Kundalini, (af sanskrit kunṇḍalinī 'slange'), begreb i indisk religion. Kundalini er ifølge tantrismen en latent åndelig kraft, der befinder sig i den nederste del af rygsøjlen bag ved kønsorganerne. Den opfattes symbolsk som en slumrende, sammenrullet slange. Slangen kan vækkes, dvs. den psykiske energi kan frigøres, ved en særlig yogateknik. Gennem en række energicentre, chakra, stiger den op langs rygsøjlen for til sidst at forenes med den tusindbladede lotus, sahasrara, i den øverste del af hjernen. Ved at vække kundalinien kommer yogien i besiddelse af overnaturlige evner og åndelig indsigt, og han kan opnå den endelige frelse.