Danmarks kirkelige og religiøse forhold

Forfatningsmæssigt er de kirkelige og religiøse forhold i Danmark reguleret af Grundloven, og hovedprincipperne her udgøres af bestemmelsen om, at den evangelisk-lutherske danske folkekirke — som det eneste trossamfund — skal understøttes af staten (§ 4), samt af bestemmelserne om religions-, ytrings- og foreningsfrihed (§§ 67, 68, 70, 77 og 78). Den statslige understøttelse er dels af moralsk og politisk art (helligdagslovgivning og kirkelig lovgivning), dels af økonomisk og administrativ art (bidrag til præstelønninger og præstepension, opkrævning af kirkeskat, opretholdelse af den folkekirkelige styrelse med kirkeministerium og stiftsstyrelser, tilsyn, konsulentbistand m.m.).

Blandt trossamfundene dominerer folkekirken (pr. 1. januar 2016 76,9% af befolkningen). Ved siden af folkekirken er en række andre kristne kirker repræsenteret i Danmark med status af offentligt anerkendte trossamfund. Det drejer sig (nævnt i rækkefølge efter størrelse) om den romerskkatolske kirke med ca. 40.400 medlemmer (2012), Det Danske Baptistsamfund med 5500 voksne medlemmer og pinsemenighederne med ca. 5000 medlemmer; med 3000 medlemmer og derunder skal nævnes syvendedagsadventisterne, den apostolske kirke, de reformerte menigheder i Fredericia og København, Frelsens Hær, metodistkirken, den anglikanske kirke og den russiskortodokse kirke i København. Hertil kommer i et fjernere forhold til kristendommen Jehovas Vidner med godt 14.500 medlemmer og Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige (mormonerne) med ca. 4500 medlemmer. Uden for folkekirken befinder sig endvidere ni anerkendte lutherske frimenigheder af grundtvigsk oprindelse. De grundtvigske valgmenigheder såvel som andre valgmenigheder befinder sig inden for folkekirken.

Det tyske nationale mindretal i Sønderjylland er i kirkelig henseende organiseret dels som folkekirkelige sognemenigheder med egne præster i de fire sønderjyske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder, dels i seks lutherske frimenigheder uden for folkekirken.

Blandt de talmæssigt mindre, men karakteristiske kristne trossamfund skal endelig nævnes Brødremenigheden i Christiansfeld og Unitarisk Kirkesamfund i København, der i 1907 blev dømt ud af folkekirken pga. sin fornægtelse af flere centrale kristne dogmer.

Ældst blandt de ikke-kristne organiserede trossamfund i Danmark er Det Mosaiske Troessamfund, anerkendt i 1814, med sine 2400 medlemmer og med synagoge i København.

Efter folkekirken er islam det største trossamfund i Danmark; muslimerne er fordelt på en række indbyrdes uafhængigt organiserede trossamfund. Der er i alt ca. 115 lokale moskéer i Danmark. Den første som blev bygget som en moské var Nusrat Djahan-moskéen i Hvidovre, opført af ahmadiyya-bevægelsen. I 2014 åbnedes en sunnimuslimsk stormoské på Nørrebro og året efter en shiamuslimsk i Københavns Nordvestkvarter. Se også islam (islam i Danmark).

Til kirkelig betjening af udenlandske kristne i Danmark har en række menigheder fået særlig statsanerkendelse. Det gælder den norske, den svenske og den tyske menighed i København, alle lutherske, den anglikanske menighed i København, de tyske og franske reformerte menigheder i København og Fredericia samt den russiskortodokse kirke i København; græskortodokse gudstjenester afholdes kun lejlighedsvis i Danmark. Herboende islandske og finske lutheranere tilbydes kirkelig betjening gennem Den islandske menighed i København og Den finske kirke i Danmark. Den romerskkatolske kirke i Danmark tilbyder herboende romerske katolikker fra hele verden kirkelig betjening i sine kirker, der er spredt over hele landet.

Den form for anerkendelse (før 1969), som besiddes af den norske, svenske og engelske menighed i København, det romerskkatolske, det russiskortodokse og det dansk reformerte trossamfund, af baptistmenighederne og metodistkirken samt af Mosaisk Troessamfund, medfører bemyndigelse til at føre retsgyldige ministerialbøger og til at udstede retsgyldige personattester (dåbs- eller navneattest samt vielsesattest). Dette forhold skal ses i lyset af, at den primære civilregistrering (anmeldelse til cpr) af alle borgere i Danmark i øvrigt udføres af folkekirkens præster og kirkekontorer, ligesom det offentlige begravelsesvæsen fungerer med folkekirkens præster som begravelsesmyndighed.

Med ægteskabsloven af 1969 ophørte statens anerkendelse med at have så omfattende et indhold. Siden 1969 har den danske stat givet alle øvrige nævnte trossamfund, kristne såvel som ikke-kristne, ret til, at deres præster kan foretage ægtevielse med borgerlig gyldighed, dog med anmeldelsespligt til de civile myndigheder og uden ret til egen ministerialbogsføring. Begge former for statsanerkendelse medfører skattebegunstigelser i form af ret til at modtage fradragsberettigede faste økonomiske ydelser fra privatpersoner, men anerkendelse opnås kun, når en række nærmere angivne organisatoriske og teologiske/idémæssige forudsætninger er til stede; fx har Scientology-kirken forgæves søgt at opnå denne form for anerkendelse.

I øvrigt findes der en række helt små organiserede religiøse samfund, fx Bahaisamfundet og en række buddhistcentre, som i lighed med de øvrige anerkendte trossamfund har ret til at foretage ægtevielser med civil gyldighed og til at modtage skattebegunstigede ydelser fra private.

Ved siden af de anerkendte trossamfund hjemler Grundlovens religions- og foreningsfrihedsbestemmelser mulighed for etablering af private foreninger med religiøse formål. En række af sådanne sammenslutninger beskrives ofte som "nyreligiøse grupper", men pga. deres private karakter unddrager de sig en egentlig statistisk registrering og vil ofte kunne siges at repræsentere religiøse og filosofiske tendenser og strømninger snarere end at udgøre organiserede, registrerbare trossamfund (denominationer). Under alle omstændigheder er grænserne mellem sådanne grupper og egentlige trossamfund flydende, og medlemmer af disse grupper vil ofte undlade at melde sig ud af folkekirken.

Folkekirkeligt er det danske rige inddelt i 11 stifter, heri medregnet Grønlands Stift (se stift). I de 10 danske stifter betjener folkekirken sine medlemmer med sine knap 2000 præster; landet er (pr. 1. januar 2016) inddelt i 2169 sogne, der igen er sammenlagt i 103 provstier. Folkekirken styres med Folketinget som lovgivende og regeringen (kirkeministeren) som øverste administrative ledelse; men i øvrigt varetages folkekirkens styre efter demokratiske principper af særlige kirkeligt valgte organer i samvirke med præsterne: I de enkelte sogne er der valgte menighedsråd, hvori præsterne er fødte medlemmer, men hvor medlemmerne i øvrigt vælges direkte af og blandt folkekirkemedlemmerne i sognet. Valgdeltagelsen er uhyre lav, og mange steder er der fredsvalg eller aftalevalg med kun én liste. Menighedsrådene øver afgørende indflydelse på valg af præsterne i de enkelte pastorater, og stifternes biskopper vælges af stiftets menighedsråd og præster i fællesskab. Biskopperne leder stifternes administration og fører — bistået af provsterne og provstiudvalgene — tilsyn med de folkekirkelige funktioners udførelse i de enkelte sogne og pastorater; den folkekirkelige forvaltning varetages i de enkelte sogne af menighedsrådene, som under tilsyn er ansvarlige for bygningsvedligeholdelse og økonomi. Gudstjenester og kirkelige handlinger varetages og ledes af sognepræsterne (bistået af øvrige kirkefunktionærer, fx organister og kirketjenere), som tillige — bistået af kordegne og kirkekontorer — fører kirkebøger og fungerer som begravelsesmyndighed. Normalt er folkekirkens præster universitetsuddannede ved de statsdrevne teologiske fakulteter i København og Aarhus, der i øvrigt tilbyder videnskabelig teologisk uddannelse til alle, uanset kirkeligt og konfessionelt tilhørsforhold.