Marionetteater. I den sicilianske opera dei pupi føres dukkerne dels med snore, dels med jernstænger til hoved og højre arm, som er vigtig i kampscenerne. Her ses tre af Karl den Stores helte: Rinaldo, Uggiero il danese (Holger Danske) og Oliviero. Dukkerne stammer fra Palermo; de er knap 1 m høje og vejer ca. 8 kg. Tilsvarende dukker fra Catania kan være op til 1,30 m og veje 16 kg.

.

Bunraku. Scene fra Takeda Izumos De trofaste væbneres skatkammer ved en opførelse i Osaka, 1990. Hovedpersonen (tv.) provokeres til at trække sit sværd i regentpaladset og dømmes derfor til døden ved ceremonielt selvmord, harakiri. Dette medfører hans trofaste væbneres hævn, som er spillets egentlige tema. Da episoden udgør et dramatisk højdepunkt, håndteres dukkerne af prominente dukkeførere, hvis assistenter midlertidigt har skjult sig.

.

Dukketeater. J.L. Heibergs dukketeater, lavet til ham af komponisten C.E.F. Weyse og forfatteren Lauritz Kruse, som kom i hans barndomshjem.

.

Dukketeater, alle teaterformer, hvor der er fysisk adskillelse mellem de optrædende roller, personer eller genstande (dukker) og kilden til deres bevægelser og stemmer.

Det optrædende objekt animeres af en synlig eller usynlig manipulator. Alle former for dukketeater bygger på tilskuerens villighed til at acceptere animationen og identificere det optrædende objekt med handlende, levende væsener.

Der regnes traditionelt med fire hovedformer: marionetteater, handskedukker, skyggeteater og modelteater; men gennem de seneste års udvikling af blandformer er begrebet blevet stærkt udvidet.

Marionetten føres fra oven i et ofte meget kompliceret trådsystem, der kan kræve flere dukkeførere og give dukken næsten ubegrænsede bevægelsesmuligheder. Stangdukken er beslægtet med marionetten, men føres fra neden, og trådene er erstattet af stænger.

Et eksempel er det japanske bunraku. Hånddukken er i Danmark bedst kendt som Mester Jakel. Den har form som en handske, hvor fingrene styrer dukkens hoved og arme.

I skyggeteater kastes dukkernes skygger op på en bagfra belyst skærm. Modelteater, nu oftere kaldet papirteater, spiller med flade trykte eller malede dekorationer og figurer som en model af det store teaters perspektiviske kukkasse. I de seneste år er der derudover udviklet en ny form for dukketeater, objektteater, hvor de optrædende objekter animeres som de objekter, de er og ikke prætenderer at være roller eller personer.

Ved dukketeater forstås på dansk ofte modelteater. Det er den yngste af de traditionelle dukketeatergenrer. Det opstod i England og Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet, bl.a. som resultat af litografiets opfindelse, der gjorde massetryk af billeder muligt, og af det borgerlige teaters opkomst.

Datidens teatersucceser blev udgivet som litografiske ark til opklæbning, udskæring og spil på små modelteatre. Litografen og bogtrykkeren Alfred Jacobsen (1853-1924) påbegyndte i 1880 en dukketeaterproduktion, som hører til det bedste, der er udgivet inden for denne genre.

Interessen for papirteatre i Tyskland døde ud med 1. Verdenskrig, mens den i Danmark findes som ubrudt tradition, som igen har givet stødet til fornyet interesse i Tyskland. I modsætning til de øvrige dukketeaterformer, der primært har været dyrket af professionelle gøglere og dukkespillere, har papirteatret udelukkende været brugt i hjemmene som et til gengæld meget udbredt legetøj. I 1980'erne og 1990'erne er der dog opstået en række professionelle teatre, der bevidst arbejder på en fornyelse af denne traditionelle form.

Dukkespil af forskellig art har aner til oldtid og middelalder, hvor det havde et religiøst præg. Reminiscenser herfra findes i det javanesiske Wayang-teater, som enten kan være skyggespil eller stangdukker, og hvor stoffet er hentet fra hinduistiske myter.

Dukketeater har traditionelt været folkelig underholdning med kraftige, melodramatiske og grovkornede virkemidler. Det har været anvendt både som udtryk for modstand mod politisk undertrykkelse, fx under den nazistiske besættelse af Tjekkoslovakiet, og som redskab for politisk propaganda, fx af nazisterne i Tyskland. Det har betjent sig af alle genrer inden for teatret fra skuespil til ballet og mime.

Dukkernes muligheder har i perioder været genstand for særlig interesse, således blandt 1890'ernes parisiske symbolister, der mente, at skygge- og marionetteater bedre udtrykte en poetisk dimension end de alt for materielle skuespillere.

Lignende metafysiske tanker lå bag Gordon Craigs drøm om at erstatte den konventionelle skuespiller med en "Übermarionette".

I 1920'erne forvandlede Oskar SchlemmerBauhaus-teatret kroppen til en art marionet med geometriske former, nu også med reference til maskinalderens mekanisering.

Siden er der opstået en række blandingsformer, bl.a. det amerikanske gadeteater Bread and Puppet Theater, hvor skuespillerne optræder sammen med meterhøje dukker.

Det nutidige dukketeater stræber ikke alene mod at efterligne det store teater mest muligt, men også gennem abstrakte figurformer at skabe et selvstændigt kunstnerisk udtryk.

UNIMA (Union internationale de la marionette) er den internationale dukketeaterorganisation, stiftet 1929 og senere tilknyttet UNESCO med hovedsæde i Charleville-Mézières i Frankrig og medlemmer i 62 lande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig