Fugl Føniks, som i døden fortæres af flammer for at rejse sig som forynget af asken, har rødder tilbage til egyptisk solkult, men er blevet brugt som kristent symbol på Jesu død og opstandelse. Fablen om Føniks handler også om livets cyklus og vekslen mellem generationerne samt om foryngelse og nyt liv som en konsekvens af døden. Tegning fra tysk børnebog fra 1792.
Føniks, fabelfugl, stor som en ørn og skøn, med fjer af guld og purpur. Der findes kun én Føniks, som lever meget længe, og når den dør, sker det i flammer, hvorefter den forynget genopstår af asken.
Den eventyrlige fugl Føniks har sandsynligvis rødder tilbage til egyptisk solkult; muligvis er den oprindelig identisk med purpurhejren, Ardea purpurea, som er skildret i egyptisk billedkunst.
Den græske historiker Herodot omtaler den egyptiske Føniks; senere forfattere tilføjede brændings- og genopstandelsesmotivet, som de kristne kirkefædre derefter greb og sleb til. Gennem folkebogen Physiologus fik Føniks i middelalderen en plads i kristen dyresymbolik, idet dens sjældenhed, frivillige død, opstandelse og evige liv samt dens kyske forplantning uden parring gjorde den oplagt som symbol for Kristus.
I Norden er Føniks kendt fra 1100-tallet, både i litteratur og billedkunst. Fugl Føniks tilhører i dag sprogets bevingede udtryk som betegnelse for noget, der genopstår efter en ulykke eller et nederlag.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.