uddøen

Den tanke, at arter kan uddø fra Jordens overflade, vandt først for alvor indpas i naturvidenskaberne i 1790'erne med den franske anatom og palæontolog Georges Cuviers påvisning af, at visse fossile dyreformer ikke kunne genfindes i den nulevende fauna. Indtil da mente mange, bl.a. Carl von Linné, at nulevende efterkommere af de fossile former kunne findes i uudforskede områder på Jorden. Med den voldsomme vækst i antallet af videnskabelige opdagelsesrejser i 1700- og 1800-tallet blev dette standpunkt sværere at forsvare.

I 1800-tallet blev det for alvor klart, bl.a. gennem Charles Lyells banebrydende arbejde, at Jordens forhistorie strækker sig millioner (faktisk milliarder) af år tilbage i tiden mod de ca. 6000 år, som kunne beregnes ud fra Bibelen. I de første moderne evolutionsteorier, bl.a. formuleret af Jean Baptiste Lamarck og Charles Darwin, gjorde dette kolossale tidsrum det muligt at argumentere for evolution gennem mange små skridt, og det blev klart, at uddøen kunne være en konsekvens af naturlig konkurrence mellem forskellige organismer eller dårlig tilpasning (adaptation) til levevilkårene. I Darwins teori blev uddøen en naturlig del af evolutionsmekanismen, naturlig selektion.

Gennem Jordens historie er der flere gange indtruffet katastrofer, der har forårsaget så store omvæltninger i leveforholdene, at mange organismer er uddøde inden for korte tidsrum. Ved overgangen mellem Perm og Trias for 248 mio. år siden forsvandt således op mod 95 procent af alle havlevende dyrearter (se Perm-Trias-grænsen), og for ca. 65 mio. år siden forsvandt alle dinosaurer sammen med ca. halvdelen af alle dyre- og plantearter ved Kridt-Tertiær-grænsen. Andre eksempler er masseuddøen ved slutningen af Ordovicium og sidst i Trias. Op gennem Tertiær har der flere gange, især under klimaændringer, været perioder med øget risiko for uddøen (øget ekstinktions-rate), uden at det dog kan sammenlignes med masseuddøen.

En naturkatastrofe kan, uanset om den fx skyldes havniveausænkninger, komet- eller meteornedslag eller klimaændringer, gå hårdt ud over udvalgte dyregrupper, som er særlig følsomme for den pågældende ændring i leveforholdene. Set i det store perspektiv spiller masseuddøen således en væsentlig rolle for den nutidige faunas sammensætning, fx for fraværet af nulevende dinosaurer (hvis man ser bort fra fugleefterkommerne) og mange hvirvelløse dyr som fx trilobitter og ammonitter.

En art regnes for uddød, når den ikke er blevet set i mindst 50 år, eller hvis man af andre årsager er sikker på, at den er forsvundet. Man kender fx knap 90 arter pattedyr og lidt over 100 fuglearter, som med sikkerhed er uddøde i historisk tid. Grupper som krybdyr, fisk og blomsterplanter er langt vanskeligere at gøre op, men man ved, at mindst 750 blomsterplanter er uddøde i historisk tid. Status for insekter og andre invertebrater er næsten ukendt.

Eftersøgninger af fossiler og subfossiler viser ofte, at tallene reelt er langt større; i 1990'erne har indsamling i huler på Mauritius afsløret flere fugle- og krybdyrarter, som var ukendte for videnskaben, men som først uddøde efter øens europæiske kolonisering.

Mennesket har sandsynligvis spillet en væsentlig rolle for artsuddøen i forhistorisk tid; mange forskere mener således, at de store pattedyrs uddøen på det amerikanske kontinent og i Australien direkte kan sættes i forbindelse med menneskets indvandring, se Kvartær (planteliv og dyreliv). Mange øfaunaer blev stærkt decimeret efter den første kolonisering, fx fuglefaunaen på New Zealand og en række Stillehavsøer.

Udryddelse af plante- og dyrearter kan være tilsigtet, som fx når landmanden sprøjter markerne mod ukrudt for at fremme væksten af afgrødeplanter, eller når vore forfædre jagtede ulve, fordi de var en trussel mod mennesker og husdyr. Udryddelsen kan også være utilsigtet, fx når moser og vandhuller afvandes eller fyldes op for at skabe større, sammenhængende marker, der lettere kan dyrkes. Når små vådområder forsvinder, mister bl.a. frøer og tudser deres naturlige levesteder.

Det er ikke tilstrækkeligt at frede de enkelte plante- og dyrearter mod direkte udryddelse, fx ved at forbyde eller indskrænke jagt; man må også sikre deres levesteder. EU's Habitatdirektiv har til formål at sikre landenes plante- og dyreliv mod udryddelse ved at prioritere bevarelsen af levestederne, habitaterne, højere end andre anvendelser.

Planter og smådyr som insekter, padder og mus kan for det meste opretholde levedygtige bestande inden for små arealer. Større dyr, fx fugle og pattedyr, kræver ofte mere plads. Et reservat på 500 km² viste sig således at være for lille til at holde liv i bestanden af Java-tigeren, mens nationalparker på i alt 24.500 km² tilsyneladende sikrer den indiske tigers overlevelse. Et vigtigt aspekt er risikoen for indavl i små bestande. Hos nogle arter bliver indavl et problem tidligt under artens tilbagegang, men hos andre, især naturligt sjældne arter, spiller indavl en mindre rolle, og arten kan i princippet reddes selv med nogle få eller endog blot ét ynglepar som fx den newzealandske fluesnapper black robin.

Jordens plante- og dyrearter er først og fremmest beskyttet ved Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed (se biodiversitet) og IUCN's rødlister over truede plante- og dyrearter. FN's miljøprogram UNEP anslår, at udryddelsen af plante- og dyrearter siden 1900 er foregået mindst 100 gange hurtigere end den naturlige uddøen. Den væsentligste årsag er ødelæggelse af levesteder. Sårbare økosystemer som fx tropiske koralrev er desuden truet af bl.a. eutrofiering, forurening med miljøgifte og slitage pga. øget turisme.

Størst bekymring vækker den fortsatte ødelæggelse af de tropiske regnskove, som efter biologernes forsigtige skøn rummer mindst fem gange flere arter end de ca. 1,7 mio., videnskaben allerede har beskrevet. Se også Natura 2000.