Artikelstart
IUCN, International Union for Conservation of Nature, international naturbeskyttelsesorganisation, grundlagt 1948 med hovedkontor i Schweiz. Organisationen udgiver rødlister over truede dyre- og plantearter og oversigter over verdens store naturparker.
IUCN udsendte i 1980 en plan for bevarelse af Jordens naturværdier (World Conservation Strategy), fulgt op i 1991 af Caring for the Earth. A Strategy for Sustainable Living, der understreger princippet om bæredygtig udvikling og lokalbefolkningens rolle i beskyttelse, bevaring og udnyttelse af det naturlige dyre- og planteliv. IUCN har både regeringer, officielle institutioner og private organisationer, bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, som medlemmer. Den frie udveksling af data, nye tanker og erfaringer i organisationens internationale ekspertnetværk spiller en afgørende rolle ved udformningen af globale fællesregler, bl.a. klassificeringen af naturområder i seks beskyttelseskategorier (1992).
IUCN's regionale indsats har bl.a. omfattet en handlingsplan for Europa (Action Plan for Protected Areas in Europe, 1994), men er i stigende grad rettet mod at sikre naturens mangfoldighed (biodiversitet) i udviklingslande i Asien, Afrika og Latinamerika. IUCN udgiver bl.a. tidsskriftet IUCN Bulletin.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.