Irans traditionelle drama og teater

Fortælleren, kaldet naqqâl, kunne være en omvandrende dervish eller en anden, der havde gjort det til sin levevej at være historiefortæller. Historierne var som oftest ikke skrevet ned (det blev de først meget senere), så fortælleren skulle kunne sin fortællinger udenad, og han skulle kunne improvisere og tilføje. Endvidere skulle han kunne fortælle levende og dramatisk, således at hans tilhørere fandt det værd at betale for at lytte til historien.

Fra 1600-tallet og frem fandtes fortællere, der medbragte lærreder af stof med billeder, der levendegjorde historierne (parde-khâni). Disse billeder genfindes endnu senere i en meget mere udviklet form på væggene i de såkaldte kaffehuse (qahve-khânehâ), hvor de også tjente til at dramatisere fortællingerne. Billederne i kaffehusene og historiefortællertraditionen forsvandt langsomt ud af den iranske kultur med Reza Shahs moderniseringspolitik fra 1920'erne og frem, først i byerne og senere på landet. I slutningen af Pahlavi-tiden (1925-1975) og i den Islamiske Republik Iran (1979 til i dag) er naqqâli-traditionen dog blomstret op igen; nok mere som studeret kunstform end som den folkelige tradition og kulturelle institution, den havde været i mange århundreder før og lidt ind i 1900-tallet.

Det skal også nævnes, at historiefortælleren og hans metier har været brugt som motiv og fortælleinstans i moderne iranske skuespil og film.

En pendant til naqqâli er den noget senere dramatiske fortælletradition rowze-khâni. I 1500-tallets begyndelse skrev en sunnimuslimsk lærd, Mollâ Hoseyn Vâ’z Kâshefi, et værk på persisk om islams martyrer, Rowzat al-Shohadâ (”Martyrernes have”). Disse fortællinger om bl.a. shiitternes martyrer blev de historier, som professionelle fortællere i dramatisk form – og også med lærreder af stof som nævnt ovenfor – fortalt til såvel almindelige læg-muslimer som rige folk, ofte i basaren, for penge. Først i sørgemåneden moharram og senere også ved lejligheder bredt ud over hele året.

Den dramatiserede fortælling blandes op med sørgesang (nowheh) og bønner. Den kan bringe tilhørerne i en ekstatisk stemning, hvor man identificerer sig med martyrerne og græder sin sorg ud over især Imam Hoseyn, kaldet ”martyrernes prins”.

Rowzeh-khâni har eksisteret siden 1500-tallet og eksisterer stadig. Efter Den iransk-irakiske krig (1980-1988), hvor mange familier havde mistet mænd i krigen, blev der fx afholdt rowzeh-khâni’er lokalt torsdag aften (dagen før den muslimske helligdag – og en aften man ofte besøgte sin families gravsteder) over de såkaldte ”krigens martyrer”. Her var det oftest kvinder, der gik til aftenens rowze-khâni.

Ta’ziye-dramaet i dets nuværende form kan spores tilbage til 1500-tallet, hvor Safavidedysnastiet (1501-1722) havde indført tolvershiismen som statsreligion. Ta’ziye har imidlertid været opført tidligere i shiitiske samfund i det nuværende Iran og Irak, sikkert i en mindre udviklet form. Traditionen for passionsspil i Iran går sandsynligvis tilbage til førislamisk tid, hvor man bl.a. kan nævne Tragedien om Siyâvush (Savushun), der har en del paralleller til dramaet om Imam Hoseyns martyrium. Dette betyder dog ikke, det shiitiske passionsspil fra islamisk tid er en genopførelse af det præislamiske drama, men blot at passionsspillet som genre ikke er fremmed for den iranske kultur tilbage i tid.

Ta’ziye-dramaet forsvandt ud af det kulturelle billede i Iran efter forbuddet i 1930'erne og i konkurrencen med biograffilm, TV og det moderne teater. Dog overlevede det uden for storbyerne, hvor også professionelle ta’ziye-skuespiller kunne drage rundt og opføre dramaet – også uden for sørgemåneden moharram. I 1960'erne blev ta’ziye genopdaget af akademikere samt film- og teaterfolk – bl.a. 'Abbâs Kiârostâmi og Bahrâm Beyzâ’i – og fik igen en plads i det iranske kulturelle liv. Endelig fik dramaet en folkelig renæssance fra og med den iranske, islamiske revolution i 1979, både som folkelig tradition i det offentlige rum, i teateret og på film.

Ta’ziye opførtes – og opføres også i dag – almindeligvis i de første ti dage af måneden moharram med højdepunktet d. 10., âshura, datoen for Imam Hoseyn martyrium. Scenen var i de første århundreder blot en åben plads i det offentlige rum eller i en rigmands eller fyrstes bolig. Senere, i 1800-tallet, opførtes såkaldte tekye’er, foran hvilke en scene kunne oprettes, og endnu senere blev der i Teheran bygget nogle få egentlige, elipseformede ta’ziye-teatre. I hel moderne tid har man kunnet se dramaets forskellige scener spillet på store ladvogne eller lastbiler, der kører langsomt rundt i en by.

Plottene i passionspillet er kendte, og selve dramaets opførelse tjener til at vække og udløse tilskuernes sorg over og medlidenhed med Imam Hoseyn og de andre shiitiske hovedpersoners død og selvopofrelse på vegne af troen. Dramaet munder således ud i en slags katarsis for den troende og er samtidig styrkelse af de religiøse fællesskab i shiitisk islam.

Der er tale om en slags totalteater, hvor publikum lever med, de følelsesmæssige bølger går højt, og tilskuerne kan græde, slå sig for brystet og komme med tilråb. Skuespillerne, som er mænd og drenge, læser op (det er fjenderne, som ofte er klædt i rødt) eller deklamere poesi (heltene, ofte klædt i grønt), og en scenemester bevæger sig rundt på scenen og instruerer under skuespillet. Der findes mange tusinde nedskrevne ta’ziye-skuespil, oftest af anonyme forfattere.

I forbindelse med âshurâ er der også processioner, hvor man kan se stærke mænd gå forrest og bære en meget tung standard af metal eller en stor, kunstfærdigt udskåret trækonstruktion (symboliserer Imam Hoseyns kiste), og efter dem kommer et sørgetog, hvor man rytmisk slår sig for brystet, syngende en sorghymne (nowhe), afbrudt af et yâ Hoseyn.

Man har haft og har også i dag en tradition med at slå sig med lænker over rygstykkerne (zanjir-zani) og i mere ekstreme tilfælde at slå sig med en daggert eller et sværd for panden, så det bløder (qame-zani). Alt dette sker i en genopførelse af Imam Hoseyns begravelse, hvor man både udtrykker sorg og vilje til at ofre sig for troen. Man renser sine synder. ”En tåre fældet for Hoseyn kan vaske hundrede synder væk”, som et persisk ordsprog siger.

Holdningen til ta’ziye-spillene og processionerne blandt de religiøse ledere, ’olamâ, har altid været stærkt delte. Mange ’olamâ mener, at begge dele vække for stærke følelser og udvikler sig til religiøs ekstremisme. Og personificering af hellige figurer, ledsagende musik i dramaet samt selvskade i processionerne anses almindeligvis for at være forbudt i islam.

Irans nuværende åndelige og politiske leder, ’Ali Khâmene’i, har stærkt frarådet ovennævnte qame-zani. Også blandt de verdslige magthavere har man set med skepsis på både ta’ziye og processionerne, da de kan være med til at udløse social og politisk uro. I det meste af anden halvdel af Reza Shah Pahlavis regeringstid (1925-1941) blev ta’ziye og de dertil forbundne processioner forbudt i storbyerne – sikkert både fordi disse ikke passede ind i shahens moderniseringspolitik, og fordi de var kilder til folkelig opstand. I Den Islamiske Republik Iran har ta’ziye-spillene og moharram-måneden ligeledes givet anledning til at tilkendegive vrede over den politiske situation.

I kølvandet på regimets hårdhændede undertrykkelse af det folkelige oprør i Iran i de sidste fire måneder af 2022 har der været sammenligninger mellem sunni-kaliffen, Imam Hoseyns modstander Yazid, og Khâmene’i både før og under âshurâ i slutningen af juli 2023. Under samme års âshurâ har iranere udtrykt, at det martyrium, Imam Hoseyn led, ikke skulle højtideligholdes i juli 2023. Det virkelige martyrium, sagde de, fandt sted i september 2022 med Mahsâ Amini død og i de efterfølgende måneder, hvor omkring 500 iranere blev dræbt af myndighederne under folkelige protester.