Sverre Sigurdsson

Artikelstart

Sverre Sigurdsson, ca. 1151-1202, norsk konge 1177-1202. Ifølge Sverris saga sendte hans mor Gunhilds ægtemand, Unas kammager, ham til sin bror, præsten Roe, fra 1162 biskop på Færøerne. Her blev Sverre opfostret, uddannet til præst og præsteviet. I 1175 opsøgte moderen ham og fortalte, at hun på pilgrimsfærd til Rom havde skriftet, at kong Sigurd 2. Munn var hans far. Det havde udløst et paveligt pålæg om at meddele Sverre hans virkelige fars identitet. I 1176 drog Sverre til Norge og trådte året efter som leder af birkebeinerne frem som tronkræver og blev hyldet som konge på Øreting. Han blev dog først enekonge efter syv års kampe; hans farligste modstander, Erik Skakke, faldt i 1179, og i 1184 faldt Magnus 5. Erlingsson i Slaget ved Fimreite.

I 1185 giftede Sverre sig med den svenske kong Knut Erikssons søster Margrete. I 1190'erne stredes han og ærkebiskop Nikolas Arneson, der havde støttet Magnus, om omfanget af kongens magt over kirken. Det lykkedes 1194 for Sverre at blive salvet og kronet af nogle bisper, der siden drog i landflygtighed, trængt af pavens trusler om bandlysning. Bisperne dannede i 1196 med Nikolas Arneson i spidsen en oprørsflok, baglerne, som flere gange drev Sverre på flugt. I 1198 lyste paven interdikt over landet, men Sverre bevarede magten og blev for eftertiden symbol på norsk national selvstændighed, idet han "talte Rom midt imod". Han rådede dog sin søn Håkon (3.) til at forlige sig med kirken. Under Sverres efterkommere i 1200-t. oplevede Norge en storhedstid.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig