Gørding Kirke (Esbjerg)

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet flere gange mod både nord, syd, øst og vest. I øst og syd er kirkegården omgivet af gamle stendiger, som blev udflyttet i forbindelse med kirkegårdens udvidelser, mens de tilsvarende diger i nord og vest er forsvundet og erstattet af levende hegn. Kirkegårdens hovedindgang er en køreport med fodgængerlåger mod sydøst, og mod øst findes en lidt mindre port, også med tilhørende fodgængerlåge. Mod syd findes yderligere en fodgængerlåge. I kirkegårdens østre del ligger et ligkapel i hvidkalkede sten.

Kirken består af et romansk kor og skib. Koret er bygget helt af granitkvadre, mens skibet er bygget af en blanding af granitkvadre, tufsten og tegl. Allerede lidt senere i romansk tid blev skibet forlænget mod vest, og i senmiddelalderen blev våbenhuset og tårnet bygget til. En vinduesoverligger samt en dæksten over skibets syddør sætter kirken i forbindelse med andre jyske kvaderstenskirker fra Valdemar Sejrs tid og kan meget vel være bygget af stenhuggere, der også arbejdede på kirker i Grimstrup, Brøndum og Brørup. Kirken er i dag præget af en restaurering i perioden 1883-1885, hvor murene blev omsat, især i koret som nærmest blev genopført.

I kirkens ældste dele, dvs. koret og skibet, tyder en overgang i byggemateriale på skibets nordside på, at kirken oprindelig blev opført ad to omgange, således at koret og skibets sydmur blev opført først, senere efterfulgt af korets nordside. Oprindelig havde koret sandsynligvis fem vinduer. Af disse er kun vinduet i østvæggen bevaret. Vinduet i sydmuren er yngre. I skibet kan man også se to vinduer, fra da kirken først blev bygget, nemlig de to små vinduer i nordmuren. De blev genåbnet i 1907. Som alle andre middelalderkirker havde Gørding Kirke oprindelig to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren stadig i brug i udvidet form, mens norddøren er synlig som en indvendig niche. Umiddelbart vest for dørene blev kirken på et meget tidligt tidspunkt udvidet med omkring fire meter, hvilket ses, ved at byggematerialet i skibets vestende er bemærkelsesværdigt mere sjusket fremstillet end resten af kirkens.

I senmiddelalderen blev det forholdsvis store våbenhus på skibets sydside bygget til. Det er opført i munkesten og enkelte genbrugte granitkvadre. Gavlen er fint udsmykket med tre blændinger, dvs. dekorative murnicher, hvorover der er en cirkelformet blænding. Over døren sidder en femkantet sten, et såkaldt tympanon, som er fint udsmykket med palmetter og kors. Det sad oprindelig over syddøren i skibet, men blev flyttet til sin nuværende placering, da våbenhuset blev opført. Indvendig er våbenhuset usædvanligt opbygget med dobbelte spareblændinger (dvs. blændinger man indsatte for at spare på byggemateriale) i hver langmur, hvorover der er fem små nicher.

Tårnet er bygget af munkesten, undtagen de nederste 5-6 lag sten i syd- og vestmuren, som i stedet er genbrugte granitkvadre fra den gamle vestgavl. På tårnets sydside kan man med jernankre se årstallet ”1759”, som bevidner, at syd- og vestsiden i dette år blev skalmuret, dvs. fik et ekstra lag mur muret uden på den oprindelige. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en rund bue, og til de andre sider i tårnrummet ses spidsbuede spareblændinger. Via en trappe i tårnets nordmur er der adgang til de øvre etager. Øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest.

Kirkens tagværker er fra forskellige perioder. Over koret og skibet er de af svært egetømmer, som sikkert er fra middelalderen, mens de øvrige tagværker er yngre.

Indvendig er kirken præget af sine hvidkalkede vægge og det forholdsvis rustikke, rødmalede bjælkeloft, som fik sit nuværende udseende i 1980, hvor dekorative lister fra 1916 blev pillet af. Før da havde bræddelofter været sømmet fast på undersiden af bjælkerne, hvor de i dag ligger på oversiden.

Kirken har i dag ingen kalkmalerier, men i 1916 blev der ved en istandsættelse fundet spor efter skitseagtige kalkmalerier på skibets nordvæg. Kalkmalerierne forestillede kæmpende fantasivæsener og et menneske.

I kirken er der bevaret en del inventar fra flere dele af middelalderen, men også 1500-tallet og 1600-tallet er repræsenteret, ligesom der er enkelte moderne inventarstykker.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af rødlig granit. Den har en glat kumme, mens foden er udsmykket med særprægede, sløjfeagtige hjørneknopper.

I kirken findes også en korbuekrucifiksgruppe fra ca. 1225-1250. Foruden den korsfæstede Kristus forestiller den også Jomfru Maria og Johannes, som flankerer Kristus.

Den ene af kirkens klokker er fra senmiddelalderen, mellem ca. 1350 og 1400, mens den anden stammer fra 1969.

Altertavlen er en sengotisk skabsaltertavle fra omkring år 1500, som dog ved moderniseringer efter Reformationen har fået et mere renæssance- og barokpræget udseende. Centralt ses et maleri af den sidste nadver, mens de to fløje indeholder malerier af bønnen i Getsemane have og Jesu opstandelse fra de døde, mens det øverste maleri viser Kristi himmelfart. Alle malerierne er fra en istandsættelse i 1732.

I kirken findes også en degnestol fra omkring 1525, som dog er præget af senere forandringer og fornyelser. På de to gavle er degnestolen udsmykket med våbenskjold tilhørende biskoppen Iver Munk (ca. 1470-1539) og en lokal præst.

Prædikestolen er fra 1622 og opbygget af fem fag, som er opdelt af søjler i korintisk stil. På de fem fag er der relieffer indsat i buer (arkader), som forestiller forskellige bibelhistorier, herunder syndefaldet, Marias bebudelse, Jesu fødsel, omskæring og dåb.

Alterbordet og det tilhørende panel i ungrenæssancestil stammer begge fra 1950.

I kirken er bevaret adskillige gravminder, herunder en mindetavle fra 1711 sat over en sognepræst, en gravsten fra romansk tid i våbenhusets vestgavl samt på kirkegården syd for tårnet tre gravsten fra mellem 1608 og omkring 1750. Under koret fandtes der tidligere en gravkrypt, som dog blev muret til i midten af 1800-tallet.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Gørding Kirke på sogn.dk