UNEP er FN's miljøprogram med hovedsæde i Nairobi.

Faktaboks

Også kendt som

United Nations Environment Programme

UNEP blev oprettet af FN's generalforsamling i slutningen af 1972 som et resultat af FN's miljøkonference, se Stockholmkonferencen, og har 193 medlemslande. UNEP's ledende organ er Det Styrende Råd, som består af 58 medlemmer valgt af FN's generalforsamling.

UNEP har været en vigtig global ramme og katalysator for miljødebatten og indsatsen og har været drivende i forhandlingen af en lang række internationale miljøaftaler, konventioner og organisationer. For eksempel igangsatte UNEP i 1976 en informationsindsamlings- og forhandlingsproces om ozonlagets nedbrydning, der i 1987 resulterede i Montréalprotokollen, og i 1991 etablerede UNEP sammen med UNDP og Verdensbanken finansieringsmekanismen Global Environmental Facility (GEF).

Organisationen er også hovedansvarlig for opfølgning af en række vedtagelser relateret til miljø og udvikling fra Rio-konferencen i 1992, FN's Millennium-topmøde i 2000, konferencen om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002, Verdenstopmødet 2005, konferencen om bæredygtig udvikling (Rio+20) i Rio de Janeiro, Brasilien i 2012 og for en række mål og delmål i Verdensmålene vedtaget i 2015.

UNEP, der i de sidste år har brandet sig som UN Environment, har en bred vifte af aktiviteter relateret til miljø og udvikling, herunder inden for luftforurening, kemikalier, økosystemer, energi, skove, verdenshavene, miljørettigheder, ressource-effektivitet, teknologi, transport og vand.

UNEP er vært for sekretariaterne for en lang række internationale miljøaftaler og konventioner herunder Konventionen om Biologisk Diversitet, CITES, Basel (farligt affald), Rotterdam (farlige kemikalier) og Stockholm (persistente organiske miljøgifte) og Wien-konventionen og Montreal-protokollen for beskyttelsen af ozonlaget.

Gennem egne aktiviteter og med etableringen af IPCC sammen med World Meteorological Organization har UNEP gennem det sidste årti spillet en stadigt stigende rolle inden for klima og energi.

UNEP har samlet op mod 1000 medarbejdere, et budget på omkring en halv milliard dollar og ledes af en eksekutiv-direktør, som siden 2019 har været danskeren Inger Andersen (f. 1958).

I København er UNEP til stede i et partnerskab med Danmarks Tekniske Universitet i UNEP DTU Partnership placeret i FN-byen i København.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig