tyrkiske sprog

Tyrkiske sprog er en sprogfamilie med ca. 30 sprog, der tales af knap 150 millioner mennesker i et bredt bælte fra Østsibirien vestpå over Centralasien og Iran helt til Balkanområdet og Cypern; hertil kommer det næsten uddøde sprog karaimsk i Litauen og Polen.

Faktaboks

Også kendt som

turko-tatariske sprog (ældre betegnelse)

De tyrkiske sprog henregnes oftest til den altaiske sprogæt sammen med mongolske og tungusiske sprog samt efter nogle sprogforskeres mening koreansk og japansk.

Tyrkiske sprog breder sig over et vældigt område fra Litauen og Polen i NV og Cypern i SV til det nordøstlige Sibiriens tyndt befolkede egne, hvor der bl.a. tales jakutisk. De tyrkiske sprogs store spredning skyldes især folkevandringer udløst af mongolernes erobringstogter i 1200-1400-t., da tyrkisktalende nomader blev fordrevet fra deres hjemstavn i Centralasien.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Sproghistorie

De tyrkiske sprog inddeles i forskellige tidsperioder af sprogforskere og turkologer. Det er særligt den historiske placering af det tyrkiske ursprog, som kan være varierende. For nogle forskere antages det som en længere periode, der strækker sig fra helt tilbage i de første århundreder f.v.t. og frem til vor tidsregning. Andre inddeler yderligere det tyrkiske ursprog til en tidlig og sen periode. Derudover skelner nogle mellem prætyrkisk og urtyrkisk.

Det antages, at det tyrkiske ursprog har sit oprindelsessted i det vestlige og centrale Sibirien og området syd herfor. Det tyrkiske ursprog relateres ofte til xiongnuerne, som var et tyrkisk-mongolsk nomaderige i Centralasien. Denne antagelse skyldes overleveringer fra kinesiske kilder af ord såsom militærgrader på xiongnuernes sprog. Disse ord er skrevet ud fra kinesisk fonetik og lydforhold, der på baggrund af udviklingen af kendte ældre og nyere kinesiske og tyrkiske sprog blev rekonstrueret til et tyrkisk ursprog. Derfor dateres det tyrkiske ursprog til Xiongnutiden, men det sproglige materiale er for sparsomt til, at man kan drage endelige konklusioner om, hvorvidt xiongnuerne talte et tyrkisk ursprog.

De tyrkiske sprogs historie opdeles i fire perioder:

Ældre tyrkiske sprog (ca. 700-1200)

De tidligste kilder er fra 700-tallet, som blev fundet nær Orkhonfloden i det nuværende Mongoliet. De var skrevet med runelignende indskrifter på steler. Disse steler blev senere kaldt for Orkhonindskrifterne. I 1896 lykkedes den danske sprogforsker Vilhelm Thomsen at dechifrere det oldtyrkiske skriftsprog ved hjælp af Orkhonindskrifterne. Ældre tyrkiske sprog er bl.a oldtyrkisk og olduighurisk.

Middeltyrkiske sprog (ca. 1200-1500)

I denne periode udbredtes de tyrkiske sprog af osmannerne. Dokumenter fra perioden udviser begyndende sproglig variation med elementer fra forskellige tyrkiske sprog, men har stadig mange fællestræk. Middeltyrkiske sprog er bl.a. volgabulgarsk, oldkiptjakisk, tjagataisk og oldosmannisk.

Nyere tyrkiske sprog (ca. 1500-1800)

Mongolernes tidligere erobringer medførte en opløsning af gamle sproggrænser, og nye grupper opstod, bl.a. middel- og senosmannisk, aserbajdsjansk samt volgatyrkisk. Inddelingen er stort set uændret siden da.

Moderne tyrkiske sprog (ca. 1900- )

Mange af de tyrkiske sprog har først fået skriftsprog i begyndelsen af 1900-tallet Frem til 1991 skrev flest med det kyrilliske alfabet, tyrkisk dog med det latinske, uygurisk og khalajisk med det arabiske alfabet og kirgisisk med kinesisk skrift. Efter Sovjetunionens opløsning er flere sprog overgået til det latinske alfabet, fx aserbajdsjansk (1991), turkmensk (1993) og usbekisk (1993).

Lydforhold

Et vigtigt fællestræk for alle tyrkiske sprog er vokalharmoni; se tyrkisk. Karakteristisk er desuden den enkle stavelsesstruktur, der ikke tillader tre konsonanter eller flere i stavelsesinitial stilling. I alle tyrkiske sprog, især østtyrkiske sprog som jakutisk og tuvinsk, ses en tendens til betoning af ords sidste stavelse.

Grammatik

De tyrkiske sprog er agglutinerende med hyppig brug af bøjningsendelser og suffikser, mens præ- og infikser forekommer sjældent. I de fleste sprog er der 5-7 kasus; køn kendes ikke. Sprogene er typiske SOV-sprog, dvs. med ledstillingsrækkefølgen subjekt—objekt—verbum.

Ordforråd

Sprogene er leksikalsk meget nært beslægtede; fx er talordene 1-10 indbyrdes forståelige på alle tyrkiske sprog. De ældste kilder udviser mange arabiske, persiske og kinesiske låneord, fx aserbajdsjansk hamam 'bad' af arab. hamam, tyrk. şeker 'sukker' af pers. šekar og kasakh. tjaj 'te' af kin. tcha. Senere perioder har bragt et mongolsk islæt, fx jakutisk ulaang 'rød' af mongolsk ulaan, jf. navnet på Mongoliets hovedstad Ulan Bator 'den røde helt'. I 1900-tallet var den russiske indflydelse stærk indtil 1990, jf. vestkiptjakisk oros 'russer' af russ. russkij.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Tyrkiske sprog

Yusuf Çakın
Cand.mag.