Skov. Skovtur.

.
.
Licens: Brukerspesifisert

Skov.

.

Skov, naturligt eller menneskeskabt plantesamfund, hvori træer er dominerende. Betegnelsen skov spænder vidt: fra den tætte tropiske regnskov til den noget sporadiske bevoksning på skovstepper. De fleste definitioner kræver, at skoven dækker et større areal, at træerne har en vis højde, og at kronerne helt eller delvis når hinanden. Skov defineres af FAO (FN's landbrugs- og fødevareorganisation) som landområder, der er større end 0,5 ha og bevokset med træer, som kan nå en højde på mindst 5 m på lokaliteten, hvor trækronerne dækker mindst 1/10 af arealet, samt hvor hovedanvendelsen af arealet ikke er landbrug.

Naturskove er i reglen sammensat af flere træarter, op til flere hundrede i visse regnskove; se fx Ecuador. Skove, som er domineret af enkelte træarter, kan dog forekomme nær skovens (økologiske) grænser eller ved naturlig foryngelse af skov efter fx brand. Pga. kronernes beskyttende og skyggende virkning og skovens rumlige opbygning kan skovøkosystemet rumme en stor mangfoldighed af økologiske habitater; tropiske regnskove er fx blandt de mest artsrige økosystemer, der findes. Skovene er derfor centralt placeret i verdenssamfundets bestræbelser for at opretholde klodens biologiske mangfoldighed.

Skov er den naturlige vegetation overalt, hvor gennemsnitstemperaturen i den varmeste måned er over 10 °C, den årlige nedbør mindst 200 mm, og højst én måned i vækstperioden er helt uden nedbør. I koldt tempererede egne eller på høje bjerge begrænses udbredelsen af skov generelt af lav temperatur, mens skoven i varmt tempererede, subtropiske og tropiske egne begrænses af mangel på vand.

Skovdyrkning

Skov. Hedeskovbrug.

.

Bøg. (Fagus) med nyudsprungne blade.

.

Skov. I Danmark planlægges skovdriften ud fra det flersidige skovbrug, her illustreret i tegneren GILs karakteristiske streg fra hæftet Pas (på) skoven - det betaler sig, 1989. Der er mange, ofte meget forskelligartede interesser at tage hensyn til. Det er derfor en vanskelig, men vigtig opgave at afveje, koordinere og forene interesserne.

.

Ahorn. Ahornblade i efterårsfarver.

.

Gennem tiderne er der udviklet en række forskellige skovdyrkningssystemer, som hver afspejler naturforholdene, markedets behov og den forstlige praksis på det pågældende sted. Et skovdyrkningssystem omfatter den anvendte foryngelsesmetode, produkternes art, bevoksningernes rumlige struktur samt den overordnede struktur og organisering af hele skoven, som det pågældende system medfører.

Grundlæggende skelner man mellem lavskovs-, mellemskovs- og højskovsdrift. Ved lavskovsdrift forynges skoven ved stævning (vegetativ formering), og bevoksningen drives i kort omdrift, hvor træerne fældes, før de har opnået deres fulde størrelse, dvs. at hugstudbyttet ikke egner sig til fx tømmer. Ved højskovsdrift forynges skoven i princippet med individer, fremspiret fra frø (generativ foryngelse), dvs. ved såning, plantning eller naturlig foryngelse, og bevoksningen drives i lang omdrift, hvor træerne opnår fuld højde, før de fældes, dvs. at hugstudbyttet også omfatter stort dimensioneret træ (tømmer). Ved mellemskovsdrift kombineres høj- og lavskovsdrift, således at der eksisterer en lavskov bestående af skyggetålende træarter under en overetage af hovedsagelig frøformerede træarter, tilpasset en høj lysintensitet. Se også lavskov og mellemskov.

Højskovsdriftens dyrkningssystemer

Højskov kan drives efter to forskellige skovdyrkningsretninger: fladedrift eller plukhugstdrift.

Fladedriften repræsenterer en videreudvikling af det ordnede skovbrug og har sin oprindelse i egne, hvor skoven har været overudnyttet eller ryddet. I princippet er fladedriften baseret på renafdrift af hele bevoksninger og efterfølgende gentilplantning af renafdriftsfladen. Den fuldstændige blotlægning af arealet ved renafdriften medfører et diskontinuert skovdække i tid og rum samt en brat overgang fra den ene generation til den næste. Driftsformen fokuserer på bevoksningen som driftsenhed og kendetegnes ved voldsomme driftsindgreb, koncentreret på nogle få, men relativt store arealenheder, flader. Resultatet bliver en skov opbygget af ensaldrende, artsvis adskilte bevoksninger. Fordelen ved fladedrift er et solidt og videnskabeligt underbygget erfaringsgrundlag, enkel planlægning og god mulighed for rationel, mekaniseret drift.

Plukhugstdriften kendetegnes ved en kontinuert skovdækning af arealet og har sin oprindelse i egne, hvor udgangspunktet for driften har været en næsten intakt naturlig skov, normalt i form af uensaldrende blandingsskov. Enkelttræet er driftsenheden, idet der gennemføres selektive hugstindgreb af enkelttræer eller mindre grupper af træer. Plukhugstdrift indebærer en glidende overgang fra den ene trægeneration til den næste, som regel baseret på spontant etableret, naturlig foryngelse. Driftsformen kendetegnes ved mange små, pletvise driftsindgreb spredt ud over bevoksningen. Plukhugstdrift medfører udvikling af blandingsbevoksninger af forskellig alder. Fordelen ved plukhugstdrift er navnlig af biologisk art i form af et beskyttet skovklima, mulighed for naturlig foryngelse, større modstandskraft og regenerationsevne i forbindelse med storm, snetryk, laviner, skadedyrsangreb mv. samt en kontinuerlig skovtilstand med en høj diversitet af dyr og planter.

Fladedrift er fremherskende i NV-Europa, herunder Danmark, mens plukhugstdrift ofte tilstræbes i bjergområder med lavinefare og risiko for jorderosion.

Mellemformer

Med plukhugstdrift og fladedrift som de to yderpunkter eksisterer der en række mellemformer, der anvendes inden for højskovsdrift.

Renafdriftsystemet. Herved fældes hele den hugstmodne bevoksning på én gang, hvorefter der plantes på det blottede areal. Det blottede skovklima giver hårde vækstbetingelser for den efterfølgende kultur. Systemet egner sig især til dyrkning af lyskrævende pionertræarter og medfører ensaldrende, homogene bevoksninger. De omgivende skovbevoksningsrande blottes ved renafdriften og udsættes for påvirkningerne fra vind og vejr.

Randforyngelse. Herved afdrives den gamle bevoksning successivt i striber, der derefter tilplantes eller forynges ved selvsåning. De relativt smalle striber ligger delvis beskyttet af den gamle bevoksning, hvilket i nogen grad afbøder de ellers hårde vækstbetingelser på renafdriftsfladen. Systemet medfører forholdsvis homogene og ensaldrende bevoksninger og en meget skematisk overordnet skovopbygning.

Regelmæssig skærmforyngelse. Herved bevares en del af træerne fra den ellers hugstmodne bevoksning på arealet som skærm for at skabe et mere beskyttet skovklima for de efterfølgende planter end ved renafdrift. Den efterfølgende bevoksning kan enten etableres ved plantning eller baseres på det naturlige frøfald fra den forudgående bevoksning. Når der ikke længere er behov for beskyttelse af den nye kultur, fjernes skærmen, som regel efter ca. ti år. Dyrkningssystemet medfører relativt homogene og ensaldrende bevoksninger. I Danmark dyrkes bøg som regel i regelmæssig skærmforyngelse, baseret på naturligt frøfald.

Gruppevis foryngelse. Herved retter hugstindgrebene sig mod grupper af træer, hvorved foryngelsen, der ofte baseres på det naturlige frøfald, etableres gruppevis i et beskyttet skovklima. Dyrkningssystemet medfører heterogene bevoksninger med en gruppevis blanding af træer og/eller træarter i forskellig alder og størrelse. Hvis hugst og foryngelse praktiseres i meget små grupper, nærmer driftsformen sig ordnet plukhugst. Etableres der mange og/eller store foryngelsesgrupper, der snart smelter sammen, nærmer driftsformen sig regelmæssig skærmforyngelse.

Ordnet plukhugst. Herved sker hugstindgreb i princippet på enkelttræniveau, dvs. at enkelttræet udgør driftsenheden, modsat de fleste andre skovdyrkningssystemer, hvor bevoksningen udgør driftsenheden. Det enkelte træ høstes, når det har nået den ønskede størrelse. Foryngelsen sker gradvis, i takt med at de store træer fjernes. I princippet repræsenterer hver bevoksning en intim blanding af forskellige træarter i alle alders- og størrelsesklasser. Dyrkningssystemet medfører heterogene og uensaldrende bevoksninger, domineret af skyggetålende træarter.

Kombination af dyrkningssystemer

I praktisk skovdyrkning kombineres elementerne fra de nævnte dyrkningssystemer på forskellig vis alt efter forholdene. Fx kombineres randforyngelse ofte med bibeholdelse af en skærm, ligesom der ofte praktiseres en skovdyrkning på grænsen mellem gruppevis foryngelse og regelmæssig skærmforyngelse, betegnet uregelmæssig skærmforyngelse.

I Danmark er højskovsdrift langt det almindeligste, bl.a. som følge af et krav i Skovloven. Fladedriften er dominerende i dansk skovbrug, men modificeres dog ofte med elementer fra plukhugstdrift, hvilket medfører varierende grader af kontinuitet i skovdækket.

Plantning med fladedrift

Udgangspunktet for fladedriften er et ubevokset areal, der enten skal nytilplantes (skovrejsning) eller genkultiveres efter renafdrift af den forudgående bevoksning. Afhængigt af den træart, der plantes, jordbundstypen, vegetation (ukrudt), mængden af hugstaffald og eventuel frostfare kan det overvejes at fjerne eller brænde kvas, sprøjte med kemiske midler eller jordbearbejde arealet. Plantningen foregår, mens planterne er i vinterhvile, enten forår (før udspring) eller efterår (efter løvfald/skudafmodning). Almindeligvis anvendes planteskoleplanter, dog ikke ved plantning af bøg. Træarten vælges på grundlag af økonomiske og biologiske overvejelser under hensyntagen til bl.a. etableringsomkostninger, forventning til fremtidige afsætningsmuligheder, jordbund og klima. Som regel anvendes løvtræ på næringsrig bund og nåletræ på næringsfattig bund. For at beskytte følsomme træarter mod bl.a. frost kan plantningen suppleres med hurtigtvoksende ammetræer, der kan skabe et vist skovklima på det ellers blottede kulturareal. Plantetallet vælges som et kompromis mellem kravene til bevoksningens fremtidige kvalitet og omkostningerne ved plantning og pleje af kulturen. Ofte vil plantetallet ligge på 3000-5000 planter/ha.

Hegn kan sættes omkring kulturen som værn mod især hjortevildt (bidning og fejning). Den videre kulturpleje kan omfatte vildtafværgning (fx topskudssmøring med tjære, hvis der ikke hegnes), ukrudtsbekæmpelse (fx græs) og efterbedring, dvs. efterplantning, hvor der har været store plantetab som følge af tørke, skadedyr (fx snudebiller eller mus) eller konkurrerende vegetation.

Udrensning og -hugning

Efter en årrække er bevoksningen sluttet, dvs. at kronerne af de plantede træer mødes, dækker arealet og beskygger skovbunden mere eller mindre tæt afhængigt af træarten (se lystræer). Den videre behandling af den nu sluttede bevoksning består normalt udelukkende i over en årrække at reducere stamtallet til det ønskede stamtal i slutbestanden, stamtalsreduktion. Der skelnes mellem de tidlige udrensninger og de senere udhugninger. Udrensningerne sigter mod at fjerne uønskede træarter og dårligt formede individer og giver normalt ikke salgbare materialer. De efterfølgende udhugninger sigter mod at fjerne de ringeste individer, dvs. langsomtvoksende, krogede, grovgrenede eller snoede træer, for til gengæld at fremme diametertilvækst og kroneudvikling på de tilbageblivende bestandstræer. Ved udhugningerne falder de salgbare effekter, og dermed kommer der indtægter, længe før bevoksningen som helhed er moden til hugst. Disse tidlige indtægter giver et vigtigt bidrag til bevoksningens samlede økonomi.

Udtynding

Til støtte for fladedriften foreligger der et stort erfarings- og forsøgsmateriale. Dette materiale udgør for de almindeligst dyrkede træarter et solidt beslutningsgrundlag for valg af hugststyrke og -rytme samt tidspunkt for slutafdrift. Hugststyrken og -rytmen planlægges efter en afvejning af økonomiske, biologiske og praktiske hensyn, opstillet på baggrund af en række mere eller mindre usikre prognoser angående klima, stormfald, skadedyr, plantesygdomme, samfundsudvikling, træpriser, efterspørgsel efter træ af forskellige kvaliteter, teknologisk udvikling, maskiner, arbejdskraft osv. Faktorer som træernes dimension (den gennemsnitlige diameter), sundhed og vedkvalitet (årringsbredde og knaststørrelse) samt bevoksningens modstandskraft afhænger alle på forskellig vis af den gennemførte hugststyrke og -rytme. I Danmark foretages som regel 5-10 tyndingsindgreb i nåletræ og 10-15 indgreb i løvtræ, før bevoksningen er moden til afdrift.

Afdrift og omdriftsalder

Afhængigt af træart, jordbund og økonomiske forudsætninger vil man for løvtræarterne ofte foretage slutafdriften, når bevoksningen har nået en alder af 80-130 år, omdriftsalderen. For nåletræarterne er omdriftsalderen normalt 50-80 år. Ved afdriften vil stamtallet være 50-200 træer pr. ha i løvtræbevoksninger og 300-600 træer pr. ha i nåletræbevoksninger.

Skovplanlægning i Danmark

Skovplanlægning i Danmark.

På kortet vises afdelinger med tal; de afgrænses af stiplede linjer. Litraer er afmærket med et lille bogstav. Farverne angiver træarten i området (kort over Skov- og Naturstyrelsens arealer udarbejdet på grundlag af materiale fra Kort & Matrikelstyrelsen i henhold til tilladelse G18/1997).

.

Arbejdet med de danske skove tilrettelægges efter flersidighedsprincippet: der koordineres overordnet mht. bl.a. produktions-, frilufts- og vandresurseinteresser. Skovplanlægningen er af stor betydning dels for vedproduktionen, dels for en forsvarlig drift af skovene. Ved skovplanlægning tegnes indledningsvis kort over skovene, ofte på grundlag af luftfotografier. Den enkelte skov inddeles i afdelinger ud fra enten blivende stier og andre terrænlinjer eller ud fra ensartede jordtyper. Afdelingerne underinddeles i litra, som udgør bevoksnings- eller behandlingsmæssige enheder af mere midlertidig karakter. For hver litra fastsættes træart, alder, højde og diameter, og der foretages en arealopmåling eller arealberegning, hvorefter man har det arealmæssige overblik over træarternes fordeling i skoven.

For at man kan få kendskab til vedmasseforholdene og træernes væksthastighed og for at kunne bestemme mængden af træ i skoven, foretages en skovtaksation ud fra bl.a. træernes diameter, højde, grundflade og kvalitet. Skovtaksationen anvendes dels til at fastsætte den samlede driftsmæssige værdi af skovens træer og dermed af skoven, dels til at vurdere de løbende indtægtsmuligheder for skovdriften. Træarternes vækstydelse på et givent areal udtrykkes efter enten produktionsklassesystemet eller bonitetsklassesystemet. Begge systemer angiver skovens produktionsniveau; produktionsklassesystemet udtrykkes i m3/ha, mens bonitetssystemet er opdelt i klasser fra I til VII afhængigt af træart, hvor I angiver en høj produktivitet, og VII en lav.

I traditionel skovplanlægning har man længe arbejdet med temmelig præcise langsigtede planer, dvs. 10-15 år, for skovens drift og udvikling. Nu bevæger man sig mere og mere i retning af at opstille langsigtede mål og rammer for driften suppleret med en løbende opdateret status for skoven. Denne løbende og fleksible driftsplanlægning passer bedre til de mange uforudsete hændelser, der kan ramme et skovdistrikt over en 10-15-årig periode, fx stormfald, prissvingninger, klimatisk betingede muligheder for etablering af naturlig foryngelse osv.

Pyntegrønt

En særlig del af skovdyrkningen omhandler dyrkningen af pyntegrønt. Dyrkningen er meget intensiv i sammenligning med anden skovdyrkning: Kulturer hegnes mod hjortevildt, og generende bundvegetation (fx græs) og skadedyr (fx lus) bekæmpes i vid udstrækning; gødskning er almindelig. Se også skovdriftsteknik.

Fremtidens skovdyrkning

Pga. den usikkerhed, der knytter sig til samfundets fremtidige behov, den økonomiske og teknologiske udvikling i kombination med naturens luner og skovbrugets lange tidshorisont må skovdyrkerne generelt være fleksible over for uforudsete hændelser som fx stormfald, politiske beslutninger og prissvingninger på træ.

Uheldige erfaringer med stormfald og skovdød i tilknytning til renafdriftsystemet samt en global skovpolitisk bevægelse i retning af bæredygtig skovdrift, herunder øget indsats for at sikre den biologiske mangfoldighed, satte i 1990'erne traditionel dansk skovdyrkningspraksis til debat. Denne praksis bevæger sig nu væk fra ensidig anvendelse af renafdriftsystemet i retning af større anvendelse af skovdyrkningssystemer med mere kontinuert skovdække, træartsblanding og heterogene bevoksningsstrukturer.

Naturnær skovdrift anses for en farbar vej til en mere fleksibel og alsidig udnyttelse af skovresursen. Naturnær skovdyrkning sigter mod at udnytte de spontane naturlige processer i træproduktionens tjeneste, samtidig med at den biologiske mangfoldighed, knyttet til skoven, sikres ved at opretholde en høj grad af naturlige strukturer og processer i den dyrkede skov. Naturskoven udgør en vigtig reference for skovdyrkning, ikke mindst naturnær skovdyrkning. Forskning i naturskov kan give ny viden og forståelse af skovøkosystemers komplicerede opbygning og funktion. Denne viden kan i samspil med det eksisterende forstlige forsøgs- og erfaringsgrundlag danne udgangspunkt for udvikling af nye skovdyrkningsmetoder. Skovdyrkning, der målrettet sigter mod at forvalte den biologiske mangfoldighed ved at sikre levesteder (habitater, fx store, gamle træer, dødt ved, sumpede arealer) for de til skoven hørende organismer, er i stigende grad blevet aktuel som et led i bestræbelserne på at sikre klodens biologiske mangfoldighed for eftertiden (se UNCED). Den beskrevne aktuelle udvikling i dansk skovdyrkning genfindes i mange andre lande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig