Niels Hemmingsen

Niels Hemmingsen, latin Nicolaus Hemmingius, maj/juni 1513-23.5.1600, dansk teolog. Niels Hemmingsen, der var af lollandsk bondeslægt, studerede 1537-42 ved universitetet i Wittenberg, hvor han påvirkedes af Philipp Melanchthons aristotelisk- og humanistiskprægede teologi.

Efter sin hjemkomst blev han 1543 docent i græsk sprog ved universitetet i København og året efter professor i dialektik og hebraisk. I 1553 blev han professor i teologi og 1557 teologisk doktor.

Niels Hemmingsens indflydelse kan spores i talrige af datidens samfundsmæssige sammenhænge; han var kongens og rigsrådets rådgiver, og han var venskabeligt knyttet til magtfulde og lærde personer, heriblandt Herluf Trolle og Birgitte Gøye; det var Hemmingsen, der holdt ligprædiken over dem begge (hhv. 1565 og 1574) såvel som over Christian 3. (1559), og han forfattede Herlufsholm Skoles fundats (1565).

Niels Hemmingsen var et kendt navn i det protestantiske Europa, og videnskabeligt som administrativt var han Københavns Universitets ledende skikkelse frem til 1579, da Frederik 2. efter pres fra kurfyrsten af Sachsen så sig nødsaget til at suspendere ham pga. mistanke om, at han på tryk søgte at udbrede en nadverlære af kryptocalvinsk tilsnit. Skønt han blev forvist til et kannikeembede i Roskilde, svandt hans indflydelse ikke nævneværdigt, og han bar den uofficielle titel universalis Daniæ præceptor 'Danmarks altfavnende læremester'.

Niels Hemmingsens internationale berømmelse hvilede først og fremmest på hans forfatterskab, der består af mere end 100 skrifter. Metodiske, dogmatiske og eksegetiske værker skrevet og trykt på latin, ofte oversat til flere levende sprog og udkommet i talrige oplag, vidner om hans betydning overalt i de lutherske og reformerte områder. Størst udbredelse fik de dogmatiske grundbøger Enchiridion theologicum (1557, Teologisk håndbog) og Syntagma institutionum christianarum (1574, Fremstilling af de kristelige grundlærdomme) samt De lege naturæ (1562, Om naturretsprincipperne).

Teologisk og metodisk var Hemmingsen tydeligt Melanchthons elev; ved inddragelse af antik, patristisk, skolastisk og reformert litteratur, især Jean Calvin, fik han en selvstændig teologisk profil, der godt kan tåle europæiske sammenligninger. Fast og vedholdende polemiserede han imod den calvinske prædestinationslære.

I mange af hans bøger findes etiske, især socialetiske, vedhæng (ekskurser), hvor der belæres om fx ægteskab (Om Ecteskab, 1572), børneopdragelse, rigdommes rette brug, holdning til rentetagning og trolddom. Det socialetiske islæt træder navnlig frem i den opbyggelige del af forfatterskabet, hvoraf prædikensamlingen Postilla (1561) med sine tematiske tekster ikke alene blev retningsgivende for prædikenens udformning i Danmark frem til Jesper Brochmand hen imod 1600-t.s midte, men også en andagtsbog for det danske folk.