runer

Den ældste runerække bestod af 24 tegn, som nogenlunde dækkede de tilsvarende sproglyde. Hovedparten af de tidligste af de ca. 350 indskrifter med ældre runer er fundet inden for gammeldansk område på genstande af træ, metal og ben fra ca. 150-ca. 400, fx sølvspænder fra rige kvindegrave samt våben og redskaber fra de store moseofferfund, der formentlig stammer fra overvundne fjender fra andre egne; sådanne krigsbytteofre er bl.a. gjort i Torsbjerg, Vimose, Illerup og Nydam.

En indskrift med runer fra ca. 400 findes på det ene af Guldhornene fra Gallehus i form af en mesterformel, dvs. angivelse af, hvem der var værkets ophavsmand. Runer og forvanskede eller runelignende tegn ses på flere guldbrakteater fra omkring 500. Det første sikre urnordiske fund fra Bornholm, en indskrift på et fragment af en forarbejdet hjortetak, dukkede i 2002 op på bopladsen Sorte Muld ved Ibsker. Der kendes ingen runesten med ældre runer i Danmark, kun i Sverige og Norge. De fleste af de ca. 70 kontinentale indskrifter på løsgenstande med ældre runer er fra Tyskland og hovedsagelig fra 500-600-tallet e.v.t.

I England og Friesland blev 24-tegns-futharken fra 400-tallet udvidet til 28 og senere til 31-33 runer i takt med forandringer i lydsystemet, som gjorde nye lydtegn og mere nuancerede tegnformer nødvendige. Modsat blev tegnantallet i Skandinavien trods lignende sproglige ændringer i 600-700-tallet drastisk reduceret og grafisk forenklet til et fonematisk udtyndet system med en futhark på kun 16 tegn, og flere tegn har derfor mere end en lydlig korrespondens, fx kan i-runen stå for i, men også for e og j, u-runen for u, men også for o, y, ø og w, og k-runen kan stå for k og g.

Før 800-tallet er 16-tegns-systemet slået igennem i Skandinavien, hvorfra det fulgte med vikingerne til Novgorod og Staraja Ladoga i øst og til Dublin og Grønland i vest. Det er overalt de samme 16 runer, der udgør futharken. Rækkefølgen og ætinddelingen er fast og med enkelte ændringer ligesom runenavnene overtaget fra den gamle futhark; men forenklingsgraden er forskellig: Der er to hovedvarianter af 16-tegns-futharken, som man tidligere anså for regionalt betinget, hvorfor kortkvistruner også blev kaldt "svensk-norske runer", og langkvistruner også "normalruner" eller "danske runer". Nu anses variationen snarere for funktionelt betinget af materiale og formål med praktisk forenklet handelsskrift på træ over for monumentale stenindskrifter. Den højeste grad af forenkling ses i de stavløse runer, de såkaldte Hälsingeruner, der stort set blot markerer bistavenes placering mellem to rammelinjer, og som især er kendt fra runesten fra Hälsingland i Sverige. Grænserne mellem kort- og langkvistformerne er dog flydende, og der sker tidlig en blanding.

Allerede før år 1000 er 16-tegns-systemet udvidet muligheden for at "stinge" en rune, dvs. markere med et punkt på runen, at den betegner en anden lyd end grundtegnet. Over hele området indførtes enkelte "stungne" eller "punkterede" runer, bl.a. en stungen i-rune for e og en stungen k-rune for g.

På illustrationen ses en normaliseret gengivelse af fem runealfabeter eller futharker, kaldet således efter de seks første tegn i de ældste alfabeter: f u þ a r k. Flere af runerne optræder også i andre variationer end de her viste.

Med tiden skiftede lydværdien for visse runer i takt med lydændringer i deres navne. Således blev den urnordiske j-rune, *jāra, jf. tysk Jahr, da j- forsvandt i forlyd i senurnordisk tid, til en a-rune *āra, oldnordisk ár 'år'.

Den oprindelige a-rune, *ansuʀ, betegnede i vikingetiden et nasalt ã, men blev i middelalder-futharken i takt med lydændringer i runenavnet til en o-rune.

Vikingetidens særlige tegn ʀ for palatalt -r med navnet ýr overgik, da de to r-lyde faldt sammen, til i middelalderen at betegne y, og runen bevarede sin plads sidst i futharken.

Det er de yngre runer, der er brugt på vikingetidens runesten, rejst ved gravpladser, veje, broer og vadesteder til minde om døde. Langt de fleste runesten findes i Sverige, der har over 3000 indskrifter på rejste sten, på jordfaste stenblokke og på klippeflader, heraf godt en tredjedel i Uppland. I Norge findes under 70 vikingetidssten, hovedsagelig fra 900-1000-tallet. I det nuværende Danmark findes ca. 150 runesten eller fragmenter heraf; hertil kommer fem i Slesvig og 60 i Skåne og Blekinge. Nærtbeslægtede er ca. 30 runekors på Isle of Man.

Den danske runestenstradition begyndte formentlig allerede i 700-tallet med basis i det førkristne samfunds øverste sociale lag. Således er Helnæsstenen og Glavendrupstenen rejst længe før kong Haralds store Jellingsten, se Jellingmonumenterne. Bortset fra Bornholm synes runestenstraditionen i Danmark at være ophørt før midten af 1000-tallet.

Hovedparten af de svenske sten er yngre end de danske, med en rigere ornamentik med indskriftbånd i drageslyng. Indskrifterne er længere, og det kristne tilhørsforhold er ofte markeret med bønner og beretninger om bygning af broer for den dødes sjæl.

Efter kristendommens gennemførelse vandt en ny gravskik frem, og de rejste runesten afløstes af liggende gravsten på kirkegården, med indskrifter først med runer eller kirkens latinske majuskler. I Norden eksisterede de to skriftformer længe side om side.

i middelalder-futharken er en videre udvidelse af vikingetidens futhark. Tegnantallet blev øget med flere stungne runer, og kort- og langkvistvarianter blev udnyttet til at skelne mellem en a- og en æ-rune. Derved skabtes et system, som langt bedre end latinskriften kunne gengive de nordiske sprogs lydinventar, og som også kunne bruges til latin. Trods udvidelserne beholdt 16-tegns-futharken dog fortsat en stærk stilling, og i de talrige middelalderlige futhark-indskrifter er de nye tegnvarianter normalt ikke medtaget. En stor variation i forhold til såvel skriftbærerende genstande som i forhold til form og indhold, viser en mangfoldig og dynamisk runeskriftbrug i middelalderen. Der kunne skrives hvor som helst, om hvad som helst og når som helst, blot man havde noget ved hånden at riste med og på og kendte sin futhark.

Omfattende arkæologiske udgravninger i tidlige urbane miljøer i fx Lund, Lödöse, Oslo, Bergen og Trondheim har bragt talrige runefund for dagen. I Bergen alene har man fundet over 600 middelalderindskrifter, hovedsagelig på træ. Nogle indskrifter er ristet med lønruner, dvs. forskellige former for kodeskrift, som bl.a. kan bygge på futharkens ætopdeling. Der er tale om korte meddelelser om stort set alt, man kan udtrykke på skrift. Handelsrelateret og udpræget praktisk er "mærkelapper", fragtsedler og gældsbreve, mens digtcitater og poesi vidner litterært motiveret skriftbrug. På runeamuletter er indristet magiske formler på nordisk og på latin, som skulle beskytte mod sygdom og sygdomsvoldere. En række skriveøvelser vidner desuden om en dynamisk og levende skriftbrug. En kort tid, ca. 1065-ca. 70, blev der brugt runer på mønter både i Danmark og Norge, og runerne blev fortsat anvendt på kirkeligt inventar og bygningssten, i delvis graffitilignende indskrifter på kirkevæggene og til nummerering af kirketømmer.

I længden tabte runerne dog terræn til den latinske skrift, skønt bl.a. en runeversion på pergament af Skånske Lov fra ca. 1300 vidner om, hvor stærk runetraditionen på dette tidspunkt stadig var. Runerne blev navnlig i Sverige længe anvendt i evighedskalendere, især på primstave, som tegn for ugedagene og de 19 gyldental; se epakt. Runetraditionen fortsatte i afsides egne, fx på Gotland indtil 1600-tallet og i Dalarna helt op i 1800-tallet.

I og med at runerne gik af brug, fik de øjensynlig en forøget anvendelse som privat kodeskrift samt til runemagi, som det fremgår af bl.a. forskellige sortekunstoptegnelser før og efter udgivelsen af de tidligste runologiske værker; se runologi.

Runernes oprindelse tilskrives Odin ifølge eddadigtet Hávamál, og runerne omtales som reginkunnar 'af guddommelig oprindelse'. Men det er problematisk generelt at opfatte runetegnene som magiske i sig selv. Runer er benyttet både til profane meddelelser og til magiske værne- og skræmmeformler, med og uden sproglig mening, af både hedensk og kristen oprindelse, se fx Ribe hjerneskal, Gørlevstenene, Blæsingeblystykke og Ribe lyvstav. Runerne synes at få større magisk betydning i og med runeskriftens forældelse; reminiscenser heraf spores i folkeviserne.

Sent i 1800-tallet genoplivede tyske okkultister interessen for runer, som blev forbundet med den ariske races overlegenhed, og man praktiserede runeritualer og runeyoga. I 1980'erne blev runer populære til spådomsformål, fx i form af brikker lagt op i mønstre, kastet fra en pose eller som genstand for meditation, og det har været en trend gennem 2000-tallets første årtier at lade sig tatovere med runer.

• alfabet
• bogstav

• Danske runeindskrifter; Nationalmuseet og Københavns Universitets database.