Danmarks kirkehistorie

I 1520'erne bredte det luthersk-reformatoriske røre i Tyskland sig via Holsten og Slesvig til Viborg, Malmø og Fyn. Den første evangeliske salmebog på modersmålet blev trykt i Malmø i 1528, og på herredagen i København i juli 1530 fremlagde de evangeliske prædikanter deres overbevisning i Confessio Hafniensis, Den Københavnske Bekendelse. Hans Tausen var den mest fremtrædende evangeliske prædikant i reformationskampen, som varede indtil 1536, da den lutherske Christian 3. og adelen havde besejret bønder og borgere i Grevens Fejde. De katolske biskopper blev fængslet og afsat, og ved rigsmødet i København i oktober 1536 blev den katolske bispemagt endeligt afskaffet, og kirkegodset lagt under kronen, som derved tredoblede sine besiddelser. Med Reformationen blev kirken en luthersk fyrstekirke og lutherdommen den eneste tilladte religion; universitetet og skole-, forsorgs- og hospitalsvæsen blev nyordnet, men havde længe trange kår. Den apostolske succession blev brudt i 1537, da Johannes Bugenhagen i stedet for de afsatte katolske biskopper indviede syv lutherske "superintendenter", snart atter benævnt biskopper. Kirkeordinansen (lat. 1537, da. 1539) indførte som den vigtigste religiøse fornyelse gudstjeneste på modersmålet med vægt på prædiken og menighedens salmesang. Også i dette perspektiv er Christian 3.s danske Bibel fra 1550 århundredets litterære hovedværk. I 1569 kom den første autoriserede danske salmebog, "Hans Thomesens salmebog". Peder Palladius, Sjællands biskop, førte til sin død 1560 an i opbygningen af den lutherske kirke og i den lutherske opdragelse af folket, jf. hans Visitatsbog. Melanchthoneleven Niels Hemmingsen var blandt det protestantiske Europas mest læste teologer i sidste halvdel af 1500-tallet, og i samme tidsrum skrev Hans Christensen Sthen sine salmer.

Statsstyret i kirken strammedes i de hundrede år fra Christian 3.s død til enevældens indførelse i 1660/61, og de skiftende regeringer var ligesom de toneangivende teologer, fx biskop Jesper Brochmand, på vagt over for enhver afvigelse fra den rette lære (den lutherske ortodoksi). Kongeloven af 1665 slog fast, at kongen traf alle beslutninger vedr. kirken, og Danske Lov af 1683 definerede "kongens religion", dvs. statskirken, som værende i overensstemmelse med Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus. I 1699 udkom en officiel salmebog, den anden af slagsen, som snart fik navnet "Kingos Salmebog" efter Odensebispen Thomas Kingo, dansk barokdigtnings største salmedigter på overgangen mellem ortodoksien og 1700-tallets pietisme. Den hallensiske pietisme, opkaldt efter den tyske by Halle, som under Christian 6. i 1730'erne blev ophøjet til "hofreligion", satte sig spor i missionsinitiativer (således Trankebarmissionen og Hans Egedes Grønlandsmission) og en omfattende reformlovgivning, der omfatter kirketugt, konfirmation, skolevæsen og den såkaldte Konventikelplakat fra 1741. Den herrnhutiske bevægelse fandt også indgang i Danmark og virkede her i det stille, længe før brødremenigheden i Christiansfeld blev grundlagt i 1773. Pietismens store danske salmedigter var Hans Adolph Brorson.

"Oplysningen" i sidste halvdel af 1700-tallet førte til skarp kritik af kirke og dogmer, men også til en kirkelig rationalistisk teologi, som både den romantiske og den evangeliske vækkelse reagerede imod. Vækkelsesbevægelsen, som blandt sine forudsætninger havde landboreformerne i 1780'erne og skoleloven af 1814, kom til at præge kirkelivet afgørende i 1800-tallet. Bevægelsen splittedes i løbet af århundredet; at dens hovedstrømme blev til "kirkelige retninger", hænger sammen med enevældens afskaffelse i 1848, Grundloven af 1849 og ikke mindst med N.F.S. Grundtvigs indflydelse. Grundloven indførte religionsfrihed, men ikke religionslighed, idet staten i §3 (nu §4) forpligtedes til at understøtte den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke. Kirkens læremæssige grundlag var uforandret (jf. Danske Lov af 1683). Grundlovens såkaldte løfteparagraf (§80, nu §66) stillede en repræsentativ, synodal kirkeforfatning i udsigt, men "løftet" er aldrig blevet indfriet. I anden halvdel af 1800-tallet kom en række love, som tog hensyn til de grundtvigske frihedsbestræbelser: sognebåndsløsning (1855), dåbstvangens ophævelse (1857), tilladelse til at danne valgmenigheder (1868) og sognebåndsløseres ret til brug af egen kirke (1872). Grundtvigs "kirkelige anskuelse" — først fremlagt i 1825 og bl.a. udfoldet i en storstilet fornyelse af dansk salmetradition — fremhæver Guds levende, mundtligt forkyndte ord ved dåb og nadver i menighedens fællesskab som det, der skaber og bærer kirken.

Over for Grundtvigs og grundtvigianernes opfattelse stod bl.a. omvendelsesforkyndelsen og synet på Bibelen som Guds ord i Indre Mission, stiftet 1853 og fra 1861 under Vilhelm Becks faste ledelse. Oplysningstidens rationalistiske åbenbaringskritik lå bag diskussionen om bibelsynet, som endnu i 1900-tallets sidste årtier ikke er afsluttet, jf. debatten om Bibeloversættelsen af 1992.

Som Grundtvig svarede også Søren Kierkegaard med sit særprægede filosofiske og teologiske forfatterskab på udfordringen fra oplysningstiden; det skete i et opgør med tysk idealistisk filosofi (G.W.F. Hegel). Kierkegaard og Grundtvig udgjorde en modvægt til den tyske indflydelse i universitetsteologien, og de fik afgørende betydning for forkyndelsen i folkekirken langt ud over deres egen tid.

Ved siden af en kirkelig grundtvigianisme, hvor præster førte ordet, fandtes også i tilknytning til højskolebevægelsen en folkelig grundtvigsk fløj, som gennem oplysnings- og foreningsarbejde påvirkede samfundsudviklingen. I Indre Mission kom "landmissionen" i et vist modsætningsforhold til "bymissionen" i Københavns Indre Mission, stiftet 1865, som mente, at omvendelsesforkyndelse måtte ledsages af forsorgsarbejde under industrialiseringens storbyforhold.

1800-tallet var, til dels efter engelsk mønster, de kirkelige foreningers og selskabers store tid. Det Danske Bibelselskab blev stiftet i 1814, Dansk Missionsselskab i 1821, og fra slutningen af århundredet må nævnes Det Københavnske Kirkefond (1896, fra 1974 Kirkefondet), som stod bag opførelsen af en række arkitektonisk interessante københavnske kirker. 1800-tallet var også de store kirkelige personligheders tid; mænd som biskopperne J.P. Mynster og H.L. Martensen var tillige fremtrædende skikkelser i samfunds- og kulturlivet. Mod deres form for kirkelighed protesterede Kierkegaard, kulminerende med hans enmands "kirkekamp" i hans sidste leveår 1855.

I 1903 kom loven om menighedsråd, som indvarslede en siden fortsat demokratiseringsproces; således fik fx også folkekirkens deltagelse i mellemkirkeligt arbejde, vedtaget ved lov i 1989, en demokratisk struktur. Denne udvikling har haft betydning for præsternes sociale status. Siden 1947 har kvinder haft adgang til at søge præsteembeder og vil efter alt at dømme komme til at udgøre et flertal af præsterne. I 1995 valgtes den første kvindelige biskop. I løbet af 1900-tallet er al formel forbindelse mellem skole og kirke ophørt; som undervisningsemne indgår kristendommen dog stadig i skolens læseplaner. Teologisk set kom 1900-tallets væsentligste nybrud med bladet "Tidehverv" (fra 1926), som stod for en selvstændig dansk dialektisk teologi, der foruden Luther og Kierkegaard havde Otto Møller og Jakob Knudsen blandt sine aner. Ingen af århundredets teologiske strømninger (liberalteologi, Karl Barths teologi, Tidehverv, eksistensteologi, forskellige former for højkirkelig teologi, skabelsesteologi, politisk teologi, feministisk teologi m.m.) har dog haft folkelig gennemslagskraft. Især tre teologer har haft betydning for kirkens og kristendommens placering i 1900-tallets politiske og kulturelle landskab, nemlig Hal Koch, P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup. I det politiske og kulturelle liv synes folkekirken accepteret som urørlig, og efter en nedgang i 1960'erne og 1970'erne tyder stigende tal for dåb og andre kirkelige handlinger i århundredets to sidste årtier på, at (folke)kirken langtfra har mistet sin plads i befolkningens bevidsthed.

• Danmark – kirkelige og religiøse forhold
• kirkehistorie
• Kirkehistoriske samlinger