Mime, (af gr. mimos 'efterligner'), antik teatergenre og udøveren heraf; desuden kropsligt ekspressiv skuespilkunst, kunsten at fremstille karakterer og følelser ved ansigtsudtryk og gestik, uden ord.

I antikken var mimerne burleske, ofte frivole spil (som også fik litterær version af fx Herodas); bevarede papyrusfragmenter tyder på en betydelig grad af improvisation.

Spillene vandt stor popularitet i kejsertidens Rom og Byzans på bekostning af det klassiske litterære drama; de agerende selv nød derimod ringe social anseelse.

Trupperne brugte ikke masker, omfattede også kvinder og havde et lidt tvetydigt ry, der siden medvirkede til kirkens fjendtlighed, forstærket ved parodierne på de kristne ritualer, den kristologiske mime. Visse faste karakterer var udbredte, fx dummepeteren, mimus calvus. Mimen fortsatte i Byzans frem til rigets fald 1453.

Elementer af figurgalleri og tematik genfindes i senere tiders folkelige teater, dog uden sikker direkte påvirkning. Middelalderens og renæssancens optrædende var kropsligt ekspressive som i engelske dumb shows. Misforstået opfattelse af antikkens teater førte til en genre som madrigalkomedien fra slutningen af 1500-tallet, hvor handlingen blev mimet til sangledsagelse.

Den kropslige virtuositet spillede en stor rolle i commedia dell'arte, mens den ordløse harlekinade fra først i 1700-tallet tenderer mere mod pantomimen, dvs. et egentligt tegnsprog.

I 1900-tallet udviklede Jacques Copeau og især Étienne Decroux en moderne mime, som prægede fx Jean-Louis Barrault og Marcel Marceau. Hvor Decroux forfulgte den "rene" eller "abstrakte" mime, kombinerer Jacques Lecoq det mimiske udtryk med stemmen.

I ikke-europæisk teater som Pekingopera, japansk kabuki eller indisk kathakali er de mimiske færdigheder basale for skuespillere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig