Mezz Mezzrow, egl. Milton Mezirow, 1899-1972, amerikansk klarinettist. Fra 1920'erne var Mezzrow kendt i jazzmiljøet i Chicago og New York som marihuanapusher og storskrydende impresario, men som en middelmådig musiker. I 1938 satte den franske kritiker Hugues Panassié (1912-74) ham i spidsen for et grammofon-ensemble med Sidney Bechet og trompetisten Tommy Ladnier (1900-39), som indspillede en række fremragende plader, der banede vejen for den såkaldte revival-jazz. I 1946 udgav Mezzrow den læseværdige, men upålidelige selvbiografi Really the Blues (da. Min aske til de sorte, 1954), som giver et farverigt billede af jazzens miljøer. Fra 1948 boede Mezzrow i Paris.