Irak. Danske soldater i den danske lejr Camp Eden i Basra i Irak. Foto fra 2004.

.

Irak. Møde i FN om Irak og masseødelæggelsesvåben februar 2003: Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell fremviser en beholder - angiveligt med miltbrand.

.

Området omkring floderne Eufrat og Tigris har været hjemsted for nogle af de mest betydningsfulde og berømte oldtidskulturer, først og fremmest sumererne, babylonierne og assyrerne. For disse kulturers historie, se sumerer, Assyrien, Babylonien og Mesopotamien.

I 539 f.v.t. blev Babylonien erobret af perserkongen Kyros 2. den Store, og området indgik herefter i det persiske storrige. 331 f.v.t. blev det irakiske område erobret af Alexander 3. den Store. Området var indtil ca. 140 f.v.t. en del af seleukidernes rige, hvis hovedstad, Seleukia, lå ved Tigris. Under parthernes krige mod Rom i de følgende århundreder gik grænsen mellem Romerriget og Partherriget igennem Irak, og fra ca. 225 e.v.t. var området en del af sasanidernes rige.

Oversigt over Iraks historie

Periode
1534-1917 Irak under osmannisk herredømme.
1917 Storbritannien erobrer Baghdad.
1920-32 Irak administreres som britisk mandatområde.
1921-58 Irak monarki.
1925 Mosulområdet indlemmes i Irak.
1934 Olieeksport fra Kirkuk via rørledninger.
1941 Protysk regering i Irak. Storbritannien besætter Basra og Baghdad.
1945 Irak medstifter af Den Arabiske Liga og medlem af FN.
1958 Militærkup. Kongefamilien dræbes, og monarkiet afskaffes. Abd al-Karim Qasim bliver præsident.
1968 Baathpartiet kommer til magten ved et kup.
1972 Iraks olieindustri nationaliseres.
1979 Saddam Hussein bliver præsident.
1980-88 Iransk-irakiske Krig.
1990 Irak besætter Kuwait. FN indfører sanktioner.
1991 Golfkrigen. Irak lider nederlag til en international styrke under USA's ledelse. Mislykkede opstande blandt kurderne og shiamuslimerne.
2003 En koalition ledet af USA invaderer Irak og vælter Saddam Hussein.

Regionen blev fra 630'erne erobret af araberne, i 642 led sasaniderne det afgørende nederlag, og Irak var dermed en del af det kalifat, der blev skabt i Medina efter profeten Muhammeds død i 632. Med den abbasidiske revolution 749-750 afløste Irak Syrien som det politiske og økonomiske centrum for kalifatet. Baghdad blev grundlagt i 760'erne og forblev kalifatets hovedstad indtil mongolernes erobring af området i 1258.

Efter i den følgende periode at have hørt under flere forskellige dynastier blev dele af Irak i begyndelsen af 1500-tallet underlagt de shiitiske safavider, men allerede i 1534 lykkedes det osmannerne at sikre sig området, der administrativt blev opdelt i provinserne Mosul, Baghdad og Basra. I 1623 lykkedes det atter for safaviderne at underlægge sig en del af Irak, men de måtte allerede i 1638 overgive kontrollen til osmannerne igen. Formelt var Irak en del af Det Osmanniske Rige frem til afslutningen af 1. Verdenskrig, men både Mosul- og Basraprovinsen var ofte kontrolleret af lokale familier.

Det moderne Iraks dannelse

Fra slutningen af 1800-tallet kan de første eksempler på arabisk nationalisme spores i det irakiske område. Som i andre dele af det arabiske Mellemøsten, der var underlagt osmannisk kontrol, begyndte grupper af arabere at arbejde for uafhængighed. I 1915 indgik shariffen af Mekka, Husayn ibn Ali, på vegne af de forskellige arabiske grupper en aftale med Storbritannien, som lovede at støtte etableringen af en uafhængig stat omfattende de tidligere arabiske provinser i Det Osmanniske Rige. Til gengæld indledte araberne med Husayn ibn Ali i spidsen i 1916 Den Arabiske Revolte, som et mindre antal arabiske officerer fra Irak tilsluttede sig. Irak var allerede i 1914 blevet inddraget i 1. Verdenskrig, da en britisk hær sikrede sig kontrollen med Shatt al-Arab. Ved krigens afslutning i 1918 havde briterne erobret området fra Basra i syd til Kirkuk i nord, men de indfriede ikke deres løfte; de tidligere osmanniske provinser i Mellemøsten blev i stedet fordelt som mandater mellem Storbritannien og Frankrig.

Da det i 1920 blev afgjort, at Irak skulle være et britisk mandat, udbrød uroligheder i den sydlige del af landet. Oprøret blev nedkæmpet, og efter forhandlinger accepterede Husayn ibn Alis søn Faysal at blive indsat som Iraks konge; den irakiske regering anerkendte i 1922 landets status som britisk mandat. I 1924 valgtes en grundlovgivende forsamling, der slog fast, at Irak skulle udvikles til en suveræn stat med et arveligt konstitutionelt monarki og et folkevalgt parlament. Mosulområdet, hvis befolkning hovedsagelig var kurdisk, og som også Tyrkiet havde gjort krav på, blev efter anbefaling fra Folkenes Forbund indlemmet i Irak i 1925. I 1930 indgik Irak og Storbritannien en aftale, der i 25 år sikrede briterne kontrol over et par luftbaser og banede vejen for den britiske anerkendelse af Iraks uafhængighed i 1932.

Irak efter uafhængigheden

Overgangen til fuld selvstændighed blev præget af konflikter mellem forskellige grupper, der alle ønskede at sikre sig den politiske magt. Faysal etablerede et samarbejde med lokale ledere i både Syd- og Nordirak, selvom flere oprør antydede, at ikke alle accepterede at blive regeret fra Baghdad. I 1933 blev Faysal efterfulgt af sin søn Ghazi. Den irakiske regering havde i løbet af 1920'erne overdraget oliekoncessioner til udenlandske selskaber, og fra 1934 blev der eksporteret olie fra Kirkuk. Eksport af olie fra Mosul og Basra begyndte først efter 2. Verdenskrig. Olieindtægterne fra Kirkuk gjorde det muligt for de mange skiftende regeringer, som næsten alle havde rod i hæren, at indlede en begrænset modernisering af landet.

Irakiske statsoverhoveder

Type og periode
monarki
1921-33 Faysal 1.
1933-39 Ghazi 1.
1939-58 Faysal 2.
republik
1958-63 Abd al-Karim Qasim
1963-66 Abd al-Salam Arif
1966-68 Abd al-Rahman Arif
1968-79 Ahmad Hasan al-Bakr
1979-2003 Saddam Hussein
2005-14 Jalal al-Talabani
2014- Fuad Masum

I 1941 tog en gruppe protyske officerer magten ved et kup. Gruppen forsøgte at hindre britiske troppetransporter gennem landet, hvorfor Storbritannien samme år besatte Basra og Baghdad. Briterne hævede besættelsen i 1945, men bevarede en betydelig indflydelse og fuld råderet over to store baser i landet. Samme år blev Irak medlem af FN og var med til at danne Den Arabiske Liga.

Udviklingen frem til monarkiets fald i 1958 var præget af de modsætninger, der var kommet til syne allerede ved overgangen til selvstændighed. Da Ghazi døde i 1939, blev han efterfulgt af sin mindreårige søn Faysal 2. Al politisk magt blev samlet i hænderne på den liberale premierminister Nuri al-Said, som var fortaler for politisk og militært samarbejde med Vesten, men modstander af økonomiske reformer, der kunne true status quo. Gennem 1950'erne blev den politiske kamp derfor radikaliseret.

I 1955 dannede Irak sammen med Tyrkiet Baghdadpagten, der skulle sikre Mellemøsten mod påstået sovjetisk aggression. Iran, Pakistan og Storbritannien tilsluttede sig snart efter, og USA fik status som associeret medlem. Samtidig blev den arabiske verden politisk udfordret af de såkaldte Frie Officerer, der i 1952 var kommet til magten i Egypten. De arbejdede for dannelsen af Den Alliancefri Bevægelse, der skulle forhindre, at den tredje verden blev fanget i et politisk spil mellem supermagterne. Bestræbelserne var populære i dele af den irakiske befolkning, der også støttede Egyptens præsident Nasser i forbindelse med Suezkrisen i 1956. Derfor indførte den vestligt orienterede irakiske regering militær undtagelsestilstand, som først blev hævet i maj 1957.

Irak som republik

I juli 1958 gennemførte irakiske officerer et kup, hvorunder den kongelige familie og en række ledende politikere, deriblandt Nuri al-Said, blev dræbt. De nye magthavere gjorde Irak til en republik og overtog al politisk magt. Kuppet var planlagt af Abd al-Karim Qasim og Abd al-Salam Arif, som begge ønskede økonomiske reformer og udmeldelse af Baghdadpagten; men hvor Qasim ville bevare Irak som en selvstændig politisk enhed, var Arif fortaler for irakisk tilslutning til Den Forenede Arabiske Republik, der samme år var blevet dannet af Egypten og Syrien. Magtkampen blev vundet af Qasim, som overtog magten. Hans regime blev imidlertid udfordret fra flere sider. Det irakiske kommunistparti havde i 1950'erne etableret sig både inden for hæren og i de faglige organisationer. Qasim gennemførte flere udrensninger vendt mod kommunisterne, og i 1959 forbød han partiet. Kurderne udgjorde en alvorligere udfordring for styret. Den kurdiske leder Mulla Mustafa al-Barzani grundlagde i 1958 Det Kurdiske Demokratiske Parti, KDP. Han stillede krav om indførelse af en ny konstitution, som garanterede kurdisk autonomi.

Qasim blev styrtet ved et kup i 1963, og med støtte fra Baathpartiet blev Abd al-Salam Arif landets nye leder. Snart efter gennemførtes en jordreform, og i 1964 nationaliseredes alle banker og forsikringsselskaber foruden en række større industrivirksomheder. Ved samme lejlighed blev alle eksisterende politiske partier og organisationer forbudt på nær Den Arabiske Socialistiske Union. Arifs regering holdt ikke sine løfter om øget kurdisk autonomi og brød en indgået våbenhvile. I 1966 blev regeringen presset til en ny våbenhvile, og kurderne fik igen stillet øget autonomi i udsigt. De skulle desuden have fast repræsentation i regeringen; men heller ikke denne gang blev løfterne indfriet.

Baathpartiet

Et nyt kup bragte i 1968 Baathpartiet til magten. Det Revolutionære Kommandoråd, RCC, blev landets vigtigste politiske organ, og Ahmad Hasan al-Bakr overtog præsidentembedet. Iraks olieindustri blev nationaliseret i 1972; irakiske krav om højere oliepriser fandt støtte hos andre olieeksporterende lande og førte vinteren 1973-74 til en firedobling af olieprisen. Prisstigningen og Iraks voksende olieeksport gjorde det muligt at udbygge infrastrukturen, bygge skoler og hospitaler samt at tilbyde en række nye sociale ydelser til den brede befolkning. Det sikrede Baathstyret en folkelig opbakning, men en række af de politiske problemer, der havde plaget landet gennem mange år, blev ikke løst.

I 1970 var der indgået en ny aftale med kurderne: Kurdisk blev anerkendt som officielt sprog på linje med arabisk, og kurderne skulle sikres direkte indflydelse på udviklingen i de kurdiske områder og have fast repræsentation i RCC. Da løfterne endnu i 1974 ikke var blevet indfriet, brød nye kampe mellem kurderne og Baathstyret ud. Kampene blev bragt til ophør, da Iran i 1975 lovede at opgive sin støtte til kurdernes kamp, og dele af den kurdiske befolkning blev tvangsbosat i den centrale og sydlige del af Irak. Mange fik i 1976 lov til at flytte tilbage, men der var stadig ikke fundet en reel løsning på det kurdiske problem, og den kurdiske modstand fortsatte, ledet fra Teheran af al-Barzani.

Irak blev gennem 1970'erne en af USSRs vigtigste samarbejdspartnere i den arabiske verden. Den irakiske regering var en skarp kritiker af de forhandlinger, som Egypten indledte med Israel efter Oktoberkrigen i 1973, og efter Egyptens præsident Sadats rejse til Jerusalem i 1977 påtog Irak sig rollen som leder af de arabiske landes antiegyptiske fløj.

Irak under Saddam Hussein

I 1979 afløste Saddam Hussein Hasan al-Bakr som præsident. Da Irak året efter indledte et militært angreb mod Iran, blev det indledningen til den otte år lange Iransk-irakiske Krig. Krigen var i perioder meget omfattende og involverede indirekte flere stater ved Den Persiske Golf. Områdets olierige arabiske stater støttede Irak økonomisk, men det lykkedes ikke at tvinge Iran i knæ. I august 1988 indgik parterne en våbenhvile, der dog endnu i 1997 ikke har ført til en egentlig fredsaftale.

Efter krigen var Irak på kanten af økonomisk ruin og forsøgte derfor at presse navnlig Kuwait til økonomiske indrømmelser. Den irakiske regering hævdede, at Kuwait under Den Iransk-irakiske Krig ulovligt havde tilegnet sig olie fra et stort oliefelt på grænsen mellem Irak og Kuwait. Kuwait nægtede at give efter for presset, og den 2.8.1990 besatte Irak landet, hvilket udløste en voldsom international reaktion. I løbet af efteråret 1990 etableredes en international alliance, der krævede total irakisk tilbagetrækning fra Kuwait. Forsøgene på at løse konflikten med fredelige midler slog fejl, og i januar 1991 indledte alliancen en militær aktion mod Irak (se Golfkrigen), som blev tvunget til at opgive besættelsen og indgå en betingelsesløs våbenhvile. Irak måtte påtage sig hele skylden for konflikten og forpligte sig til at betale skadeserstatning til Kuwait og det internationale samfund.

Baghdadregeringens nederlag udløste et dobbelt internt irakisk opgør, idet både den shiamuslimske befolkning i den sydlige del af landet og kurderne i nord gjorde oprør. Begge oprør blev nedkæmpet af regeringen; det internationale samfund etablerede efter nogen tøven en sikkerhedszone for kurderne, og samtidig fik irakiske fly forbud mod at flyve i området nord for 36° n.br. og syd for 32° n.br. (udvidet til 33° n.br. i 1996).

Irak blev i forbindelse med underskrivelsen af den betingelsesløse våbenhvile tvunget til at lade repræsentanter for det internationale samfund inspicere landets våbenindustri, og en FN-resolution slog derefter fast, at Iraks atomare anlæg skulle kontrolleres og landets lagre af kemiske masseødelæggelsesvåben tilintetgøres.

Irak var gennem 1990'erne ramt af sanktioner fordi regimet ikke opfyldte de krav, det internationale samfund stillede. Der var i FN efter krigens afslutning taget initiativ til etablering af et særligt organ, UNSCOM, som skulle sikre, at kravene om inspektion af landets våbenlagre, våbenproduktion og atomkraftplaner kunne gennemføres. UNSCOM blev dog snart fanget i et spil mellem på den ene side FN og på den anden regimet, som hævdede, at kontrollen var en krænkelse af Iraks suverænitet. I 1996 blev der indgået en aftale mellem FN og Irak, som gjorde det muligt for Irak at sælge en del af sin olie på det internationale marked. Indtægterne skulle indsættes på en FN-kontrolleret konto og anvendes til indkøb af ikke-militære varer, medicin, mad og lignende. Vilkårene blev med mellemrum lempet, og selvom USA og Storbritannien i 1998 og 2001 gennemførte bombeangreb mod militære mål i landet, fastholdt regimet sit greb om landet. Efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 anklagede USA landet for at samarbejde med den internationale terrorisme, og i takt med at Irak fik udvidede tilladelser til at sælge olie, skærpede USA sine anklager og lagde gennem FN pres på det internationale samfund for at få det til at godkende en militær aktion, angiveligt for at forhindre fremstilling og oplagring af masseødelæggelsesvåben. Det lykkedes ikke, og USA skabte derfor en militær alliance, "coalition of the willing", med bl.a. Storbritannien og Danmark, som i marts 2003 invaderede Irak. Den 9. april faldt regeringen i Baghdad, og 1. maj erklærede USA's præsident officielt krigshandlingerne for afsluttede. Der blev nedsat en amerikanskledet overgangsadministration, som fik til opgave at udarbejde planer for, hvorledes man kunne etablere nye og demokratiske institutioner. Alliancen kunne ikke finde beviser for, at Irak havde rådet over de masseødelæggelsesvåben, der havde udgjort grundlaget for invasionen.

Efter Saddam Hussein

Saddam Hussein blev fanget i december 2003, men det bidrog ikke til at modvirke den begyndende krise i landet. Fra efteråret 2003 var der begyndende angreb på de udenlandske militære enheder, og fra begyndelsen af 2004 eskalerede angrebene, ligesom væbnede kampe mellem forskellige grupperinger i landet tog til i omfang. Dette gjorde etableringen af et nyt politisk system vanskeligt, og de tidsmæssige rammer for genskabelsen af fuld irakisk suverænitet blev gang på gang udskudt. Umiddelbart efter det gamle regimes fald etablerede koalitionen en midlertidig administration, som udarbejdede en ny forfatning for Irak og sikret afholdelse af både lokale og nationale valg. Den reelle magtoverdragelse blev flere gange udsat, fordi angrebene på de internationale styrker tog til, og i takt med, at dele af administrationen er overgået til irakisk ledelse, blev der også gennemført angreb på den. Den centrale og sydlige del af Irak var reelt præget af borgerkrig. Den kurdiske region i den nordlige del af landet har fredeligere forhold, men også der slog modsætningerne undertiden ud i vold og terror. Ikke desto mindre blev magten i juni 2004 overdraget til en overgangsregering, og i januar 2005 afholdtes et flerpartivalg i landet til en forfatningsgivende forsamling. I oktober 2005 afholdtes et nyt parlamentsvalg under den nye forfatning. Det førte til en skrøbelig shiitisk domineret koalitionsregering under Nuri al-Maliki, som blev premierminister fra 2006.

Som reaktion på den stadig værre sikkerhedssituation forstærkede USA i 2007 sin militære tilstedeværelse landet og indledte en offensiv mod oprørerne. Det lykkedes at dæmpe oprøret væsentligt, og den irakiske regering fik øget kontrol med landet. Adskillige lande trak deres tropper ud af landet, heriblandt Danmark i december 2008 og Storbritannien i maj 2009. I 2008 forhandledes en aftale på plads med USA, ifølge hvilken de amerikanske tropper skulle forlade de irakiske byer i juni 2009, hvor det irakiske militær overtog sikkerhedsopgaverne. De sidste amerikanske kamptropper forlod Irak op til den 1.9.2010. I løbet af sommeren i dette år kom det til en eskalering af terrorangreb i Irak, givetvis pga. tilbagetrækningen af de amerikanske tropper.

De sidste amerikanske tropper forlod Irak med udgangen af 2011, og efterfølgende blev forholdet mellem USA og al-Malikis regering nedkølet betydeligt. Sunnimuslimske modstandere af al-Malikis styre blev styrket af den voldsomme borgerkrig i nabolandet Syrien. I 2014 lykkedes det for den islamistiske sunniislamiske bevægelse ISIS at løbe store dele af det nordlige Irak over ende, og bevægelsens leder, Abu Bakr al-Baghdadi (f. 1971), udråbte et kalifat, der foreløbig dækkede de områder i Syrien og Irak, bevægelsen kontrollerede. ISIS' succes udstillede regeringstyrkernes magtesløshed over for målrettede fjender, også selvom disse er underlegne med hensyn til antal, udstyr og træning. Islamisternes fremdrift førte til, at al-Maliki måtte træde tilbage, og i september 2014 dannede Haidar al-Abadi en ny regering. Al-Abadi er også shiamuslim, men han opnåede støtte fra også sunnimuslimske og kurdiske politikere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig