På Geologisk Museum i København opbevares en række fossiler som referencemateriale til brug for artsbestemmelser og beskrivelser af nye arter. Eksemplar MGUH 8736, som ses her, blev i 1753 navngivet Entomolithus paradoxus af Carl von Linné. Via lensgreve Adam Gottlob Moltkes naturhistoriske samlinger kom det 25 cm lange eksemplar, som stammer fra Mellem Kambrium (518-505 mio. år før nu), til Danmark. Her er trilobitten stadig genstand for granskning, og noget tyder på, at den skal have et nyt artsnavn.

.

Trilobitterne er en uddød klasse af marine leddyr. De havde et ydre skelet, som fortrinsvis var opbygget af calcit. Skelettet dækkede næsten udelukkende ryggen, mens bugsiden bestod af en blød hud. Den affladede krop var tredelt med hovedskjold og haleskjold, der begge bestod af flere sammensmeltede led, adskilt af den altid leddelte, bøjelige kropsdel.

Faktaboks

Etymologi
Ordet trilobit kommer af græsk trilobos 'som har tre lapper'.
Også kendt som

Trilobita

En hvælvet akse strakte sig igennem alle tre kropsdele. Hovedskjoldet indeholdt hos mange former store, sammensatte øjne af samme type som hos insekter. Hos nogle af de tidligste former var haleskjoldets led endnu ikke sammensmeltede, og disse former manglede evnen til at rulle sig sammen. Fra sjældne, meget velbevarede eksemplarer ved man, at kroppens underside var tæt besat med to rækker leddelte, togrenede lemmer med meget begrænset differentiering. Et par lange antenner synes altid at være til stede, men specielt udviklede mundlemmer kendes i øvrigt ikke, og mange trilobitter antages derfor at have været detritusædere. Den ene gren på lemmerne har været udviklet som en gælle, mens den anden har været brugt til at kravle med, og trilobitkrybespor, kaldet Cruziana, er meget udbredte.

De fleste trilobitter blev under 5 cm lange, men enkelte arter kunne nå en længde 70 cm; de voksede ved hudskifte på samme måde som de fleste krebsdyr. I hovedskjoldet var der hos de fleste former udviklet særlige facialsuturer, prædestinerede svaghedszoner, der har lettet hudskiftet, især omkring øjnene.

Systematik

Hos arter af slægten Nileus (fra Ordovicium, 495-443 mio. år før nu) sidder der mellem de to krumme, sammensatte øjne et ekstra (tredje) øje på det nyreformede hovedskjolds midterakse under et særlig tyndt område af det ydre skelet; til sammen dannes et ubrudt synsfelt fra side til side. Som mange andre trilobitter kunne Nileus krumme sig sammen mod bugsiden, og ifølge en teori sad den med hovedskjoldet hen ad havbunden og bugled og haleskjold lodret ned i underlaget.

.

Facialsuturerne har været forsøgt anvendt ved den systematiske underinddeling af trilobitterne, men nogen naturlig, fylogenetisk baseret klassifikation eksisterer ikke. Trilobitterne betragtes som den mest primitive leddyrklasse, og de er da også vidt udbredt fra Nedre Kambrium (fra ca. 545 mio. år før nu). Deres nærmeste nulevende slægtninge er formentlig cheliceraterne (bl.a. dolkhaler). De sidste trilobitter optræder i lag fra Øvre Perm (indtil ca. 248 mio. år før nu), men deres hovedudbredelse lå tidligt i Palæozoikum.

Levevis

Langt de fleste trilobitter var bentoniske: kravlende, gravende eller svømmende (vha. gællerne), og allerede fra deres tidligste optræden forekommer der udpræget provinsialisme med særlig geografisk adskilte trilobitfaunaer. Pga. deres hurtige evolution har trilobitter et meget højt biostratigrafisk potentiale med mange, kortlevende arter, og enkelte former med epipelagisk levevis (frit i havet, men nær bunden) som fx Agnostus er udbredt over meget store dele af kloden.

I såvel Danmark som Grønland er trilobitter hyppige i geologiske lag fra perioderne Kambrium og Ordovicium (545-443 mio. år før nu), hvor de udgør nogle af de væsentligste ledefossiler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig