katarsis

Katarsis er på græsk brugt i både religiøs og medicinsk sammenhæng; som begreb er det navnlig kendt gennem Aristoteles' Poetik.

Ifølge Aristoteles er det en tragedies æstetiske særkende, at den ved at fremkalde medlidenhed og frygt hos tilskueren fuldbyrder en renselse for (eller af) følelser af denne art. Aristoteles uddyber ikke nøjere, men meningen er formentlig, at den æstetiske oplevelse består i en lutring af de nævnte følelser gennem den dramatiske konflikts stramning og løsning.

Katarsis er sikkert ment som en rent æstetisk kategori, men er i senere europæisk kultur ofte blevet tolket moralsk, fx af Pierre Corneille i 1600-tallet og G.E. Lessing i 1700-tallet.

Inden for psykoterapi er begrebet anvendt af lægen Josef Breuer (1842-1925) og Sigmund Freud om en metode, hvor helbredelse opnås ved at lade patienten afreagere sine indeklemte affekter, i reglen under hypnose. Freud forlod katarsismetoden før 1900, da han skabte den egentlige psykoanalytiske behandlingsmetode.