lejlighed gik universitetets bibliotek over kirken stort set gik til grunde, hvor store dele af kilderne til Danmarks ældre historie gik tabt. Op gennem 1700-tallet blev biblioteket reetableret, hvor Det Kongelige Bibliotek kom til at spille en stor rolle for betjeningen af universitetet.

Kirkens og tårnets murværk og hvælv overlevede dog branden, og bygningen står i alt væsentligt i sin oprindelige skikkelse. Ved genopbygningen gav man dog taget de sortglaserede teglsten i stedet for det tidligere skifertag, og man lavede 12 små kviste.

Kun en af de oprindelige portaler af sandsten foruden Rundetårns er i behold, og det er den sydlige portal ved koret. Den modsatte blev ændret i 1817 og 1870, og de to hovedindgange i skibets vestlige del blev i 1870 flyttet et fag mod vest.

Ved ombygningen i 1870 tilføjede man ligeledes det lille sakristi, og man fjernede de 12 små kviste i taget.

Kirkerummet bærer præg af kirkens fornemme dimensioner og dens opdeling ved ottekantede søjler i et hoved- og to sideskibe på lige stor højde. Loftet er dækket af hvælv, der i sideskibene er ottedelte, mens der i hovedskibet er rigt varierede stjernehvælv.

Sideskibene har mellem søjlerne pulpiturer, dvs. ophøjede gallerier til kirkegængere eller sangere, og i den sydvestlige ende af skibet er et orgelpulpitur.

Gulvet er belagt med store røde og grå fliser, der er lagt, så de fremhæver bevægelsen gennem skibet. I nordøst er koret afgrænset fra skibet ved tre trin og et korgitter. Rummet har hvidkalkede vægge med forgyldte detaljer, der fremhæver søjlerne og hvælvene.

Mod kirkens sydvestlige gavl har Trinitatis Kirke sit berømte runde tårn på 34,8 meters højde fra gade til platform. Tårnets yderside er af fremspringende murpiller, såkaldte lisener, inddelt i høje felter, der hver afsluttes øverst med tre rundbuer. Mellem lisenerne er der over hinanden syv spidsbuede murfelter med dobbelte vinduer i.

Øverst krones tårnet af sit kobberinddækkede, halvkugleformede observatorium. På platformen er der yderst et sikkerhedsgitter fra 1890, og indenfor dette er der et prægtigt smedejernsgitter fra 1643 af Caspar Fincke.

Portalen er blevet til i tre faser, hvor den inderste del, der efterligner store sten, er fra Christian 4.s tid. Udenom den er der en bruskbarok indfatning med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter, som er fra tiden omkring kirkens indvielse med Frederik 3.s og Sophie Amalies navnetræk. Yderst ses en muret indfatning med kølbuet gavl, der altså er formet som kølen på et skib, med Christian 5.s og Charlotte Amalies kronede navnetræk, som angiveligt er fra 1680’erne.

Tårnet kan beskrives som en cylinder med en central, hul kerne. Kernen var oprindeligt gennembrudt af rundbuede åbninger, som senere, uvist hvornår, atter blev tilmuret. Ved tårnets istandsættelse i 1920’erne genfandt man disse huller, der nu står afmærket som nicher.

Mellem den ydre cylinders inderside og kernen er der spændt et spiralsnoet tøndehvælv, som danner den såkaldte Sneglegang. Gangen er i dag afkortet en smule pga. indsættelsen af trætrappen i toppen, men den var oprindelige 300 meter lang mod ydervæggen og 100 meter lang mod kernen.

Tårnets utraditionelle udformning taler for, at det var Christian 4. selv, der tegnede skitserne til Rundetårn, som man da også ved selv tegnede rebusindskriften øverst på tårnet. Den kan tydes som, ”Styr lærdommen og retfærdigheden, Gud, i den kronede Kong Christian 4.s hjerte”.

Altertavlen fra 1731 er af Frederik Ehbisch. Selvom det dårligt kan ses, er den lavet i træ, som er marmoreret. Den har en arkitektonisk opbygning med en rundbuet niche, som er flankeret af fremskudte korintiske pilastre og frisøjler. Herover er der en kraftigt forkrøppet gesims, hvilket vil sige, at den har flere lag fremskudt foran hverandre.

Over gesimsen har altertavlen endnu et felt, og herover en svungen, brudt gavl med guds øje i stråleglorie og skyformationer med engle og keruber, dvs. englehoveder med vinger.

I tavlens niche er der et krucifiks, som på hver side har skulpturer af henholdsvis Jomfru Maria og Johannes evangelisten. På soklen foran står til siderne to kvindeskikkelser, der repræsenterer henholdsvis Troen (kors og bog) og Nåden (kalk og bog).

Altertavlen var oprindeligt uden bemaling, som først blev udført i 1756.

Frederik Ehbisch lavede ligeledes kirkens prædikestol og himmel i 1731. Den bæres af en engel og har en stærkt udbuget kurv med forgyldte akantusdekorationer på kanterne. Mod skibets midtergang er der en skriftplade, hvorover der er en blomsterkurv, der holdes af to englebørn.

Den bredt svungne lydhimmel har nedadbøjede sidevinger, der skal se ud, som om de kunne svinge om to vandrette stave. Herover ses skulpturer, der repræsenterer Kærligheden med flammende hjerte og to småbørn, som er flankeret af Håbet (mod koret) og Troen (mod tårnet).

Døbefonten fra 1731 er udført af Didrich Gercken. Den er i hvidt italiensk marmor. Både dens fod og det balusterformde skaft er ottekantet, og den har en flad, cirkulær kumme.

Kirkens bænke fra 1730-1732 er af billedskærer Henrich Fischer. De har mod midtergangen låger og til begge sider gavle med pilastre og muslingeskaller.

Under koret er der en gravkrypt med adskilte smårum, der overvejende er benyttet af den ældre enevældes førende slægter.

I Trinitatis Kirke er der desuden adskillige epitafier, dvs. mindesmærker. Epitafiet i korets nordlige side er over Hans Schack til Schackenborg fra 1687, og det er lavet af Artus Quellinus den Yngre (1625-1700) fra Antwerpen. Det er udført i sort, hvidt og rødligt marmor. Gravmælet består af en figur af den hvilende feltherre med sejrstrofæer i hvidt marmor anbragt foran en sort obelisk og over en indskriftplade af form som en skuesarkofag. Schack er udført med allongeparyk og skærf efter et malt portræt, og han har i højre hånd en marskalstav, som skal vise feltherrens værdighed.