Hviding Kirke

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet flere gange, senest mod vest. Rundt om kirkegården er der kampestensdiger, som nogle steder er jorddækkede. Kirkegårdens hovedindgang er en køreport mod øst, og mod syd er der en fodgængerlåge. På kirkegården stod der indtil omkring 1812 et klokkehus af bindingsværk. Dets alder er ukendt, men det kan være opført i 1600-tallet eller tidligere.

Kirken består af et romansk skib og et kor med en apsis, som alle er bygget af tufsten. I senmiddelalderen blev skibet forlænget mod vest, mens tagrytteren, den lille tårnlignende konstruktion over skibets vestende, er fra 1880. Kirkens yngste tilbygning er våbenhuset fra 1907. Et sakristi af ukendt alder, nord for koret, blev revet ned i 1855.

Kirkens ældste dele blev opført ad to omgange, hvilket kan ses på skel i murværket. Apsissen, koret og skibets østgavl er nok bygget først, omkring 1175-1200, mens resten af skibet er lidt yngre. Hele den oprindelige bygning blev i anden halvdel af 1200-tallet forhøjet, hvilket kan ses ved, at de øverste dele af murværket er bygget af munkesten.

Selvom murene i dag er præget af senere ombygninger, afspejler deres fine dekorationer med blændinger, dvs. dekorative murnicher, de oprindelige forhold. Rundbuefriserne over blændingerne er dog lidt yngre, da de er samtidige med kirkens forhøjelse i 1200-tallet. Af oprindelige vinduer er kun et enkelt helt bevaret, nemlig det i den nordre kormur, som blev genåbnet i 1907. En anden bevaret oprindelig detalje er sidealternicherne omkring korbuen. Den søndre er omdannet til opgang til prædikestolen, mens den nordre blev genåbnet i 1907.

Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, der fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Den nordre er stadig synlig som en tilmuret niche på både inder- og ydersiden, mens syddøren er forsvundet. Den dør, man bruger i dag, er en senere tilføjelse.

Vestenden af skibet er sandsynligvis fra senmiddelalderen, men her er ikke nogen detaljer, der lader den datere nøjagtigt. Sandsynligvis er den bygget af munkesten, men har flere forskellige lag yngre mur sat uden på det oprindelige murværk, såkaldt skalmuring.

Tagrytteren over skibets østende er fra 1880, men hovedformen er taget fra forgængeren, som må være blevet opført i 1812, da man ophørte med at bruge klokketårnet på kirkegården.

Våbenhuset syd for skibet er bygget af mursten. Kirken havde også tidligere et våbenhus, som blev revet ned i 1855. Dets alder er ukendt, men det vides om det, at der blev opsat en skorsten i 1668.

Kirkens tagværker er sandsynligvis samtidige med de respektive bygningsdeles opførelse, hvorfor det ældste tagværk altså er helt fra 1200-tallet. Korets spær er nummererede med runer.

Kirkens indre er præget af at være usædvanligt højt i forhold til bredden og længden. De hvide vægge med kalkmalerier står i kontrast til det flade bræddeloft, som er udsmykket med rammemalerier og monogrammer fra 1744.

På skibets nordvæg findes en række kalkmalerier, som alle er fra perioden 1300-1350. Fra vest mod øst forestiller de en kogge, altså et middelalderligt handelsskib, med et overdimensioneret anker, to små rosetter, og et felt med sparredekorationer (pileformede dekorationer) under tre våbenskjolde.

I kirken er usædvanligt meget middelalderligt inventar, med særligt gotikken velrepræsenteret i både altertavlen og en bevaret sidealtertavle.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af sandsten. Foden er udsmykket med en menneskelignende skikkelse på hvert hjørne, mens kummen har en række buefelter, hvorover der er to udhuggede tovsnoninger.

Over korbuen hænger et korbuekrucifiks fra omkring 1350. På enderne af korsarmene er der fire medaljoner med evangelisternes symboler, nemlig en okse, en løve, en ørn og en engel.

I den nordre niche ved korbuen ses en sengotisk sidealtertavle fra mellem 1475 og år 1500, som dog i dag er præget af en restaurering i år 1900. Altertavlen er opbygget som et skab med to fløje (låger). I midterskabet ses udskårne figurer, der forestiller Jomfru Maria med Jesusbarnet, hendes mor Anna, og endelig Maria Magdalene. På de to sidefløjes indersider er der også malerier af Jomfru Maria og Maria magdalene, mens ydersiderne har malerier af blomstervaser.

Altertavlen er en stor, sengotisk fløjaltertavle, som stammer fra tiden lige inden Reformationen engang i 1520’erne. I midterskabet ses en sjælden og meget interessant scene, hvor den korsfæstede Kristus er omgivet af en stor skare hellige personer i fire vandrette rækker, som igen omgives af en krans af 50 små og fem store roser. Over den korsfæstede ses Gud fader med verdenskuglen, jomfru Maria med Jesusbarnet, og et englekor. På de to fløje ses i alt fire scener, som alle er taget fra legenden om ærkeenglen Mikael.

Prædikestolen er fra 1767, og er opbygget af seks fag, som er udsmykket med relieffer af de fire evangelister og apostlen Paulus. På et fag ind mod væggen er malet en ukendt person.

Pulpituret, dvs. balkonen over skibets vestende, er fra 1782. På det står et orgel fra samme år.

Kirkens stolestader, dvs. bænkene, er fra 1889, og er i nygotisk stil.

Af gravminder kan nævnes to epitafier, dvs. mindetavler, det ene fra mellem 1664 og 1686, det andet fra 1763. Langs kirkens mure findes syv gravsten fra mellem 1671 og 1802, mens der i kirkegårdens østdige findes én fra romansk tid. På kirkegårdens vestlige del findes en mindesten over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Hviding Kirke på sogn.dk