En af indskrifterne var i meget dårlig stand. Derfor tog sprogforskerne udgangspunkt i den indskrift, der var bedst bevaret. Først blev indskriftens kinesiske side oversat, hvorefter det viste sig, at stelen var rejst til ære for en afdød fyrste ved navn Kiu-ti-kin, som tilhørte et folk kaldt Tujue. Disse oplysninger var ikke meget hjælpsomme, da kinesisk fonetik vanskeliggjorde identifikation af Kiu-ti-kin og hans folkefærd Tujue på originalsproget. Sprogforskerne antog ganske vist, at Tujue-folket kunne være tyrkerne, men intet kunne siges med sikkerhed, før det ukendte skriftsprog på indskrifterne blev dechifreret.
I 1893 lykkedes det Vilhelm Thomsen at dechifrere indskriften ved hjælp af diverse udregninger af hyppigheden af de enkelte tegns forekomster samt antagelser af deres fremtræden og karakter. Thomsen startede med at søge efter vokaler blandt ordene, og det lykkedes ham først at finde tegnet for vokalen i. Thomsen fik dermed først tydet ordet Tengri, som på oldtyrkisk betyder 'Gud' eller 'himmel'. Ud fra denne opdagelse fik Thomsen også tydet fyrstens navn; Kültigin. Dermed kunne han med de fundne tegn igen tyde ordet Türük, som betyder 'tyrker'. Thomsen havde efterfølgende flere tegn at gøre godt med, hvilket satte en kædereaktion i gang, hvor den ene tydning lagde grunden til den næste. Efter disse opdagelser kunne Thomsen bekræfte, at Orkhonindskrifterne var skrevet på et tyrkisk sprog, formodentlig et fælles oldtyrkisk sprog anvendt af de tyrkisktalende folkefærd. Thomsen fik endeligt kortlagt det oldtyrkiske skriftsprog i 1893, og han kundgjorde denne opdagelse via Videnskabernes Selskab. Thomsens dechifrering af Orkhonindskrifterne blev en stor sensation i den videnskabelige verden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.