Karrebæk Kirke

Kirkegården er siden middelalderen udvidet mod nord. Den er omgivet af en hvidkalket mur, som for størstedelens vedkommende er fra tiden efter 1850. På sydsiden er der en port og en dør, som har en empireagtig portal.

Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage. Den er helt igennem opført i munkesten og består af et kor og skib fra omkring år 1300, som i den sengotiske tid har fået et kapel på nordsiden og et tårn. På skibets sydside er der en bred tilbygning fra renæssancen.

Koret og skibet er den oprindelige del af kirken, som er opført i en blanding af romansk og gotisk stil og har udgjort en usædvanlig bred og lav bygning. Angiveligt har den i skibet oprindelig haft en dør mod syd og en mod nord, men de er begge helt forsvundet. Af vinduer er der kun bevaret resterne af et enkelt romansk vindue i den nordlige langmur.

I koret har der været et vindue mod nord med en trekløverformet spidsbue, der ses som et unggotisk træk. Også den høje blænding, dvs. murniche, i korets gavl er oprindelig, og her har der været en vinduesgruppe. Korets gavltrekant er dog senere muret om.

I den sene gotik byggede man nordkapellet, der nu fungerer som ligkapel. Det blev opført i tiden før år 1500. Dens nordlige gavl har en lang, vandret blænding, men gavltrekanten herover er med sine glatte kamme og tinde på toppen muret om; det gælder også den nuværende norddør.

Tårnet, der nu er våbenhus, er sandsynligvis opført i årene omkring Reformationen. Yderdøren er dog sikkert brudt allerede i 1500-tallet. Øverst i murene er der til alle sider fladbuede glamhuller til klokkernes lyd. Tårnets gavltrekanter har glatte kamme med en angiveligt senere opmuret tinde øverst.

Efter Reformationen er der opført et stort dobbeltkapel på skibets sydside, der omtrent er af skibets længde. De to sydgavle er bygget om efter år 1850, og de ligner tårnets vestlige taggavl.

I det indre står kirken hvidkalket, og rummet bærer præg af de murede, hvælvede lofter. Koret har været overhvælvet fra dets opførelse, men da skibet fik sine to stjernehvælv i 1400-tallet, byggede man korets hvælv om. Det fik et hvælv magen til skibets østlige, selv om dets ribbestjerne er ufuldstændigt. Nordkapellet, tårnrummet og sydkapellet har alle krydshvælv, som stammer fra de respektive tilbygningers opførelse.

Det er sandsynligt, at den brede, spidse korbue er blevet bygget om til sin nuværende form samtidig med, at man opførte skibets og korets hvælv. Tårnrummet, der nu benyttes som våbenhus, har ind til skibet en bred, rund arkade, mens sydkapellet åbner sig til kirken med to spidse buer.

På nordkapellets hvælv er der rester af en sengotisk dekoration, som er udført i årene 1490-1500. Her ses fire scener fra Kristi lidelseshistorie. De vidner om, at der i kapellet har været en meget rig udsmykning. Kapellet har hele tiden stået uopvarmet, og malerierne er fortsat meget klare i farverne.

I sydkapellet er der på den østlige gavl et barokt kalkmaleri fra 1697. Det viser våbenskjolde med draperier omkring.

Af middelalderligt inventar er der bevaret et krucifiks fra den tidlige gotiske periode omkring år 1250. Det hænger på den traditionelle plads over korbuen.

Prædikestolen er fra i højrenæssancen omkring år 1610. Den er formentlig udført af Eiler Abelsen Schrøder. Den har i sine fire fag arkader med relieffer af evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas med deres attributter, dvs. særlige kendetegn. Johannes mangler. På hjørnerne står der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, som forestiller dyderne tro, håb og kærlighed. De nederste smalfelter har afbildninger af fugl Føniks, der ifølge legenden kunne genopstå (som Kristus), lammet fra hvis bryst blodet strømmer ud i kalken og en pelikan med unger, som man sagde fodrede sine unger med sit hjerteblod, hvorfor dens selvopofrelse blev symbol på Kristi offer.

Døbefonten er i bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Den er fra midten af 1600-tallet, og på kummens seks hjørner er der vingede fantasifigurer. Herover hænger der en samtidig, sekskantet himmel, der er formet som en lanterne med seks kvindehermer. De forestiller dyderne tro, retfærdighed, kærlighed, håb og styrke, mens den sjette figur nu er uden attributter. Derimellem, under helligåndsduen, står Johannes, der døber Kristus i Jordanfloden.

Altertavlen er af marmoreret træ fra årene 1825-1850. Den har form som en tempelgavl, og i en niche står en figur af Kristus i gips efter Bertel Thorvaldsens marmorskulptur i Vor Frue Kirke i København.

På korets nordvæg hænger der et epitafium, dvs. mindesmærke, som er en udsavet trætavle med forgyldt skrift. Det er fra 1749 over Magister Christian Nold.

I nordkapellets vestlige væg hænger der en gravsten. Det er en figursten over Barkor van Boyneborg, der døde i 1551, og hans hustru. I det rektangulære midterfelt står ægteparret. Han er i fuld rustning med sværd, mens hun er i enkedragt.

Der er desuden en gravsten ved sydkapellets vestlige væg over Magister Jens Morsings moder og tre af hans børn, vistnok med årstallet 1585. I tårnrummets sydlige niche er der en gravsten over Morten Budolphsen (død i 1615) samt fire gravsten fra 1700- og 1800-tallet.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Sogn.dk