Norges historie 900-1660

Harald Hårfagers efterfølgere stræbte som han efter at blive anerkendt som konger over hele Norge. Det lykkedes også, men der skulle en lang udvikling til, der først endte i 1200-tallet. Processen hindredes af store høvdinge navnlig på Vestlandet og i Viken, af den danske konges ønske om herredømme samt af den konkurrence inden for kongeslægten, som er særlig tydelig i 1100-tallet. Samkongedømme og kampe mellem kongsemner var længe mere hyppigt end enekongedømme.

Kristendommens indførelse og kirkens alliance med kongemagten fik betydning både for landets samling og for kongemagtens styrkelse. Olav 1. Tryggvason tog kongemagt i 995 og søgte at tvinge tilslutning til den nye lære igennem, men afgørende blev Olav 2. den Helliges missionsvirksomhed og den helgenværdighed, han opnåede efter sit fald ved Stiklestad i 1030.

I tiden herefter tiltog konge, kirke og store jordejere sig magt på bekostning af bondesamfundet. Kongen fik tjenestemænd, og kirkens administration udbyggedes med oprettelse af bispesæder, der i 1152-53 kom til at udgøre en egen kirkeprovins med Nidaros, Hellig Olavs by, som ærkesæde.

Kong Sverre udøvede sin kongemagt med basis i hirden, hvori mange høvdinge optoges. Mænd udgået heraf kom nu til at lede den lokale administration. Kongen ville ikke anerkende kirkens krav om uafhængighed og kom i strid med et kirkeligt parti. Først hans sønnesøn Håkon 4. Håkonsson gjorde i løbet af 1220'erne ende på partikampene mellem stormandsgrupper og brydningerne mellem de forskellige landskaber.

Tiden frem til begyndelsen af 1300-tallet er blevet kaldt "gammelnorsk storhedstid", fordi den er kendetegnet ved fremgang i produktion og folketal, kulturel blomstring, indre fred og ydre ekspansion. Det var i 1260'erne, at Grønland og Island blev en del af Norgesveldet, der fra gammel tid også bestod af Færøerne, Orkney- og Shetlandsøerne m.m. Kongen organiserede sit rige i hidtil ukendt omfang og styrede med ubetinget opbakning af hirdaristokratiet og overvejende støttet af kirkelederne. Administrationen fik fastere form ved oprettelsen af et kongeligt kancelli og udviklingen af en lokalforvaltning, hvori sysselmændene havde regnskabspligt. Kongen blev også leder af retsvæsenet. Lagtingene mistede deres karakter af bondedomstole, og lagmændene blev kongelige embedsmænd og enedommere. Endelig nåede kongen langt i retning af at blive øverste lovgiver gennem en rigslovgivning. En særlig tronfølgelov betød arvekongedømmets indførelse, og med Magnus 6. Lagabøters Landslov og Bylov skabtes en fælles lov til afløsning af landskabslovene.

Stats- og samfundsformer fik større lighed med de europæiske. Hirden udviklede sig til at blive en arvelig adel. Der dannedes et kongeligt råd, siden udviklet til rigsrådet, og befolkningen deltes i stænder. De fleste bønder var fæstere under konge, kirke og stormænd. Norge var dog ikke et aristokratisk samfund, fordi godsdannelsen her var forholdsvis svag, og stormændenes indkomster og privilegier beskedne. I 1319 uddøde mandslinjen af Sverres slægt, og dermed var det forbi med den stærke kongemagt.

Perioden ca. 1300-1536 er karakteriseret ved Norges orientering mod det øvrige Norden og Østersøområdet og af økonomisk nedgang. Norge var i union først med Sverige 1319-55, dernæst med Danmark 1380-1814 og 1397-ca. 1450 med begge disse lande i Kalmarunionen.

Den sorte død i 1349-50 ramte hårdt, så Norge har næppe i senmiddelalderen haft mere end ca. 250.000 indbyggere, og en stor del af det dyrkede areal måtte opgives. Bønder, der overlevede pesten, fik forbedrede vilkår i form af lavere jordleje og bedre adgang til jord, men de store jordejere (konge, kirke og adel) måtte tåle en stor nedgang i indtægterne.

Hanseaterne med Lübeck i spidsen fik en dominerende plads i det økonomiske liv, og Bergen blev stabelplads for Norges udlandshandel. Den hanseatiske handel sikrede import af korn og eksport af stokfisk fra Nord- og Vestnorge med Atlanterhavsøerne. Afsætningen af denne produktion bragte Norge i et afhængighedsforhold til de tyske købmænd, men den gav også fiskerbønderne kompensation for svigtende indtægter fra landbruget.

Norges union med Danmark fik negative konsekvenser for landets politiske institutioner. Et norsk rige og en norsk konge fortsatte med at eksistere, og retslivet fungerede fremdeles på hjemlige præmisser. Men centraladministrationen ophørte, og mange sysler blev slået sammen til store forvaltningsdistrikter (len). Kongen kom sjældent til landet, og unionskancelliet fik sæde i Danmark. En konsekvens heraf blev, at det gammelnorske skriftsprog fra omkring 1500 var erstattet af dansk. Kunstnerisk virksomhed på norsk traditions grund ophørte også. Indtægtsnedgang og færre opgaver i administration og krig svækkede adelen, og i 1536 afskaffedes det norske rigsråd, da Christian 3. tog magten.

Norge blev dermed underlagt et styre, der bestod af kongen og det danske rigsråd (nu uden bisperne). Den fælles statsadministration regnede fortsat med to riger, men Norges position blev lydrigets. Nordmænd deltog ikke i regeringen af landet, og de styrende var i stigende grad udlændinge, mest danskere. Dog hævdede den brede befolkning sig godt i forhold til øvrigheden, og skatteniveauet var i 1500-tallet betydeligt lavere end i Danmark.

Christian 4. besøgte talrige gange Norge med henblik på en bedre udnyttelse af landets resurser til statsformål. Skatteudskrivningen steg kraftigt i hans tid, og det samme gjaldt toldindtægterne af især trælasteksporten. Indtægterne havde forbindelse med landets økonomiske opsving, som især skyldtes hollændernes behov for tømmer. I 1500- og 1600-tallet fortrængtes hanseaterne således af engelske og hollandske handelsmænd. Christian 4. søgte at stimulere fremgangen. Han bidrog til stordriftsudviklingen inden for trælastnæringen og arbejdede på at skabe en norsk bjergværksdrift (Kongsberg, Røros). Store statsmidler fra Norge førtes til København, der i et hidtil ukendt omfang blev centrum for oldenborgmonarkiets hof, administration, handel og militærvæsen. Norge måtte også betale med Jämtland og Härjedalen ved freden i Brömsebro i 1645 og med Bohuslän ved Roskildefreden i 1658.

Landets stilling ændredes som følge af konkurrencen mellem kongen og rigsrådet og af den trussel om udslettelse, som Karl Gustav-krigene 1657-60 udgjorde for den oldenborgske stat. Enevældens indførelse i 1660-61 var et svar herpå. Dermed bortfaldt rigsrådet, og Norge gik fra at være et lydrige til at blive et tvillingerige under samme enevældige monark.

Læs videre om Norges historie 1660-1814

• Norges historie
• Norges forhistorie
• Norges historie 900-1660 (denne artikel)
• Norges historie 1660-1814
• Norges historie 1814-1905
• Norges historie 1905-1972
• Norges historie efter 1972
• Norge generelt