nordisk religion og mytologi

I begyndelsen eksisterede kun det store tomme rum, Ginnungagap, med en isverden i nord (Niflheim) og en ildverden i syd (Muspelheim). Da gnister fra syd mødtes med rim fra nord, dannedes et væsen, Ymer, som er stamfader til jætterne, idet han med sig selv avlede børn. Ymer levede af mælk fra koen Audhumbla, der selv levede af salt fra sten. Da Audhumbla slikkede stenene, voksede en mand frem, som hed Buri, asernes stamfader. Buris sønnesønner Odin, Vile og Ve dræbte Ymer og skabte Kosmos af ham. Aserne formerede sig og levede i begyndelsen i en art guldalder. Herefter fulgte en hændelse, der i kilderne er uklar, men som udgør et radikalt brud med guldalderen. Det indebærer bl.a., at den første krig i verden finder sted, nemlig den mellem de to gudeslægter, aser og vaner. Den følgende lange periode er præget af en "terrorbalance" mellem guder og jætter, hvor guderne takket være Odins intellektuelle og Thors fysiske evner formår at holde jætterne i skak. Det er i denne periode, at hovedparten af de kendte myter udspiller sig. Overgangen til den mytiske nutid, dvs. den tid, hvor den nuværende verdenstilstand er en realitet, finder sted ved drabet på Balder, udført af den blinde Høder, men udtænkt af Loke. Denne tid karakteriseres ved, at den gode Balder er i Hel, mens Loke holdes lænket. Det er i denne periode, at menneskene lever. Endnu fungerer verden, men når fimbulvinteren (den mægtige vinter) sætter ind, vil Jorden gå under i Ragnarok. Jætterne vil angribe guders og menneskers verden, og alle, bortset fra et enkelt menneskepar og sønnerne af de gamle guder, vil blive dræbt. Verdenstræet Yggdrasil brænder, og Jorden synker i havet. Men en ny Jord, hvor markerne vil spire usåede, vil stige op, og nye slægter bebo den. Om denne verden er evig eller blot er begyndelsen til et nyt verdensforløb, er usikkert.

Jorden opfattedes som en skive, hvorover Ymers hjerneskal hvælver sig som himmel. På denne skive ligger de forskellige verdener uden om hinanden. I midten er Yggdrasil, udenom er gudernes verden, Asgård. I denne verden findes også Odins bolig, Valhal, hvor de døde krigere lever den ideelle krigertilværelse. Udenom ligger Midgård, hvor menneskene bor, og udenom igen Udgård, hvor jætterne hører hjemme. Yderst er verdenshavet, hvor Midgårdsormen ligger og bider sig selv i halen. Underverdenen er beboet af forskellige væsener som dværge og alfer, og dér er dødsriget Hel, et trist og skummelt sted, der i enhver henseende er Valhals modsætning.

Odin er kongen blandt guderne, og uden om ham grupperer en broget flok af skikkelser sig, heriblandt Tyr, som er tingets gud, Balder, hvis eneste funktion tilsyneladende er at dø, Thor, som er kaosbetvingeren par excellence, og Frej, som råder for frugtbarheden. Af gudinderne er de vigtigste Frejs søster, Freja, og Odins kone, Frigg. Loke er egentlig af jætteslægt, men lever hele sin mytiske tilværelse blandt guderne, dels som trickster, dels som deres mægtigste fjende. Ved siden af disse stærkt individualiserede skikkelser har der eksisteret en række kollektive grupper af guddomme (valkyrier, norner, diser, alfer, vætter mfl.), hvoraf nogle har haft at gøre med frugtbarheden, andre med krigen, og andre igen har haft ganske uspecificerede funktioner.

Fra det nordiske område består de arkæologiske fund mest af grave og enkelte store våbenofre eller krigsbytteofre, for eksempel i Nydam mose, Hjortspring og Vimose. Enorme værdier i form af våben og militært udstyr er blevet ødelagt og ofret i søer eller moser – formentlig til en krigsgud. Det skete i 200 og 300-tallet e.v.t., altså i jernalderen (ca. 500 f.v.t.-ca. 800 e.v.t.).

Den romerske historiker Tacitus (ca. 56-efter 117) berettede om germanske sagn, guder og ritualer i et lille skrift fra 98. Også andre klassiske forfattere omtaler germanske skikke, og den kristne biskop Wulfila (ca. 311-383), der voksede op blandt gotere, oversatte bibelen til gotisk.

Fra vikingetiden (cirka 800-1066) dukker der indskrifter op, skrevet med runer. Desværre er der kun meget få af disse indskrifter, der har et religiøst indhold – men nogle indeholder formlen ’Thor vie disse runer’, hvilket jo utvetydigt fortæller om Thor og hans evner til vie, altså helliggøre.

Der findes også bevaret fra denne tid både sted- og personnavne, hvor gudenavne indgår. Thorsager, Odense (’Odin’s vi’) osv.

En meget vigtig kilde er udefrakommende forfatteres beskrivelser af religionen. Her er det især den tyske historikere Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen, der på baggrund af beretninger fortæller om ofringer i Lejre og Uppsala, samt den arabiske diplomat Ahmad ibn Fadlan, der selv så en vikingebegravelse under et besøg ved Volgaflodens øvre løb.

Det er også rimeligt at acceptere, at en del af de digte, vi har overleveret meget senere, er blevet til i denne periode. Det er dels digte om mytologiske fortællinger og dels hyldestdigte til konger og stormænd, der henviser til mytiske skikkelser.

200 år efter vikingetidens ophør og kristendommens komme begyndte lærde mennesker at interessere sig for stoffet i de gamle digte. Digtene blev nok mest husket på Island. I Danmark skrev Saxo Grammaticus (ca. 1160-efter 1208) en lang beretning om danernes bedrifter, hvor han genfortalte en masse historier fra den nordiske mytologi, som om det var virkelig historie, og Saxo nævner, at han bruger islandske kilder, fordi islændingene var særligt dygtige til at huske dem.

Næsten samtidigt, i 1220, skrev Snorri Sturluson på Island en bog om den nordiske mytologi til brug for dem, der ville lære at digte, som skjaldene gjorde i gamle dage. I bogen citerer han et væld af skjaldedigte, men det er tydeligt, at han mest baserede sine mytiske fortællinger på en serie digte af en anden slags. Snorris bog blev kaldt ’Edda’, og da man opdagede et manuskript med mange mytologiske digte – også dem Snorri brugte – blev det ved en fejltagelse også kaldt ’Edda’. Eftersom digtene klart måtte være ældre end Snorris tekst, blev manuskriptet kaldt ’Den ældre Edda’, og den type digte, som det indeholdt, blev til ’Edda-digte’. (jf. eddadigtning). Derfor kaldes Snorris bog somme tider – lidt forvirrende – ‘Den yngre Edda’.

I løbet af 1200-tallet opstod der også på Island en selvstændig form for litteratur, som kaldes sagaer (jf. sagalitteratur). Det er beretninger om konger og stormænd i Norden, og særligt de vigtigste familier i Island. Heri beskrives nu og da religiøse skikke og ritualer, som det er svært at vurdere værdien af.

Forskellige opfattelser af kildernes værdi er den vigtigste enkeltårsag til de store forskelle, der er i forskningens syn på den hedenske religion. Frem til ca. 1880 havde forskerne ofte en stor tiltro til kildernes pålidelighed, men sidst i 1800-tallet var nordmanden Sophus Bugge blandt andre med til at vende op og ned på dette. Hovedparten af kilderne blev nu læst i det lys, at de var blevet nedskrevet ud fra kristne forestillinger, som gennemsyrede fortællingerne fuldstændigt. Denne meget kritiske indstilling varede ved som en generel holdning til 1930'erne. Fra da af og frem til sin død i 1986 påviste især franskmanden Georges Dumézil vha. sammenlignende indoeuropæiske studier, at flere mytiske træk måtte række flere tusinde år tilbage i tiden. Der er ikke opstået fuldstændig enighed blandt forskerne, og det er stadig især kildesituationen, der debatteres.