yoga

Yogaen kom for alvor til Vesten fra slutningen af 1800-tallet, hvor den blev koblet til vestlige gymnastikformer, og derfor har den fået den form, man møder mange steder i dag. Det kan betegnes som kulturel appropriation, hvor den indiske yogaform tilpasses, så den også giver mening i en vestlig kontekst.

Dette danner samlet også basis for den store mængde af forskellige yogapraksisser, som vi møder i dag i Danmark. Det gælder lige fra yogaskoler, som lægger vægt på deres indiske herkomst og inspiration, til yogaformer, der primært eller kun fokuserer på yoga som en særlig praksisform helt adskilt fra enhver form for religiøsitet eller spiritualitet. Yoga dyrkes i dag også som konkurrencesport og har været foreslået som OL-disciplin.

Der er inden for forskningen forskellige bud på, hvor langt tilbage i historien, man kan føre yogaen. De fleste indologer er dog mere eller mindre enige om, at yogaen som prototypisk praksisform kan føres helt tilbage til den såkaldte Induskultur, som er en gammel nordindisk højkultur, fra omkring 2500 f.v.t. Herfra har man fundet nogle segl, som afbilder en mandlig person (Pāśupati), som sidder i noget, der ligner en yogisk positur.

Det er dog først i de senere vediske skrifter, særligt i upanishaderne fra omkring 600-300 f.v.t. og i nogenlunde samtidige buddhistiske og jainistiske tekster, at yoga som forløsende disciplin beskrives. Her er alle teksterne enige om, at yogaens mål er at dæmme op for sansernes evige påvirkning og ikke mindst for et fluktuerende sind, så den praktiserende i sidste ende kan frigøre sig og opnå samādhi-tilstand.

Interessant for den senere udvikling af yoga er det dog, at flere af disse tidlige tekster beskriver, hvordan en velfungerende og vellugtende krop er et biprodukt af denne tilstand. En anden vigtig pointe er også, at der ikke er helt enighed om, hvad den dybde-meditative tilstand, samādhi, indebærer. Det kan være lige fra at være fuldstændig frigjort, at have transcenderet døden eller at have opnået den allerstørste balance og fryd.

Yogaen blev først institutionaliseret lige efter vores tidsregnings begyndelse, og den blev det primære omdrejningspunkt for særlige skoler eller retninger. Det skete særligt inden for hinduismen, hvor der også blev udviklet en særlig yogafilosofi. Her knyttes yogaen til et særligt dualistisk verdensbillede, som man også finder inden for samkhya-filosofien. Derfor knyttes yoga og samkhya som skoler ofte tæt sammen, men samkhya-filosofien er ateistisk, mens yogafilosofien er teistisk.

Yogafilosofien henviser til en form for øverste gud kaldet Ishvara. Denne opfattes dog ikke som en verdensskaber eller lignende, men som en idealsjæl, der altid har været i besiddelse af den rette erkendelse og derfor aldrig har været underkastet tilværelsens evige kredsløb.

Målet for den religiøse stræben i den tidlige form for yoga er at befri selvet, purusha, fra dets bindinger til naturen eller materien, prakriti, hvilket er ensbetydende med frigørelse eller frelse. En etisk livsførelse og en systematisk træning af legeme og sanseorganer er et godt udgangspunkt for at nå dette mål.

Denne ældre form for yoga indgår som et af de seks ortodokse systemer, darshanas, i indisk filosofi.

Vi møder allerede en henvisning til yoga både som praksis og som erkendelsesvej i Bhagavadgitaen ("Herrens sang eller recitation") fra omkring 200 f.v.t.-200 e.v.t.

Bhagavadgitaen er et hinduistisk religiøs-filosofisk læredigt, som henviser til tre forskellige, men alligevel sammenhængende yoga-veje: a) karma-yoga ("handlingens-yoga"), b) jnana-yoga ("erkendelsens yoga"), og c) bhakti-yoga ("hengivelsens yoga").

Ved at præsentere yoga, som en handlingens yoga understreger Bhagavadgitaen, at man ikke behøver at trække sig tilbage fra samfundet for at dyrke yoga. Man kan derimod handle i verden, men med yogaen som et skjold, hvilket sker ved den rette erkendelse og med en hengivelse til en særlig guddom. I Bhagavadgitaen er det guddommen Krishna, hvilket igen danner udgangspunkt for en særlig Krishnadyrkelse, sådan som vi bl.a. finder det i hos ISKCON-bevægelsen (Hare Krishna-bevægelsen).

Den første fuldstændige systematisering af en yogafilosofi kombineret med en yogapraksis møder man i Patanjalis Yoga-sutra, som er fra omkring 300-400 e.v.t. Udover at danne basis for en helt egen retning kaldet raja-yoga ("konge-yoga") eller astanga-yoga (den otteledede yoga), så er Yoga-sutraen også udgangspunkt for senere udviklinger af andre retninger og skoler.

Det særlige ved Patanjalis Yoga-sutra er, at den beskriver en særlig metode, som er inddelt i otte stadier – deraf navnet astanga. De fem første stadier omfatter bl.a. moralske leveregler, indtagelse af forskellige legemsstillinger og brugen af særlige åndedrætsøvelser. De tre sidste omfatter koncentrations- og meditationsøvelser. Det ottende og sidste led eller stadium er samādhi-tilstanden, yogiens endelige mål. Den yogaudøvende er nu i en overmenneskelig tilstand af fryd, i en forening med en højeste virkelighed.

Vi finder mange yogaskoler i Danmark i dag, som kalder sig selv astanga-yoga, hvorved de vedkender sig netop denne tradition.

Hatha-yoga betyder kraft-, magt- eller styrkeyoga og er en lang senere yogaform end raja-yogaen. Den stammer nok fra 1100-1200-tallet e.v.t., men systematiseres først i 1400-tallet i skolens hovedskrift, Hathapradipikaen (”Hathaens lys”), som er fra omkring 1450 e.v.t.

Hatha-yoga er særligt kendt for sin fysiske yogaform med fokus på særlige kropsstillinger (āsānaer), åndedrætsøvelser (prānāyāmaer) og teknikker (mudrāer), som alle er blevet den moderne vestlige yogas kendetegn. Selvom målet i den klassiske hatha-yoga også er samādhi-tilstanden, spiller den en mindre eller slet ingen rolle i de moderne vestlige udgaver.

Det er også i hatha-yogaen, at vi finder en beskrivelse af særlige energicentre i kroppen, de såkaldte chakraer (cākraer), som bruges som fokuspunkter under de forskellige kropslige stillinger. De i alt syv chakraer indgår i en esoterisk anatomi i den klassiske hatha-yoga, hvor man beskriver en kundalini-rejsning, hvor den kvindelige guddommelige kraft som en slange bevæger sig op igennem chakraerne til den øverste chakra, hvor hun forener sig med den mandlige guddommelige kraft. Dette spiller sjældent en rolle i den hatha-yoga, som vi finder i Vesten i dag. Til gengæld er ideen om chakraer som kropslige energifelter meget udbredt, ikke kun inden for yoga, men også i mange alternative terapiformer.

• Indiens religioner