Faktaboks

Rislev Kirke
Sogn
Rislev Sogn
Provsti
Næstved Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Næstved Kommune

Rislev Kirke er en sognekirke, der ligger ensomt, frit og højt sydøst for Rislev lige nord for Næstved.

Kirkegården

Kirkegården er omgivet af en mur, som overvejende er af kløvede kampesten, men i det nordvestlige hjørne er der rester af en angiveligt middelalderlig mur af munkesten. Hovedindgangen er fra nordvest.

Kirkebygningen

Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage. Den består af et romansk kor og skib, som er opført i granitkvadre. I den gotiske periode opførte man et tårn og et våbenhus.

Koret og skibet

I romanske kirker var der sædvanligvis en dør mod syd og en mod nord. Den sydlige er stadig i brug, hvorimod er ikke er nogen spor af den nordlige. I skibets langmure er der spor efter et vindue i midten af den nordlige mur, hvilket tyder på, at der kun har været et enkelt vindue. Koret har derimod to tilmurede vinduer, et i øst og et i nord.

Tårnet

Tårnet er fra tiden omkring år 1500. Det er opført i munkesten og har talrige bomhuller, som stammer fra dets konstruktion. Til klokkernes lyd er der fladbuede glamhuller. Tårnets taggavle er muret helt om. De er dog lavet, så de ligner gotiske trappeformede kamtakker og højblændinger, dvs. høje murnicher.

Våbenhuset

Denne tilbygning er fra den sidste del af middelalderens, den sene gotik lige inden Reformationen. Det er opført i munkesten og har en fladbuet syddør i et spidsbuet murfelt. På den ommurede gavl står der i jernankre BR 1761 (dvs. Birgitte Restorff til Holmegaard), hvilket angiveligt hentyder til en af Restorff bekostet reparation eller ombygning.

Det indre

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter. De blev opført i den gotiske periode, men kun skibets vestligste står i sin oprindelige stand. De resterende lofter i skibet og koret er senere blevet fornyet.

Mod koret er der en rund triumfbue, hvilket passer til dens romanske opførelsesperiode, ligesom der mod tårnrummet er en gotisk spidsbue.

Inventar

Rislev Kirke har flere særlige inventarstykker fra forskellige perioder af kirkens historie.

Døbefonten

Den monolitiske døbefont af granit er fra den romanske del af middelalderen. Dens kumme har en såkaldt firpasform, og under overkanten har den en mindre rundstav samt en større nederst.

Alteret

Som alterprydelse tjener et sengotisk krucifiks, der oprindelig har hængt over korbuen eller triumfbuen. Derfor kaldes typen et korbuekrucifiks. Krucifikset er fra årene 1475-1500. Figuren er mod stilens sædvane frontal, og det anselige korstræ har langs kanterne gotiske korsblade.

Pengeblok eller monstransskab

I kirken står der en pengeblok af eg; den er et ombygget monstransskab fra tiden før Reformationen. Skabet blev brugt til at huse monstransen, som man ved katolske gudstjenester brugte til at fremvise den indviede hostie, dvs. oblaterne, for menigheden, så de kunne tilbede den. Monstransskabet er, på trods af at kun øverste del er bevaret, meget bevaringsværdigt, da både det indvendige og udvendige låsetøj er bevaret og dekorerede med sildebensriflede jernbånd.

Bænkene

Den østligste gavl i hver række af kirkens bænke er fra renæssancen omkring årene 1560-1570. De derefter følgende syv sydlige og ni nordlige bænke er bruskbarokke arbejder fra 1636 af Hans Stub, som var snedker i Næstved. Gavlene har pilastre, og topstykkerne englehoveder udskårne i eg, mens dørene prydes af arkader.

Prædikestolen

Prædikestolen fra 1863 er et historicistisk arbejde, som efterligner gotisk formsprog. Den har fag med spidsbuede arkader og snoede søjler. I arkaderne står der udskårne træfigurer, som er sengotiske figurer af apostle. Den ene, som er klædt i præstelig dragt, bærer sko i modsætning til de tre andre. De kraftigt og karakterfuldt udskårne figurer hører ikke oprindelig hjemme i kirken, men har siddet i de nu ødelagte fløje af en altertavle fra 1496 fra Esrum Kloster. De resterende bevarede dele af altertavlen findes på Nationalmuseet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig