Traditionel jazz, nogle gange forkortet til ”tradjazz,” er en betegnelse, der kan henvise til den tidlige jazz fra 1910’erne og 1920’erne eller, oftere, til den revitalisering af tidlige jazzstilarter, der har fundet sted siden 1940’erne.
Musikken omtales også som New Orleans-jazz, dixieland-jazz eller revival-jazz.
I årene omkring 1940 var swing-jazz en af de mest populære musikformer i USA med bigbands under ledelse af fx Count Basie, Glenn Miller og Dorsey-brødrene. Samtidig var unge musikere som Charlie Parker og Dizzy Gillespie ved at udvikle den nye moderne jazzstil bebop. Det var i denne kontekst og i nogen grad i kontrast til swing og bebop, at den traditionelle jazz blev revitaliseret i 1940’erne.
Nogle af de musikere, der blev populære i denne nye bølge af traditionel jazz, havde været aktive i den tidlige jazz i 1910’erne og 1920’ernes New Orleans og Chicago. Fx blev musikere med rødder i New Orleans omgærdet med en autenticitet pga. deres rødder i jazzens fødeby, fx Bunk Johnson, George Lewis og Sidney Bechet.
En del hvide musikere blev også eksponenter for denne bølge af traditionel jazz, fx Mezz Mezzrow, ”Wild” Bill Davison og Muggsy Spanier. Yngre sorte musikere undgik generelt at associeres med denne ældre jazz.
En tredje gruppe musikere, der var med i bølgen af traditionel jazz fra 1940’erne, var musikere, der var kommet frem i 1920’erne, men også havde spillet swing i 1930’erne. Fx dannede Louis Armstrong i 1947 sin All Stars-sekstet, der spillede et repertoire og en stil, der byggede på den tidlige jazz fra New Orleans og Chicago.
I jazzpressen var der i 1940’erme en polemisk debat, hvor nogle kritikere fremførte den traditionelle jazz som en mere ”ægte,” autentisk form for jazz i modsætning til den populære swing og den modernistiske bebop. En del traditionel jazz bruger dog især swingrytmik- og groove i kombination med stiltræk fra den tidlige New Orleans-jazz.
Traditionel jazz er i dag som en del af den almindelige jazzkultur, ligesom den også har sine egne dedikerede festivaler og klubber, fx Preservation Hall i New Orleans.
Den traditionelle jazz har været særdeles populær i Europa, hvor den især i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne var førende europæiske bands i Nordeuropa. I Storbritannien dannede musikere som Ken Colyer, Chris Barber og Humphrey Lyttelton allerede i begyndelsen af 1950’erne revival-bands.
I Danmark blev Papa Bue’s Viking Jazzband de førende eksponenter for stilen og havde også succes i udlandet, især i Tyskland. Nogle af disse Europæiske bands, fx Papa Bues, kombinerede et traditionelt amerikansk jazzrepertoire med europæiske schlager-sange og viser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.