filologi

Filologien opstod som fag i Museion i Alexandria. Eratosthenes, en af pionererne i alexandrinsk videnskab, brugte i 200-tallet f.v.t. som den første betegnelsen filologos om sig selv i betydningen 'videnskabsmand, der beskæftiger sig med at udgive en tekst på grundlag af overleverede håndskrifter og med tolkningen af den'. Ved arbejdet med især Homers værker afstak han og hans efterfølgere Aristarchos, Aristofanes fra Byzans og Zenodotos fagets rammer. Desuden udgav de alexandrinske filologer sproglige og indholdsmæssige kommentarer til Homer og andre græske forfattere, der herved fik status som klassikere. Filologien blev således både traditionsbærende og normsættende for et konservativt skriftsprog, hvis ideal var klassisk attisk. De romerske filologer, heriblandt Varro og Servius, behandlede latinsk sprog og litteratur efter tilsvarende principper.

Mens den græske litteratur stort set var ukendt i Vesteuropa i middelalderen, fortsatte filologer i Konstantinopel med at studere og kommentere den og bragte den i midten af 1400-tallet med til Italien under flugten fra tyrkerne. I løbet af få årtier opstod der i de norditalienske byer en næsten fanatisk interesse for den hedenske oldtid: den humanistiske renæssance. Samtidig betød bogtrykkets opfindelse i 1460'erne helt nye betingelser for udbredelse af teksterne og for studiet af dem, og det blev filologernes opgave at udgive og kommentere de antikke forfattere samt at skrive ordbøger, grammatikker, kommentarer og oversigtsværker. I de følgende århundreder kom filologien til at omfatte mange discipliner, de såkaldte "antikviteter", fx historie og kronologi, numismatik, filosofi og fra slutningen af 1700-tallet arkæologi. Blandt de største filologer 1400-1800 kan nævnes Isaac Casaubon, Richard Bentley, J.A. Fabricius, C.G. Heyne, G.F. Poggio Bracciolini og J.C. Scaliger.

Renæssancens og de følgende århundreders udgiverpraksis var af meget svingende kvalitet og uden den metodiske sikkerhed, som udvikledes i løbet af 1800-tallet. Den vågnende interesse for sproghistorie og for den nordiske, germanske, indiske og persiske litteratur medførte en eksplosiv udvidelse af filologiens område, som det bl.a. kommer til udtryk gennem F.A. Wolfs værker. Samtidig skete der en indsnævring af virkefeltet til det sprogligt-litterære, dvs. tekstudgaver, grammatikker, etymologier, ordbøger og sammenlignende litterære studier. Klassisk filologi bevarede dog de gamle antikviteter som en del af sit område.

Opgaven for filologen er ved tekstkritisk arbejde at etablere en tekst så nær den oprindelige som muligt. Forvanskninger søges afhjulpet ved emendation, dvs. rettelse af fejl, eller ved konjektur, dvs. nøje begrundet formodning om den rette læsemåde af en forvansket tekst. Foreligger teksten i flere afskrifter, søger filologen at inddele dem i grupper efter ligheder og forskelle og at ordne dem i et såkaldt stemma, en grafisk fremstilling svarende til et stamtræ, der udgår fra den tabte original.

Ved videnskabelig udgivelse kan den rekonstruerede tekst trykkes, ledsaget af oplysning om foretagne rettelser og om afvigende læsemåder, der anbringes i et såkaldt kritisk apparat under teksten; eller den bevarede tekst i et bestemt håndskrift kan lægges til grund og kommenteres på tilsvarende måde. Filologiens principper og metoder anvendes også på genudgivelser af nyere trykte tekster, der foreligger i flere uens udgaver.

I Tyskland og Skandinavien er germansk, klassisk, nordisk, romansk, indisk, iransk og semitisk filologi stadig betegnelser for universitetsfag, mens betegnelsen filolog især bruges om klassiske filologer.

• germansk filologi
• indisk filologi
• kinesisk filologi
• klassisk filologi
• nordisk filologi
• romansk filologi
• semitisk filologi
• slavisk filologi
• tekstkritik
• lingvistik